Jesus og Helvede
I Johannesevangeliet, kapitel 3, vers 14 læser vi om Menneskesønnen, der skal ophøjes - altså skal hænges op på et kors og dø der:
"Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham."
Og så kommer vers 16:
"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv."
Det er et herligt vers! Det fortæller om, at ethvert menneske i hele verden er elsket af Gud! Ethvert menneske i hele verden kan have evigt liv ved at tro på Jesus. Tro på, at Gud gav Jesus for os. Altså at Jesus på korset betalte vores regning hos Gud.
Læg mærke til sammenhængen: ethvert menneske, der tror på Jesus, skal ikke fortabes. Hvad forudsættes helt klart her? Jesus forudsætter, at hvis man ikke tror på ham, så fortabes man. Ellers giver sætningerne ingen mening. Vi kan jo bare spørge: "Frelses? Hvad er det, vi skal frelses fra?" Svaret er: vi skal frelses fra fortabelsen. Og skulle vi være i tvivl, så bruger Jesus de næste vers på at gøre det helt tydeligt for os:
"For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud."
Jesus siger her tydeligt: Han kom til verden for at frelse os! Jesu mission var at skabe muligheden for frelse. Han kom til verden for at indføre frelsen. Ikke for at indføre fortabelsen, for den var her allerede. Det at få "dommen" - altså at blive dømt til fortabelse - det var noget, der allerede lå over hele menneskeheden.
Lige siden syndefaldet har det været sådan. Lige siden syndefaldet har vi mennesker dybest set hadet Guds lys og har trivedes bedst med vort eget tusmørke, hvor vi kunne leve lidt i fred for Guds krav om dyb kærlighed til ham og til vore medmennesker. Men det er alt sammen under Guds dom. Vejen ud af dommen er at se sandheden i øjnene: "Ja, jeg har brug for at blive frelst! Ja, jeg elsker ikke Guds lys! Ja tak: jeg vil gerne tage imod Jesu tilbud om gratis frelse!".
Fortabelsen er stadig en virkelighed
"Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede" siger Jesus (Mattæus 10,28). Han taler om Gud. Jesus taler mange steder om den dag, hvor han vender tilbage til jorden som dommer. Her ser vi tydeligt, at fortabelsen desværre er en uhyggelig mulighed.
Jesus bruger forskellige billeder.
I Mattæus 22,1-14 skildrer han Himlen som en stor bryllupsfest. Og han fortæller om en person, der skal kastes udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren. "For", som Jesus siger: "Mange er kaldet, men få er udvalgt".
I Mattæus 25 1,13 er billedet også en bryllupsfest. Her er fem, der kommer med ind og fem, der må blive udenfor.
I Mattæus 25,31-46 er billedet, at Jesus på dommens dag er som en hyrde, der sorterer i får og bukke. Fårene går ind til evigt liv - bukkene går ud til evig straf. Hvad afgør, om man ender det ene eller det andet sted? Det så vi allerede i Joh 3,16: det er forholdet til Jesus, der er det afgørende. Om man i tro siger "Ja tak" til hans tilbud om frelse. Men gør man ikke det, er man i fortabelsen, i Helvede.
Hvorfor helvede?
Selve ordet "Helvede" kommer fra en plads til afbrænding af affald udenfor Jerusalem. En plads, hvor man i de hedenske perioder også brændte små børn som offer til afguderne. Bibelen beskriver det mest med billedet af "evig ild" (Mattæus 18,8-9).
Det sidste, Jesus har sagt i Bibelen, står i Johannes' Åbenbaring. Her skildres i dramatiske billeder hele verdens historie og Guds frelsesplan. Hele kampen mellem Gud og den onde skildres. Det ender med Guds totale sejr. Derefter kastes Djævelen og hans dæmoner og døden og de fortabte mennesker alle i "Ildsøen" - et andet ord for Helvede (Åbenbaringen 20,7-15). Her skal de "pines dag og nat i evighedernes evigheder" siger Jesus, og går derefter over til at beskrive det vidunderlige: den nye himmel og den nye jord (Åbenbaringen 21 og 22).
Budskabet om Helvede er et godt budskab! Eller rettere: det er som en mønt, der har to sider. Forsiden af Guds frelsesmønt er rigtig flot: Den nye himmel og den nye jord. Den nødvendige bagside er vi ikke glade for. Men Helvede er ifølge Gud absolut nødvendig. Kun ved at alt ondt kommer i Helvede, kan det sikres, at det aldrig kan komme til at gøre skade igen! Gud er både klogere og kærligere end jeg er. Derfor må jeg stole på ham. Hans løsning er den bedste: både den klogeste og den kærligste. Det kan jeg hverken fatte eller føle. Men jeg må stole på ham.
Alles frelse
Vore tanker og følelser vrider sig ved tanken om en "evig pine". Og man har på mange måder prøvet at finde en anden "løsning". Selv blandt folkekirkens præster trives disse "løsninger" mange steder. En "løsning" er, at der slet ikke er nogen, der fortabes! Til syvende og sidst sejrer Guds kærlighed ved at alle bliver frelst! Jesus betalte jo for alle, da han døde på korset (Kolossenserne 1,20). Og Bibelen siger selv, at Gud vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal frelses! (2 Peters brev 3,9).
Problemet ved denne "løsning" er, at den modsiger så voldsomt meget af det, Jesus (og hele Bibelen i øvrigt) siger! I Lukasevangeliet 13,23 får Jesus stillet spørgsmålet: "Der var en, der spurgte ham: »Herre, er det kun nogle få, som bliver frelst?" Det er da lige til højrebenet: Hvis Jesus gik ind for "alles frelse", skulle han jo bare svare "Nej!". Men: "Han svarede dem: "Kæmp for at komme ind gennem den snævre port; for jeg siger jer: Mange skal stræbe efter at komme ind, men de vil ikke kunne."
I de næste vers fortsætter Jesus med at uddybe dette og slutter med at konkludere, at nogle af dem, der er meget sikre på, at de bliver frelst, ikke bliver det. Mens andre, der ikke tænkte så positivt om fremtiden, vil blive rigtig positivt overrasket over, at de bliver frelst. Så helt tydeligt: Jesus regner ikke med, at alle frelses!
Det er Gud ske lov sandt, at Jesus på korset betalte for hvert eneste menneske i verden. Men det gælder stadigvæk, at hvert eneste menneske skal tage imod dette, for at det gavner dem.
Og det er Gud ske lov sandt, at Guds kærlige vilje er, at hvert eneste menneske må nå frem til at tage imod frelsen. Men han fortæller os samtidig meget tydeligt, at det desværre ikke er alle, det vil ske for.
"Jamen, er Gud ikke almægtig? Vil hans vilje ikke altid ske?".
Der er nogle grænser for hvad vores hjerner kan rumme og forstå. Og vi skal lade være med at tro, at vi kan. For så gør vi os selv klogere end Gud. Gud taler i Bibelen helt tydeligt både om frelsen og fortabelsen. Så skal vi ikke sætte røde streger i den tekst og "rette" den, så vi bedre kan forstå og rumme det. Hvor ville det være vidunderligt, hvis ingen gik fortabt! Men virkeligheden er desværre anderledes. Mine frustrationer kan dog vendes til noget positivt: Jeg kan bruge mine kræfter på at sprede det glade budskab, så flest muligt kommer til tro på Jesus og dermed frelses fra fortabelsen!
Ingen forsoning
Som en logisk konsekvens af "Alles frelse" følger ofte, at man også begynder at afvise, at Jesus døde på korset for at betale for os. Man afviser, at Gud skulle være vred over vores synd. Man afviser, at Gud skulle kræve dødsstraf og kræve blod. Man afviser, at Gud, der selv er kærlighed, skulle reagere så voldsomt på synden, der ødelægger kærligheden og det, Gud elsker. Man begynder at tale om, at Jesus døde for at være solidarisk med os. Eller at han døde, fordi det nu en gang er sådan, vi mennesker behandler den sande kærlighed. Men man taler ikke om forsoningen af Guds vrede, sådan som Jesus gør det så tydeligt. Hvorfor? Fordi regnestykket med "alles frelse" ikke går op, hvis man skal tro på Guds behov for forsoning.
Man har brug for, at Gud kan beslutte, at alle mennesker frelses, uanset om de vil eller ej. Man har brug for, at Gud dybest set ikke er vred. At synd er noget, Gud bare kan se bort fra uden at straffe. Bibelens tydelige tale om at Jesu frivilligt bliver et offerlam (Johannes 1,29), der slagtes for vores skyld, må man omtolke. Hvis man vil se Guds vrede i øjnene, aner man også, at der er nødt til at være en dom. Nødt til at være et Helvede. Fjerner man forsoningen fra kristendommen, har man revet dens hjerte ud, og den vil hurtigt blive kold og stiv som et lig.
Hvad med udslettelse?
Mange viger da også tilbage fra at finde på umulige "løsninger" som "Alles frelse". Men til gengæld prøver man at mildne Bibelens udsagn lidt. Man forestiller sig, at det med evig pine ikke skal forstås bogstaveligt. Gud må da i det mindste kunne nøjes med at udslette de stakkels mennesker, så de ikke skal pines?
Tanken virker meget logisk for os mennesker. Men igen må vi træde varsomt og huske, at vores hjerne altså slet ikke kan rumme de store ting i livet. Så lad os ikke prøve at beskære Guds ord, så det kan passe til vores forstand. Dybest set taler Gud vel i billeder om alt det ufattelige. Men han ved, hvad hvert enkelt billede vil fremkalde i hans menneskers sind. Så vi skal passe på med at omtolke hans billeder, så de kommer til at sige noget andet rent følelsesmæssigt.
Billederne med "evig ild" og "evig pine" må vel være beregnet på at indgyde os frygt. Indgyde os en overvældende taknemmelighed over at være frelst fra fortabelsen. Indgyde os en stærk længsel efter at endnu flere må få del i denne frelse.
"Jeg kan altså ikke tro på en Gud, der putter mennesker i en evig pinsel i Helvede!".
Fornuftsmæssigt og følelsesmæssigt forstår jeg virkelig godt den sætning! Men jeg må som kristen altid regne med at Gud er langt klogere og kærligere end mig. Jeg må bede om det under, at jeg kan tro på hans ord - også når det går direkte imod mit sind og min hjerne.
Kristne har bedt om dette i to tusind år - og har fundet fred. Ikke en løsning, så det hele går op. Ikke en tilstand af ingen aktivitet. Men en fred, der lever i glæde over frelsen og i iver for at Jesu død ikke skal have været forgæves for min nabo.
Lagt på nettet 14.01.2014