Hvornår er bandeord synd?

Tak for dit spørgsmål! Det er lige så vigtigt, som det er svært at svare enkelt og kort på. Men her kommer et forsøg.

For det første må vi gøre os klart, at kraftudtryk eller "pænt" sprog eller mindre pænt sprog langt på vej er kulturelt betinget. Dvs. ord eller udtryk, som man absolut ikke kunne sige, hvis man var en pæn pige på Bornholm i 70'erne (som jeg var), dem møder jeg nu frit florerende (og bruger også nogen af dem selv). Selv på samme tidspunkt i historien har "det pæne" varieret fra den ene landsdel til den anden i vores lille land. Og endelig er det interessant at læse i Luthers bøger og finde ud af, at han absolut ikke er særlig pæn i sin udtryksmåde i forhold til vores vurderinger!

For det andet tror jeg, vi må sige, at det med at bande i mange kristne sammenhænge er blevet gjort til hovedsynden. Og det hænger vel sammen med, at det er let at fortælle børn, at det er en synd at bande. Det er derimod ikke så

let at forklare børn, hvad mange andre synder går ud på; fx t tænke eller tale ondt om ens næste, seksuel synd osv. Dermed er mange af os blevet opflasket med, at det at bande er den værste synd af alle. Og vi kan endda finde på at bruge det som en test over for os selv (og andre) på, om vi er kristne.

Når disse to ting er sagt, skal det alligevel siges, at bud nr. 2 af De ti Bud taler meget alvorligt om det at "bruge Herren din Guds navn til løgn". Vores opfattelse af at bande skal begrundes ud fra dette bud. For Gud fortsætter selv budet i 2 Mosebog kap 20 vers 7 på denne måde: "For Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn." Dvs. når vi tager Guds navn i munden som en besværgelse ved fx at sige s'gu, som er en forkortelse af "så Gud", så bruger vi Guds navn til løgn ved at tage Gud til vidne på det vi siger, selv om det overhovedet ikke er det, vi mener. I vores tankeløse brug af Guds navn kommer vi altså til at bruge til det til løgn. På samme måde forklarer Jesus i Bjergprædikenen i Matthæusevangeliet kap 5 vers 33-37, at vi ikke må sværge ved Guds navn eller ved noget andet. Det er en del af at bruge Guds navn til løgn.

For når vi sværger (hvilket en hel del af kraftudtrykkene eller bandeordene er ment som) er det egentlig som at tage Gud til vidne på den måde, at vi siger: "Hvis dette ikke passer, så er Gud heller ikke Gud."

Når der alligevel kan sværges i retssale fx, så er det netop med til at understrege alvoren i, at der i en retssal skal tales sandhed. Og hvis vi tager det alvorligt, må vi sige, at vi for alvor tager Gud til vidne på, at det vi siger der er sandhed.

Men i vores daglige tale er det bare for at sætte lidt ekstra tryk på. Og hvorfor har vi egentlig brug for det? Er det fordi vi generelt er blevet mindre troværdige? Er det fordi vores sprog har mistet sine mange nuancer, så alt er "fedt". Så når noget er ekstra fedt skal det understreges med et kraftudtryk for at budskabet går igennem?

En anden og mere alvorlig side er Luther og andre gamle kirkefædre inde på. De siger, at når vi vænner os til at bruge Guds navn i bandeord, så mister Guds navn sin hellighed og storhed for os. Gud bliver ligegyldig

for os, og dermed står vi i fare for at miste fællesskabet med ham. Det er en forfærdelig tanke, som jeg ikke tror, vi skal blive for hurtigt færdige med, selv om den kan virke noget gammeldags.

Jeg håber, du kan bruge noget af dette. Snak også gerne med dine venner om det, for jeg tror, vi trænger til at få sat nogle tanker i gang om dette emne!

Lagt på nettet 03.12.2001