Hvorfor forskel på budene i GT og NT?
Jeg må først præcisere: Det er ikke forskellen på GT og NT, der er så stor, men derimod forskellen på Guds lov (Guds krav) og Guds evangelium (Guds nåde eller gave). Og den forskel finder vi i begge testamenter.
I GT finder vi udtalelser om Guds nåde, der er så stærke, at mange umiddelbart vill henføre dem til NT. Det gælder f. eks. Salme 103, vers 11-13 og Esajas Bog 49, 15. Modsat finder vi i NT udtalelser om dommen, som er så stærke, at mange umiddelbart vil henføre dem til GT. det gælder f. eks. Matthæusevangeliet 5, 21-30. Modsætningen går altså ikke mellem testamenterne, men mellem det vi kalder lov og evangelium.
Guds lov forekommer i to udgaver, dels den paradisiske og dels den jordiske. Den paradisiske finder vi i Jesu undervisning. Den jordiske finder vi i GT's Moselov. Forskellen på disse to er bl.a., at Moseloven også skulle bruges som almindelig samfundslov i Oldtidens Israel. Den skulle altså regulere et samfund eller en stat i denne syndige verden, og derfor indeholder den strafferegler for velkendte forbrydelser. Og her siger Moseloven altså "øje for øje og tand for tand", dvs. at straf og forseelse skal veje lige tungt. Man må hverken straffe forbryderen blidere eller hårdere end forbrydelsen.
Denne lov er altså ikke en privat moralfilosofi, der opfordrer sine tilhængere til at søge hævn og gengæld overalt, hvor man kan komme til det, men en straffelov på statsniveau, hvor den skal sørge for et rimeligt og afbalanceret forhold mellem straf og forbrydelse.
Hele denne lov skulle bevare Israels folk fra syndens destruktive magt i samfundslivet. Samtidig skulle den i kraft af sine religiøse institutioner såsom ypperstepræsten, påskelammet og den store forsoningsdag forberede folket på at forstå og modtage Jesus som Guds lam, der bærer verdens synder.
Jesus derimod underviser ikke i en statslov gældende for denne syndige verden, men i paradisets lov, og her gælder det, at mennesker ikke skal fare frem med vold, heller ikke når de selv forfølges, men at de skal vende den anden kind til, og al straf overlades til Gud, der dømmer retfærdigt.
Moselovens hensigt er bl.a. at rense samfundet for forbrydelser, så samfundet kan overleve og trives. Jesu hensigt er at rense syndere for synden, så de bliver Guds børn og lever som Guds børn og kommer hjem til paradiset engang. Derfor er Moseloven på en række punkter forskellig fra Jesu undervisning.
Lagt på nettet 03.07.2003