Hvordan oplevede Jesus korsdøden?

Mattæus og Markus fortæller, at Jesu sidste ord var: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?". Ordret hedder det hos Markus 15,33-34: "Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: Eloí, Eloí! lamá sabaktáni? - det betyder: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" (sml. Matt 27,45-46).

Jesus blev ramt af mørket og gudsforladtheden. Han oplevede Helvede og fortabelsen. Pointen er ikke, at Jesus følte sig forladt, men den er, at han blev forladt af Gud. Jesus blev billedligt talt drevet ud af Paradiset ligesom Adam og Eva og erfarede nu forbandelsens mørke i gudsforladthed. I Getsemane frygtede Jesus ikke døden isoleret betragtet, men han frygtede gudsforladtheden. Ordene er så frygtelige, at evangelisterne slet ikke har ønsket at forklare dem. Evangelisterne har ladet disse ord stå i al deres gru.

Der kommer ikke noget svar på det frygtelige "hvorfor?". I Salme 34,19-20 hedder det: "Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt. Mange ulykker rammer den retfærdige, dog redder Herren ham ud af dem alle". Men dette skete altså ikke, da Jesus råbte de fortvivlede ord. Gud reddede ikke Jesus ud af situationen. Matthæus og Markus skildrer det altså endda på den måde, at disse ord er de sidste, som Jesus udtaler forud for sin død. Det siger os, at Matthæus og Markus har ønsket at vise, at disse ord er meget centrale for en ret forståelse af Jesu gerning.

Det vil næppe være rigtigt at gøre sig forestillinger af psykologisk art. Det afgørende er ikke, hvad Jesus ved, og hvad han ikke ved. Men vore tanker føres i stedet hen på Salme 22,2-3, hvor det hedder: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig. Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke, og om natten, men jeg finder ikke ro". Her råber salmisten sin fortvivlelse ud. Gud er borte.

Jesus gik ind i menneskets allerdybeste nød. Jesus stod ikke blot udenfor og rakte hånden ind i vor verden, men han gik ind i vor verden og levede under de kår, som gælder her. Vi har som mennesker mange fjender, synd, død og djævel. Og Jesus gik ind i opgør med dem. Men vort største problem er i virkeligheden Gud selv, nemlig Guds vrede. Det var Guds vrede, der op igennem historien var Israels største problem. Det var hverken djævlen eller synden, der førte folket i landflygtighed, men det var Gud selv. For Jesus var det på samme måde. Han gik ind i et opgør med synden og døden og djævlen, og Gud være lovet: Jesus sejrede over disse fordærvsmagter. Men Jesus gik ikke uden om menneskets grundlæggende problem, nemlig Guds vrede. Jesus blev ramt af Guds vrede. Paulus udtrykker det på følgende måde: "Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os" (2 Korinterbrev 5,21). Paulus siger, at Kristus blev en forbandelse. Han blev forbandet af Gud (Galaterbrevet 3,13).

Det er ikke muligt for os at forstå til bunds, hvorledes Jesus, der selv var Gud, kunne gå ind i et opgør med Gud. Det overgår vor forstand, men det er forsoningens dybe hemmelighed: Gud i et opgør med Gud selv. Gud soner synden og afvender sin egen vrede. Kun Gud kunne gøre det, og Gud gjorde det.

Lagt på nettet 26.04.2001