Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard
Hvordan forstå treenigheden?
Jeg kan kun begynde med at erklære min enighed i, at det er svært at forstå treenighedslæren eller sagt anderledes: at trænge ind i mysteriet, som angår "læren om Den Tre-Ene-Gud i hans Jeg-virkelighed".
Sådan har mange givet udtryk for op gennem tiden – selv de personer, som kaldes treenighedslærens fædre. Fx sagde Gregor af Nazians: »Alt dette er spørgsmål om noget, som i øvrigt ikke nærmere kan forklares, uden at det går udover vor kundskabs grænser (‘mysterium trinitatis’)«. Og kirkefaderen Augustin konkluderede: »Dette fatter og udgrunder vi aldrig!«.
I et forholdsvis kort svar som dette kan langt fra alt siges om treenighedslæren. Jeg vil forsøge at svare på dit spørgsmål, men ellers henvise til en bog af Jørgen Sejergaard, der har titlen "Tempelgud" (udgivet på Credo Forlag 1997 - se www.credo.dk. Styrken ved denne bog i relation til dit spørgsmål er, dels at han giver nogle svar vedrørende treenighedslæren, dels at han behandler emnet specielt i forhold til Johovas Vidner og deres forståelse af 'Gud'.
Ud fra en luthersk synsvinkel er Jehovas Vidnes gudsbillede fordrejet og falsk. De fornægter Kristi guddommelighed. Derfor er de ikke 'kristne', som de ofte selv hævder, men må betegnes som en sekt. Jeg kan følge dig i din modstand mod Jehovas Vidner, men lad det ikke gå ud over din ven. Vis ham kærlighed, sådan som den bibelske treenige Gud har vist og lært os i sit eget eksempel. Dette blot som en opmuntring…
Og lad os så se lidt på dit spørgsmål. En af de såkaldte tre kappadokiske fædre - Athanasius fra sidste halvdel af det 4. årh. e. Kr., der kom til at stå som de store forsvarere af treenighedslæren – har udtalt noget meget vigtigt: »Faderen er kilden eller guddomsvæsenet i sig selv. Sønnen er Gud i hans udadvendte virksomhed og Ånden den, som udfører Guds værk i den enkelte. Faderen bestemmer sig selv og føder. Sønnen er den, som fødes«. En anden (Gregor af Nazians) udtrykte sig: »Faderen er ikke født, Sønnen er født af Faderen, og Ånden udgår fra Faderen gennem Sønnen. Sådan er personernes indre forhold til hinanden. I det ydre: Faderen er princippet for virksomheden, Sønnen iværksætter, og Ånden fuldbyrder den«. Om Sønnens guddommelighed og menneskelighed blev der debatteret, hvor kirken fastslog, at Sønnen var begge dele samtidig (jf. den Nikænske Trosbekendelse's 2. artikel).
Citatet af Athanasius er med til at pege på en vigtig skelnen, når det drejer sig om treenigheden. Skal den opfattes teologisk eller økonomisk? Ved det sidste menes der, at Gud i sin tre-hed arbejder på tre måder i en hierarkisk struktur, hvor rækkefølgen er Faderen – Sønnen – Ånden. Det er sådan, vi ofte tænker om treenigheden og læser om den i Bibelen. At Ånden peger på Sønnen og Sønnen på Faderen – og i omvendt rækkefølge. Nogle har ment, at Gud har tre forskellige måder at vise sig frem på – altså nærmest adskilt. Men her modsatte Oldkirkens fædre sig og pegede på, at Gud ikke kun skulle opfattes økonomisk, men også i en samtidighed – altså teologisk! Nok er der tre virke-måder i den Tre-Ene-Gud, men de virker samtidig. De tre personer er altid én enhed – én substans (på dansk bruges oftere ordet 'væsen'). Den bibelske Gud er altså tre i én, og én i tre. Tre personer, men én substans/ét væsen.
Alt dette kan selvfølgelig ikke ses i et skriftsted i Bibelen, men kommer til udtryk i flere tekstsammenhænge. Jehovas Vidner vil afvise dette, men de kommer til at stå med et problem, når en del steder tillægger både Faderen, Sønnen og Ånden guddommelig myndighed og status – og at alle tre personer nævnes i sammenhænge (fx Lukasevangeliet 1,35 om Jesu fødsel; 1 Korintherbrev 12,4-6 om nådegaver; Johannes' Åbenbaring 1,4b-6 & 22,1 hvor floden/vandet er billedligt udtryk for Ånden).
Når Jesus i Getsemane og på korset udtrykker sig, som han gør, skyldes det ikke, at hans guddommelighed er taget fra ham i en kortere eller længere periode. Jesus kunne ved sin guddommelighed have set bort fra sin tilstand. Men det gjorde han ikke på grund af, at han samtidig var menneske fuldt ud. Hvis Jesus ikke fastholder denne dobbelt-natur, ville hele frelsesværket være umuligt. For kravet var jo netop, at der måtte komme et 100% menneske, som kunne modstå Satans fristelser – hvad Adam i Paradiset ikke kunne (Romerbrevet 5,12-21). Derfor bliver både fristelsen i ørkenen (Matthæusevangeliet 4,1-11) og Getsemane og korset vigtige prøvesteder i frelsesværket.
Jesus gav af egen fri vilje afkald på sin guddomsherlighed, ikke afkald på sin guddommelighed! (se Filipperbrevet 2,6ff). Af egen fri vilje blev han menneske, hvor kravet var, at han måtte lære lydighed (Lukasevangeliet 2,52; Filipperbrevet 2,8; Hebræerbrevet 2,18; 4,15; 5,7-10). Det vil sige, at Kristi frivillighed og lydighed er afgørende for, at frelsesværket kunne fuldføres.
Jesus levede, led, blev fristet osv. som både Gud & menneske. Hans person i to-naturer var nødvendig – og sådan trådte han frem blandt mennesker. I et mysterium sker dette "økonomisk" (hierarkisk i treenigheden) og teologisk (enheden i treenigheden). Jeg tror ikke, at vi kommer dertil, hvor vi kan forklarer det fuldstændigt, men vi kan beskrive, 'hvorfor' det var nødvendigt, og 'hvordan' det hænger sammen.
Sådan vil det være ved en lang række tilfælde i Skriften, når vi møder Den Tre-Ene-Gud i sin virksomhed. Én substans i tre personer – tre personer i én substans. Som kirkefaderen Augustin tilsluttede sig: »Enheden ligger i treheden og treheden i enheden«.
Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard
Lagt på nettet 06.02.2002
