Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm
Hvordan forholde sig til gengifte?
Mit svar til dig vil falde i to afdelinger: først vil jeg sige ganske lidt generelt om "Skilsmisse og gengifte". Og dernæst vil jeg svare på dine konkrete spørgsmål.
1. Lad os som hovedtekst tage Matthæusevangeliet 19,3-12. På Jesu tid tillod de jødiske teologer, at manden kunne skille sig fra sin kone. Nogle krævede en "streng" grund til skilsmissen, f.eks. at konen skulle have været i seng med en anden. Andre krævede kun en "mild" grund, i yderste tilfælde såmænd bare at konen brændte maden på eller at manden simpelthen fandt en, der var kønnere!
Jesus bli´r her spurgt om, hvilke af disse standpunkter, han tilslutter sig. Og hans svar er klart nok: ingen af dem! Gud skabte ægteskabet for at det skulle være livs-langt! Skilsmisse er under alle omstændigheder en nød-løsning! Den absolut sidste station på en lang vej, hvor man har kæmpet for at bevare ægteskabet. Men på grund af vi menneskers hårde hjerter (= vores synd) kan det desværre blive nødvendigt. Og derfor havde Gud allerede på Moses´ tid givet vejledning i hvordan en skilsmisse skulle ske: ligesom et ægteskab krævede "papir" på det (= det var offentligt og rets-gyldigt), skulle man også ved skilsmissen udfærdige et "skilsmissebrev" - altså papir på det.
Og så kommer vi til det vers, der i bibeltro lutherske sammenhænge tolkes forskelligt: "Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud." )(min understregning).
Fjerner vi de ord, jeg har streget under, står der det samme som i f.eks. Markusevangeliet 10 og Lukasevangeliet 16: skiller man sig og gifter sig med en anden, begår man ægteskabsbrud! Underforstået: det ægteskab, der engang er indstiftet, ophæves kun ved død! Så selv om man er blevet skilt, lever dette ægteskab stadig i den forstand, at hvis man gifter sig med en anden, bryder man sit første ægteskab - og det er jo synd. Altså: at gifte sig igen, sålænge ens ex-ægtefælle stadig lever, er synd!
Men nu siger Jesus i Matt 19 også de fire ord: (af) "anden grund end utugt". Dette tolkes på to forskellige måder:
A: Det går på skilsmissen: der er kun én eneste tilladt grund til skilsmisse: at ægtefællen har været i seng med en anden.
B: Det går på tillladelse til at blive gift igen: Hvis ens ægtefælle går i seng med en anden og ægteskabet derfor opløses, så er man fri til at gifte sig igen! "Den uskyldige part" som de gamle lutheranere kaldte det, var fri til at gifte sig igen. Men også kun i disse sær-tilfælde! Tolkning B er ikke en tillladelse af gengifte i al almindelighed: kun dér, hvor der klart er en "Uskyldig part".
Der kan fremføres mange argumenter for og imod A og B. Det skal jeg ikke gøre nu - det vil tage megen plads. Men har du brug for det, kan jeg godt gøre det senere.
2. Og så til dine konkrete spørgsmål:
Hvornår er en skilsmisse tilladt? Det kan man se forskelligt på udfra Bibelen. I hvert fald ved utugt (Matthæusevangeliet 16) og også ved det tilfælde, der nævnes i Paulus' 1. brev til Korintherne 7,12-16: at hvis den ene i et ægtepar bli´r en kristen og den anden derfor vil skilles, så skal den kristne gå med til skilsmisse.
De fleste lutheranere i dag vil også sige, at der kan forekomme andre tilfælde af "hårdhjertetheden", hvor det kan blive nødvendigt med en skilsmisse, f.eks. - som du nævner - vold. Men i alle de nævnte tilfælde først efter at man længe har kæmpet og fået hjælp til at prøve at få det til at lykkes at genoplive kærligheden i ægteskabet.
Hvis man så er skilt - kan man så gifte sig igen? Både A og B er enige om at det kan man, hvis ens ægtefælle er død (Paulus' 1. brev til Korintherne 7,39). Men ellers er der altså to svar: A siger totalt NEJ til gengifte, hvis ikke ægtefællen er død. B siger NEJ i langt de fleste tilfælde - men åbner en mulighed, hvis man er den "Uskyldige part".
Der findes også i bibeltro lutherske kredse en tolkning C, hvor man også i enkelte andre tilfælde vil åbne for gengifte. Det vil altid bero på et skøn, der er tilkæmpet gennem megen bøn og mange samtaler. Det kunne f.eks. være, hvor det første ægteskab var indgået under tvang, eller hvis man var ikke-troende, da det skete og derfor ikke anede hvad et kristent ægteskab er. - Men det er en tolkning, hvor det bli´r utrolig svært at skelne, og hvor man let kan ende med at måtte sige JA til alle gengiftninger for ikke at virke inkonsekvent. Men hvis du skal finde nogen, der vil svare JA til dine spørgsmål, om der f.eks. er forskel på om man først gengifter sig efter at ens ex har gjort det o.s.v. - så skal de findes i gruppe C.
Hvis man nu er gengift - også under omstændigheder som hverken A eller B (eller for den sags skyld C) kan godkende. Hvad så? Det er et spørgsmål, som Bibelen ikke direkte svarer på. Der er flere mulige svar: X Y Z
X: Man kan mene, at deres ægteskab er en synd, de skal gøre op med. Uopgjort synd er livsfarligt for mennesker - og menigheden skal prøve at hjælpe ved at sætte personer i "kirketugt" (udelukkelse fra fx nadveren) indtil de gør op med deres synd. Og da man mener at deres andet ægteskab er en uopgjort synd, skal de sættes i kirketugt, indtil de ophæver deres ægteskab - altså lader sig skille! Ved denne forståelse kan de ikke anses for medlemmer af menigheden, sålænge de er gift og kan derfor hverken gå til alters eller have nogen form for lederopgaver i menigheden. De må gerne komme og høre Guds Ord og være med i det kristne fælleskab - sådan som vi jo inviterer alle ikke-troende til at gøre.
Y: Indre Missions Hovedbestyrelse har også udtalelt sig om dette emne, og her møder vi et andet synspunkt. Her taler man klart om, at gengiftning er en synd, der skal gøres op med. Men ikke ved at opløse ægteskabet. Men ved at bekende gengiftningen som synd, modtage Guds og menighedens tilgivelse og derefter leve videre præcis som alle andre medlemmer i menigheden. Dog stilles der i Bibelen særlige krav til forkyndere og menighedsledere ( f.eks.: Paulus' 1. brev til Timotheus 3,2: én kvindes mand). Så en gengift kan ikke være præst, missionær og den slags. Men kan vedkommende have lederposter og forkynderopgaver i lokalmenigheden? Dette afhænger - ifølge udtalelsen - af, hvordan de tackler emnet i deres liv. Hvis de klart forkynder, hvad Guds Ord siger på dette område og vedkender sig at de har syndet, kan de godt stå i mange tjenester. Men hvis de fortier eller fordrejer disse dele af Guds Ord, kan de ikke. Det er op til det lokale skøn.
Z: Man kan også mene, at Guds tilgivelse gør alt nyt. Så når de har bekendt og har fået tilgivelse, er der ingen forskel på deres situation i forhold til alle andre kristne. Jeg synes selv at denne tolkning er svær at få til at stemme med Bibelens tale om syndens konsekvenser i vores liv og om menighedens ledere som forbilleder. Samtidig må vi tage Guds tilgivelse alvorlig. Og jeg kan f.eks. ikke tro, at det er Guds mening at et ikke-kristent ægtepar, der er resultat af indtil flere gengiftninger, og som så bli´r kristent, skal mødes med kravet om at gå fra hinanden (som X ville mene). Altså vil jeg tilslutte mig Y.
KORT SAGT:
Det er et vanskeligt område, især fordi bibeltro lutheranere er uenige om nogle ting her. Men noget står dog helt klart: Gud har fra begyndelsen skabt ægteskabet for at det skal holde til døden skiller! Derfor skal vi satse alt på at ægteskaber gror og vokser i stedet for at sygne hen! Det er glædeligt at f.eks. Indre Mission i de senere år har satset mange kræfter på kurser og bogudgivelser, der kan hjælpe ægtepar til at vokse endnu tættere sammen og bevare kærligheden!
Hvis tingene går i hårdknude p.g.a. de "hårde hjerter", opstår der mange følelser. Disse følelser kan let tage magten i et menneskes liv. Her - som på alle andre områder - er det så afgørende, at vi får hjælp til at lade Guds Ord står over vore følelser! For Gud er både klogere og mere kærlig, end vi er. Så selv om vore følelser måske synes, at man skal gøre sådan og sådan, så er det forkert, hvis Bibelen siger noget andet! Det er en utrolig hård kamp i Danmark i dag, hvor ægteskabet er under stærkt angreb og i det alm. samfund er ved at gå i opløsning!
Så vore egne forelskede følelser eller vores medfølelse med andre må ikke få os til at gøre andet end det, vi ud fra Guds Ord er overbevist om er Guds vilje!
Dette svar rummer slet ikke alle detaljer - spørg gerne videre, hvor jeg så også kunne give dig forslag til bøger, du kunne læse.
Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm
Lagt på nettet 24.10.2003
