27.03.2023 13:11 Age: 1 year
Andreas Kiel Svejgaard

Skrevet af:
Andreas Kiel Svejgaard

Hvor er du på vej hen?

Nogle gange har vi brug for at stoppe op i hverdagen for at få en pause og se på, hvor vi er på vej hen. Måske har vi brug for at vende om.  

På vej

Foto: https://unsplash.com/@lucabravo?utm_source=unsplash&utm_medium=referral&utm_content=creditCopyText

Vinteren er ved at være ovre, og flere af os har indenfor de sidste par måneder ligget syg med influenza, eller det der ligner. Den uge, hvor man bare bliver nødt til at blive hjemme. Den er svær at slippe for. Oplevelsen af at blive syg midt i en travl hverdag kan føles meget kontrastfyldt. At gå fra en travl hverdag til pludseligt ikke at skulle noget derhjemme.

Der skal ikke mere end en god omgang influenza til, før vi er nødsaget til at aflyse alt, hvad der måtte være i vores kalender. Det får os til at stoppe op, og det kan være udfordrende at skulle sige farvel til hverdagen for en tid.

Gud ønsker at guide

Lidt ligesom en influenza kan gøre det, ønsker Gud, at vi en gang imellem stopper op i vores liv og overvejer, hvor vi er på vej hen. Måske er der noget, som skal laves om. Måske er vi på vej i den forkerte retning.

Hverdagens travlhed har så nemt ved at sløre vores blik for, hvad der er vigtigt her i livet. Jeg stiller sommetider mig selv det spørgsmål, om jeg er på vej mod Jesus eller på vej væk fra ham. Det ser jeg som det grundlæggende spørgsmål i mit liv. Jeg kan anbefale dig at gøre det samme.

Midt i hverdagens travlhed og rutiner ønsker Gud at forstyrre os. Lidt ligesom en influenza kan gøre det. Han ønsker at guide os på den rette vej i livet, og fortælle os, hvad der er vigtigst her i livet. Det er ikke vores karriere, eller hvor stor vores vennekreds nu er blevet. Det er, at Guds søn, Jesus, har sørget for, at vi kan have fællesskab med Gud, fortæller Bibelen.

Det betyder ikke, at Gud ikke går op i vores arbejde og sociale liv. Det gør han, og han ønsker også, at vi skal trives i det. Men han ved, hvad der er det mest vigtige. Og han ønsker, at vi er sammen med ham.


Andreas Kiel Svejgaard

Skrevet af:
Andreas Kiel Svejgaard

Lagt på nettet 27.03.2023

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også