Hvad er kristen frihed?
Den kristne frihed gælder først og fremmest den kristnes frihed i forhold til Guds lov, altså Guds krav til, hvordan vi skal leve. Paulus taler meget om dette spørgsmål i både Romerbrevet og Galaterbrevet i det nye Testamente, og her vil du kunne finde det uddybet, som jeg nu skriver.
Bibelen lærer os, at Gud skabte mennesker til at leve i fællesskab med sig. Det fællesskab blev brudt ved syndefaldet, hvor Adam og Eva valgte at gøre det, som Gud havde sagt, de ikke måtte gøre. Siden da er vi mennesker født med en vilje til ikke at ville følge Guds vilje med vores liv.
Gud gav en lov - Moseloven - for at vise, hvad der er hans vilje med vores liv. Hvis vi følger den lov til punkt og prikke og også lovens intention, nemlig det at elske Gud og vores næste med alt hvad vi er og har, så kan vi opnå fællesskab med Gud. Det viser sig imidlertid, at vi ikke kan det. Fordi vi er Adams og Evas efterkommere, kan vi ikke elske Gud og næsten fuldkomment - vi er først og fremmest præget af egoisme, så vi elsker os selv.
Den kristne frihed, som Paulus taler om, er så det, at Gud selv har gjort det umulige! Han elskede os så meget, at han selv døde, for at vi kunne få fællesskab med ham. Vi er altså frie fra at skulle slave under en eller anden lov for at blive gode nok.
Til gengæld er vi også frie til at leve i kærlighed til Gud og næsten. Den kærlighed, vi får fra Gud, sætter os fri til at leve i kærlighed for næsten.
Derfor har du på en måde ret, når du siger, at vi har en større frihed end muslimerne i livets praktiske gøremål, fordi der ikke er nogen lov, vi skal opfylde for at være gode kristne. Det betyder så ikke, at vi kan gøre, hvad vi vil, for når vi er kristne, er det kærligheden til Gud og næsten, der præger os. Og kærligheden ønsker jo først og fremmest at gøre alt godt for den anden. Det har Gud så i Bibelen givet os en masse praktiske anvisninger på, hvordan vi kan gøre. Men disse praktiske anvisninger er at læse som opdragelse af et barn: Et barn bliver ikke barn i familien ved at gøre en masse gode gerninger, men fordi barnet tilhører familien, får det en række anvisninger på, hvordan et barn i denne familie lever. Sådan er det også for kristne, som er Guds børn.
Lagt på nettet 25.06.2001
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Alle har samme moral
- Må kristne spise kød med blod i?
- Skal man følge de 10 bud, for at komme i himlen?
- Hvilken synd døde Jesus for?
- Hvorfor modsiger Bibelen sig selv?
- Vælger vi ikke selv om vi vil tro?
- Kamphunde og svinehunde
- Rejsehåndbøger og trafiktavler
- lærer Islam om synd og skyld?
- Hvordan ser Gud på vores synd?