20.11.2003 12:00 Age: 21 yrs

Skrevet af:
Kurt E. Larsen

Hvad er forskellen mellem anglikanere og protestanter?

Hvad er forskellen mellem anglikanere og protestanter?

Forskellen mellem anglikanere og protestanter er ikke stor, og for at forstå den må man gå tilbage til 1500-tallet, til den tid vi kalder reformationen. Her kunne præsten Martin Luther ikke få lov til at forkynde Bibelens budskab om at vi frelses alene ved at tro, og han blev derfor ekskluderet af den romersk-katolske kirke. Dog fortsatte han arbejdet hjemme i Tyskland, hvor kirken gennemgik en reformation (fornyelse). Der blev indsat nye præster, der kunne og ville forkynde ud fra Bibelen, og da alle de katolske biskopper var væk, så indsatte man nye evangeliske biskopper. De ting i kirkelivet, som var direkte imod Bibelen, fjernede man - fx. afladshandel (en slags betaling for tilgivelse) og helgendyrkelse. Ellers beholdt man de kirkelige ritualer og kirkelige skikke som før.

Sådan gik det i store dele af Tyskland og i hele Skandinavien, og derfor har vi såkaldt "lutherske" kirker her. Nogle af reformatorerne gik dog længere end Luther: De ville fjerne alt det fra kirkelivet, der ikke dirkete er befalet i Bibelen. I disse protestantiske kirker tog man alle billeder ud, fjernede orglerne, præsterne! gik i almindeligt tøj og man fejrede ikke jul. Sådan mente de at være tro mod Bibelens ord. Disse protestanter kalder man reformerte (eller calvinske - efter franskmanden Calvin). Atter andre protestanter gik så vidt, at de holdt op med at døbe børn - dem kalder man i dag baptister.

Fra disse forskellige grupper af protestanter adskiller den anglikanske (engelske) kirke sig. Den brød også forbindelsen med paven i Rom, sådan som protestanterne gjorde det. Men det var mere af tilfældige politiske grunde. Man ønskede nemlig at beholde de samme biskopper og ærkebiskopper og de samme katolske kirkeskikke. Man fik så en "engelsk nationalkirke" - som blev kaldet anglikansk.

Endnu idag har den anglikanske kirke sine ærkebiskopper og mange traditioner og ritualer, som virker meget "katolske". Men hvad angår forkyndelsen om frelsen af nåde ved tro, fulgte man dog Luther.

Med tiden blev den anglikanske kirke også præget af Calvins tanker på enkelte punkter (især nadveren). Derfor kan man sige, at den anglikanske kirke er en protestantisk præget engelsk nationalkirke - en først og fremmest engelsk kirke med elementer fra forskellige traditioner. I øvrigt findes der også idag mange anglikanere i den Tredje Verden.


Skrevet af:
Kurt E. Larsen

Lagt på nettet 20.11.2003

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også