07.06.2001 12:00 Age: 23 yrs

Skrevet af:
Peter V. Legarth

Hvad er De 10 Bud?

Hvad er de 10 bud egentlig??

De ti bud findes i to (lidt forskellige) udgaver i Gammel Testamente, nemlig i 2 Mosebog 20,1-17 og 5 Mosebog 5,6-21. Selve betegnelsen "de ti bud" findes ikke her, men derimod i 2 Mosebog 34,28; 5 Mosebog 4,13; 10,4.

I 2 Mosebog 20 indledes de ti bud med ordene: "Gud talte alle disse ord: Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset". Det er en vigtig indledning, for den viser, at de ti bud har et fortegn, nemlig Guds frelsesgerning. Israelitterne skal ikke overholde de ti bud, for at blive frelst, men fordi de er frelst. Gud fører ikke folket ud af Egypten, fordi det har holdt de ti bud, men folket holder de ti bud, fordi Gud har ført Israel ud af Egypten. Gud har sluttet sin pagt med Israel. Derfor skal Israel holde de ti bud. Derefter følger de ti bud.

De første af budene handler om forholdet mellem Gud og mennesker. Det hedder, at Israel må ikke have andre guder end Herren (1. bud), og at Israel ikke må fremstille gudebilleder (2. bud). De to bud slog Luther samnen til ét bud.

Israel må ikke misbruge Guds navn (3. bud), men det skal holde sabbatsdagen hellig (4. bud).

De sidste af de ti bud regulerer forholdet mellem menneske og menneske. Det hedder, at israelitten skal ære sine forældre (5. bud). Han eller hun må ikke begå uretmæssig drab (6. bud), må ikke bryde et ægteskab (7. bud) og heller ikke stjæle (8. bud). Den, der tilhører Gud, må ikke aflægge et falsk vidneudsagn om sin næste og lyve (9. bud) og må heller ikke efterstræbe sin næste hustru eller husstand (10. bud).

De fleste af de ti bud er altså forbud ("du må ikke"), men der er også nogle påbud ("du skal").

De ti bud findes også omtalt i Ny Testamente. I bjergprædikenen indskærper Jesus flere af budene og gør det klart, at de skal overholdes ikke blot i det ydre, men også af hjertet (Mattæus 5,21.27.33). Jesus siger til den rige unge mand, at han skal holde budene, og det er bl.a. de ti bud og budet om næstekærlighed (3 Mosebog 19,18; Mattæus 19,16-22; sml. Mattæus 22,34-40; Romerbrevet 13,9). Det fremgår også af Paulus' breve, at de kristne holder de ti bud.


Skrevet af:
Peter V. Legarth

Lagt på nettet 07.06.2001

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også