27.08.2002 12:00 Age: 22 yrs

Skrevet af:
Astrid Baun

Hvad betyder det at lægge sig i Guds hænder?

Hej. Det kan godt være at I synes at dette er et dumt spørgsmål, men når jeg læser i biblen, kommer jeg tit til sætningen: at lægge sit liv i Guds hænder. Jeg vil gerne vide, hvad det helt konkret betyder.

Tak for din henvendelse! Ingen ærligt mente spørgsmål er dumme. Tværtimod fortæller de, at man ønsker at blive klogere!

Sætningen ”at lægge sit liv i Guds hænder” er stærk og indholdsmættet. Jeg har ikke kunnet finde den ordret i Bibelen, men vi støder ofte på den i den kristne forkyndelse og i sange. Og vi finder også meningen i Bibelen. Nærmest kommer vi nok Jesu sidste ord på korset: ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd” (Lukasevangeliet kap 23 vers 46, s. 955). Andre udtryk, der minder om den sætning, du nævner, findes f.eks. i Salme 31 vers 2, s.494 og Johannesevangeliet kap 6 vers 68, s. 966.

Hvis du lægger dit liv i Guds hænder, gør du noget aktivt. Du har besluttet, at du vil gøre det, og du gør det. Det er en stor tillidserklæring! Dit liv, hele dig overgiver du til ham, du betror det til ham. Det betyder, at han får lov til at bestemme. Hvad mon det kan komme til at betyde?: Tryghed, men også at han til tider fører dig på en måde, du måske ikke havde tænkt dig eller bryder dig om

(det er dog stadig trygt, fordi det er Gud der gør det).

Når vi lægger vort liv i Guds hånd, ønsker vi ,at han skal lede os. Det gør han gennem sit ord i Bibelen og i sund forkyndelse, og ved at vi taler med ham i bøn.

Hvis du har en bibelordbog (BibelOrd fra Lohses Forlag), skulle du prøve at slå op under ordet ”hånd”. Du vil se, at det mange steder er nævnt sammen med Gud, altså Guds hånd: den holder mig fast (Salme 63,9, s. 514), den leder mig (Salme 139,10, s.558), han har tegnet mig i sin hånd (Esajas 49,16, s. 651), den ligger tungt på mig (Ezekiel 3,14, s. 737).

Du og jeg kan kun tage beslutningen om at lægge vort liv i Guds hånd, fordi Gud i forvejen har kaldt på os og leder os ved sin Helligånd. Han har allerede taget os i sin hånd, da vi blev døbt. Og når vi følger Jesus (siger ja til, at vort liv må være i hans hånd), skal ingen rive os ud af denne hånd (Johannesevangeliet 10, 28-29, s. 972). Dette betyder også, at når vi indimellem er ved at fortryde vort ja til ham og vil gå vores egen vej, så kalder han sit lille "dumme" elskede får tilbage igen.

Jeg håber, dette var til hjælp for dig.


Skrevet af:
Astrid Baun

Lagt på nettet 27.08.2002

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også