Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard
Har vi forskellige aldre på den nye jord?
Når man ikke rigtig ved, hvad man skal svare på et spørgsmål, kommer det gamle kneb med 'at det bedste forsvar er angreb' ofte hurtigt frem af godteposen. Og sådan plejer jeg ofte at und- eller omgå dette spændende spørgsmål. Mit modtræk lyder ganske enkelt: "Hvor gammel var Adam og Eva, da de blev skabt?" Et entydigt og klart svar på dit eller mit spørgsmål giver Bibelen os ikke. Et svar bliver gætværk. Men…der er dog lidt mere at sige. To anskuelser:
1) Vi kender til begrænsninger på grund af 'tid' og 'rum'. Denne tilstand hersker ikke i Guds verden. Når det hedder, at Gud er til fra evighed til evighed, kan det betyde, at Han er til i 'lang tid', eller at Han er 'bestandig' ('uforanderlig'). Det sidste er den bibelske anvendelse.
I denne tids-evighed opereres der ikke med minutter, timer, dage og år, sådan som vi kender det. Det kan hedde i Salmernes Bog 90,4: »Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der er forbi, som en nattevagt.«. Eller som Jesus sagde til røveren på korset: »I dag skal du være med mig i Paradis.« (Lukasevangeliet 23,43). Dette opfyldes endeligt for røveren, når Jesus kommer igen, og opstandelsen for røveren indtræffer. Hermed peges der på, at når Gud tager sin livsånde fra et menneske, overføres vedkommende til Guds tid ('evighedens tid'). Derfor skriver Paulus, at døden er at betragte som en søvn (1 Thessalonikerbrev 4,13ff); altså en tid, hvor vi ikke registrerer tiden.
Gud er altså udenfor tidens begrænsninger, ja Han er tidens Herre! Men: Gud er ikke tidløs og udenfor eller fjern fra vores virkelighed. Vores tidsforståelse er afledt af Guds egen evighed, som tager sit udgangspunkt i Gud selv. Derfor er vi som kristne allerede nu i den begrænsede tid begyndt at leve i Guds tid (se bl.a. Johannesevangeliet 5,24 og Kolossenserbrevet 1,13).
I en bibelsk sammenhæng bliver det skildret sådan, at i den 'paradisiske tid' (uendelig tid) var Guds tid. Ved syndefaldet er mennesket og de øvrige skabninger blevet frataget og har mistet denne tid. Menneskets tid er nu begrænset og endelig. Den kan f.eks. naturlig måles i forhold til fødsel, alderdom og død. Fra dødens indtræden, via opstandelsens morgen til det evige liv på den nye jord (himmel-tilstanden) hersker den 'paradisiske tid'. Om alle har den samme alder (sådan som Adam og Eva måske havde fra deres skabelse?), ved vi simpelthen ikke, men…
2) Bibelen taler om, at der i det evige liv skal være gensynsglæde, for så vidt alle skal kende hinanden igen. Kærlighedsbånd, som døden engang brød over, skal knyttes igen ligesom mellem den opstandne Jesus Kristus og hans disciple (1 Johannesbrev 3,2 ? se bl.a. Lukasevangeliet 24,13-49 og Johannesevangeliet 20,11-29 [især v20]; Johannes 21,1-14 og Apostlenes Gerninger 1,3f).
Sådan beskriver Bibelen tilstanden og gensynet efter opstandelsen. Hertil kan vi stille mange spørgsmål: »Kan en mor genkende sin datter, som hun tabte som foster?«. »Kan en far kende den søn, som døde få timer efter fødslen?«. »Hvilken alder vil fostret og det lille barn have?«. »Kan oldemor kende lille Hans-Ole, som var 9 år, da hun døde?« - og mange flere spørgsmål.
Vi kender ikke svarene, men gensynsglæden er lovet os. Det er til stor trøst for mig…og så ser jeg frem til at blive overrasket eller forundret…eller til at opdage, at begrebet 'alder' ikke længere eksisterer…
Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard
Lagt på nettet 23.04.2001
