02.10.2024 11:38 Age: 39 days
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Glæd dig til høsten

Hvis du sår det rigtige, kan du glæde dig til høsten

 

Foto: unsplash.com/@ejleusink

Min generation er muligvis den sidste i Danmark, hvor de fleste har oplevet at være med til at høste korn på markerne: halm, støv, sved og glæde. I dag forbinder mange af os ikke høst med noget, vi selv deltager i. Markens afgrøder ser vi oftest først, når vi køber dem i supermarkedet eller på nettet. Meget af det er jo også høstet i et helt andet land.

Så og høste

I Bibelen står: "Hvad et menneske sår, skal det også høste" (Gal 6,7). Det er ikke sagt om landbrug, selv om det også gælder på det område: at det, du satser penge, tid og mark på, kan du for det meste også forvente at høste af. Men her er det sagt om din åndelige investering: Hvad du investerer din tro og din tid i, kan du også forvente at få høst af.

Det kan høres som en advarsel: Hvis du slet ikke sår noget, eller sår det forkerte, vil du få en elendig høst. Det kan også høres som et løfte: Hvis du sår det rigtige, kan du glæde dig til høsten.

Høsten

Det, Bibelen taler om, er "den endelige høst". Det er den dag, hvor Gud kommer med en helt ny og vidunderlig verden og samler (høster) alle dem, der op gennem tiden har levet sammen med ham.

Så hvis jeg bruger tid på at leve sammen med Gud i troen på ham, sår jeg til den endelige høst, og han vil kunne "høste" mig ind til evigt liv. Ikke som en investering, der giver et fornuftigt afkast. Tro er at strække sin tomme hånd op mod Gud og bruge tid på at råbe om hjælp.

Vi snakker ikke velfortjent belønning, vi taler om fuldstændig gratis og ufortjente gaver, som Gud kan komme til at give os, når vi henvender os til ham.

Så jeg ser frem til en win-win-høst: Gud får mig med på den nye jord, hvor jeg kan leve evigt sammen med Gud. Og sammen med alle de andre, der også har "sået" henvendelser i form af bøn til Gud om tilgivelse og frelse.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 02.10.2024

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også