25.05.2001 12:00 Age: 24 yrs

Skrevet af:
Peter V. Legarth

Er Jesus Gud?

Jeg kunne godt tænke mig at høre hvorfor man i Joh.1.1-2 fra græsk har oversat både "theón" og "theós" til det samme, nemlig Gud? I debat med en fra JV, vil de lægge ganske stor betydning i dette mht. treeningheden?

I Johannes 1,1-2 hedder det: "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud". På dansk findes ordet "Gud" altså 3 gange her. På græsk er der den specielle sprogbrug, at ordet "theos" to gange har bestemt artikel, men én gang er det uden. Det har givet anledning til en speciel oversættelse hos Jehovas Vidner: "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud. Denne var i begyndelsen hos Gud".

Pointen for Jehovas Vidner at få udtrykt, at Jesus Kristus var hos Gud, men han var ikke selv Gud. Men det er en oversættelse, som Jehovas Vidner mig bekendt er ene om, og den er helt og aldeles bestemt af deres forsøg på at vise, at der ikke i Ny Testamente er belæg for at sige, at Jesus er Gud.

Johannes' udtryksform er gådefuld. Han siger, at det ord, der var hos Gud, selv var Gud. Ordet var hos Gud, og ordet var Gud. I den græske tekst er ordet "theos" i v. 1c fremhævet ved at være stillet forrest i sætningen. Det er bemærkelsesværdigt, at ordet er uden bestemt artikel (ligesom det er tilfældet i vendingen "i begyndelsen" i v. 1a, men det oversætter Jehovas Vidner ikke "i en begyndelse"!). Det skal ikke tolkes som et udtryk for, at Ordet blot havde en guddommelig eksistens ligesom englene eller var et himmelsk åndsvæsen; men pointen er, at Ordet var Gud.

Ordet "theos" opfattes mere eller mindre som et egennavn, hvor den bestemte artikel til tider kan udelades. Vi kender det fra dansk, hvor vi ikke kunne finde på at sige "Guden". Men det at vi ikke sætter det i bestemt form, betyder jo ikke, at ordet er ubestemt: "en gud". Ordet er nærmest blevet et egennavn, og derfor kan det mangle den bestemte artikel.

Ordet "theos" mangler også i f.eks. v. 6 den bestemte artikel, men her hedder det ikke desto mindre hos Jehovas Vidner: "udsendt fra Gud", ikke "udsendt fra en gud". Tilsvarende i v. 13, hvor Jehovas Vidner oversætter "som følge af Gud", men ikke "som en følge af en gud", selvom ordet "theos" er uden den bestemte artikel.

Problemet kan også illustreres af v. 18, hvor Jehovas Vidner oversætter: "Ingen har nogen sinde set Gud; det er den enestefødte gud, som ligger op mod Faderens bryst, der har forklaret ham". Det ejendomnmelige er, at ordet "theos" i begge tilfælde i v. 18 er uden bestemt artikel, men i det ene tilfælde oversætter Jehovas Vidner altså dette ord med "Gud" og i det andet tilfælde med "gud". De lægger på en vilkårlig måde deres oversættelse til rette, så at den passer til deres dogmatik.

Endnu et eksempel kan tages fra den græske oversættelse af Gammel Testamente. Ordet "Herren" bliver på græsk i langt de fleste tilfælde oversat fra "kyrios", altså uden bestemt artikel. Pointen er naturligvis ikke, at der er tale om "en herre", men ordet har fået en karakter, hvor det næsten er blevet et egennavn: "Herren". Det er altså det samme med ordet "theos" i Joh 1,1-2.

Om Ordet hedder det, at han var Gud. Guds væsen var udtrykt i Ordet. Han havde alle kendetegn på det guddommelige væsen og adskilte sig dermed fra f.eks. englene. Han var af samme væsen som Faderen. Ordet hørte til guddommen, ikke til skabningen.

Bekendelsen til Jesus som Gud er ikke udbredt i NT, men den findes i f.eks. Romerbrevet 9,5; Titusbrevet 2,13; Hebræerbrevet 1,8; 2 Peter 1,1 og desuden tre gange i Johannesevangeliet: 1,1; 1,18; 20,28.


Skrevet af:
Peter V. Legarth

Lagt på nettet 25.05.2001

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også