Er helbredelses-prædikanter fup?

---

Tak for dit spørgsmål. Det er ikke så let at svare på, for "helbredelsesprædikanter" er næsten ubegribeligt forskellige:

1. Der er for det første alle dem, der prædiker, at Gud også helbreder underfuldt i dag. I den forstand er jeg selv "helbredelsesprædikant". Jeg tror ikke, at det kun skete på Jesu og apostlenes tid. Og det er noget, de mange forskellige helbredelsesprædikanter skal have tak for at have mindet os om!

2. Så er der de prædikanter, der har indoptaget forbøn for syge som en del af deres tjeneste. Også i den forstand er jeg selv helbredelsesprædikant - jeg salver syge og beder for dem i Jesu navn under håndspålæggelse, sådan som vi opfordres til det i Jakobs Brev kap. 5.

3. Så er der de prædikanter, der forvalter sådan en forbønstjeneste offentligt, som en væsentlig del af deres møder og gudstjenester. I den forstand er jeg ikke selv helbredelsesprædikant; jeg mener selv, at sådan en forbønstjeneste hører hjemme i den personlige sjælesorg og ikke i offentlige møder. Men jeg tør ikke sige, at det altid er forkert at gøre det sådan.

4. Nu begynder det at blive betænkeligt: De, vi oftest kalder for "helbredelsesprædikanter", har gjort forbønnen for syge til så væsentlig en del af deres tjeneste, at det bliver den, der tiltrækker hele opmærksomheden. Det har jeg svært ved at forsvare. For det gør det næsten umuligt at fastholde, at man først skal søge Guds rige og hans retfærdighed, og så skal alt det andet gives os i det tilgift.

5. Og nu kommer det værste: Der findes desværre mange helbredelsesprædikanter, som ikke bare lader forbønnen og helbredelsen fylde for meget i forkyndelsen, men også forkynder forkert og usundt om den. Det gælder fx når de siger, at:

- Gud altid vil helbrede, og at vi derfor ikke skal sige: "dog ske ikke min vilje, men din"

- det er vores mangel på tro, der gør, at vi ikke bliver raske

- at man skal bede om helbredelse i tro på, at det vil ske

- at sygdom er onde ånders virke eller besættelse osv.

6. Når den slags prædikanter helbreder, er det så fup eller ægte undere?

Måske kan der i enkelte tilfælde være tale om direkte vantro mennesker, der bare lader som om det sker i Guds navn. Men jeg tror, det må være ekstremt sjældent! Langt, langt de fleste er uden tvivl oprigtige, troende mennesker (der desværre har misforstået en del af Bibelens lære om bøn, tro og helbredelse).

Selv tror jeg, at der somme tider må være tale om ægte undere! At de ikke taler og forkynder sandt og sundt om det, betyder ikke nødvendigvis, at de ikke har en ægte nådegave til helbredelse. For det, at Gud giver kristne nådegave til det ene eller det andet, betyder ikke, at den så automatisk forvalter sig selv. Enhver nådegave kan misbruges eller forvaltes forkert.

Andre gange er der sikkert tale om indbildning. Desværre er det selvforstærkende: Nogle tror nemlig, at jo ivrigere og jo mere overbevist de siger, at "jeg er blevet rask", jo større er chancen for, at Gud vil belønne denne "tro" med en ægte helbredelse til sidst. Derfor er der i kølvandet på mange af den slags møder en stime af vidnesbyrd om helbredelse, der desværre ikke viser sig at holde ved nærmere eftersyn. Og der er mange, der går med en hemmelig fortvivlelse og en hemmelig skyldfølelse (oven i selve sygdommen!) over, at de ikke har haft tilstrækkelig med tro til at blive helbredt.

7. Derfor vil jeg heller aldrig opfordre nogen til at gå til den slags helbredelsesprædikanter. Heller ikke, selv om jeg vældig godt kan forstå, at de fristes til at se lidt stort på det med det sunde og det usunde i forkyndelsen; for hvem vil ikke gerne være rask? Men sagen er jo den, at man ikke behøver se stort på det for at modtage forbøn, sådan som Guds ord lærer os det: Vi har altid muligheden for at modtage forbøn og salvning på en sund og god måde, også uden at gå til helbredelsesmøder!

---

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 30.05.2002