Skrevet af:
Leif Andersen
Er det synd at hade sig selv?
Tak for dit enormt vigtige spørgsmål. Jeg har spekuleret en del over, hvordan i alverden man svarer RIGTIGT på det - for man kan nok meget hurtigt og kort give et KORREKT svar; men gør man det, så bliver det hele endnu værre!
For det "korrekte" svar vil jo være: Ja, det er det da - at hade sig selv er lige så syndigt som at hade andre. Problemet er bare, at får man dét smækket ud som eneste svar, så kommer man jo til at hade sig selv endnu mere! For oven i det selvhad, man allerede slås med, får man altså nu også at vide, at det endda er forkert af een - og så synes man jo, at man får endnu en grund til at hade sig selv! Så har man den onde cirkel kørende godt og grundigt i ring.
Ja, at hade sig selv er en synd, for det er altid forkert at hade den, Gud elsker. Men det er altså ikke FØRST OG FREMMEST en synd - det vigtigste ved selvhadet er ikke, at det er en synd, men at det er en skade. Det er noget i en, der er blevet skadet og er gået i stykker. Et skadet selvbillede er først og fremmest noget, andre har gjort imod en! - ved foragt, ligegyldighed, had, mobning, svigt, manglende omsorg eller lignende. Og det betyder også, at Guds vigtigste svar på selvhadet er ikke tilgivelse! Det er da rigtigt, at han OGSÅ må tilgive det, fordi det nu engang er forkert at hade den, Gud elsker; men Guds vigtigste svar er OMSORGSFULD, FORNYET KÆRLIGHED.
De, der har brug for hans tilgivelse, det er nok snarere dem, der har givet én det falske selvbillede! Han vil have det skadede selvbillede, der får mig til at foragte mig selv, rykket op med rode. Han vil hele det brudte ved at få mig til at se på mig selv med nye øjne - ved at få mig til at se på mig selv med Guds blik! Han vil lære mig at elske den, han elsker - også mig selv! I stedet for at foragte mig selv.
Desværre trives dette selvhad ofte blandt kristne, fordi vi har fået blandet to ting sammen: anger - og selvhad! Fordi vi nu engang må indse, at vi er syndere, så føler vi let, at så må vi også være forkastelige og foragtelige. Og det kommer af en ganske forfærdelig ting: betinget kærlighed, betinget accept - altså at man er opdraget til kun at tro, at man er noget værd, når man er vellykket, god og sød. Men ægte anger kan vi i virkeligheden kun føle, når vi allerede er overbevist om, at vi er elskede - at vi er værd at elske! Ellers bliver vores syndserkendelse bare til knuget selvforagt i stedet for ægte, sund anger. Og så lærer vi heller aldrig at være der for andre og holde af dem! For så kredser vi bare uendeligt om os selv.
Så det er et godt projekt: ikke så meget at bede om tilgivelse for ens selvhad, for det kan være OK at gøre det i forbifarten, men mere at gå i krig imod selvhadet og lære at se sig selv med Guds elskende blik. Det kan godt være et livslangt projekt; men det er et projekt med en masse glæde og en masse styrke i sig. Og vi er det værd!
Skrevet af:
Leif Andersen
Lagt på nettet 13.08.2003
