28.01.2002 12:00 Age: 23 yrs
Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Er det forkert at længes efter døden?

Er det forkert, hvis jeg gerne vil dø, så jeg kommer i himlen?

Jeg forstår det sådan, at du ind imellem kan ønske dig død for på den måde hurtigere at komme i himlen. Til det vil jeg sige: nej, der er intet forkert i at have det sådan. Faktisk giver apostlen Paulus udtryk for de samme tanker når han i brevet til Filippi-menigheden skriver:

"Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding. Men hvis fortsat liv på jorden betyder frugt af mit arbejde, så ved jeg ikke, hvad jeg helst vil. Der trækkes i mig fra begge sider: Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste; men at blive i live er det mest nødvendige af hensyn til jer." (Fil. 1,22-24)

Han siger, at det bedste er at "bryde op og være sammen med Kristus". Det er vel den samme tanke som du giver udtryk for i dit spørgsmål. Det er både godt og rigtigt at længes efter at komme himmelen og møde Jesus.

Jeg tror også det er noget af dette der ligger i Jesu ord i Johannesevangeliet 12,25: "Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv"

Men samtidig så ved Paulus, at det er nødvendigt, at han bliver i live, fordi han har en opgave, som Gud har kaldet ham til. Og sådan er det med hver eneste af os. Vi lever her i verden fordi Gud har en plan og en tanke med os. Han er alene herre over liv og død. Han gav os livet og han bestemmer også hvornår livet skal slutte for hver enkelt af os igen.

Det er derfor ikke rigtigt at tage sit eget liv. Heller ikke med den hensigt at komme i himmelen. Det er synd imod Guds vilje med os, og det er også synd imod de mennesker, som på een eller anden måde har brug for os.

Selvom vi som kristne altså skal både ønske og glæde os til livet på den anden side af døden, så skal vi først og fremmest glæde os og tage medansvar for det liv, vi har her og nu, og for de mennesker som er omkring os og som har brug for vores hjælp og omsorg.


Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Lagt på nettet 28.01.2002

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også