25.11.2015 00:00 Age: 8 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Engle til salg

Vi nærmer os juletiden. Her vil vi se mange engle. Men for flere og flere er engle noget, man bruger hele året. Og man køber måske ligefrem sin egen engel. Bibelens engle kan man dog ikke købe – men de er her også hele året.


Det tager ikke lang tid på nettet at finde en masse tilbud på engle. Du kan købe din personlige skytsengel. Du kan trække dit personlige englekort, der besvarer dine store og små spørgsmål. Du kan lære om de kosmiske energier, som englene kan formidle osv.

Ofte beskrives engle med ord fra Bibelen. Men det er altid blandet sammen med en hel masse, der ikke kommer fra Bibelen. Jeg tror, at de eneste solide oplysninger, vi har om engle, kommer fra ham, der skabte dem. Ham, der skrev Bibelen: Gud.

Engle i virkeligheden

Det er ikke tilfældigt, at vi ofte bruger engle ved juletid. For Gud brugte engle rigtig meget, da han udførte de begivenheder, vi fejrer i den kristne jul.

Englene kom med budskaber om at Jesus skulle fødes. De sagde det til Maria og til hendes kæreste, Josef. De sagde det til hyrderne på marken ved Betlehem og til flere andre. Engle er nemlig Guds tjenende ånder, der kan komme med et direkte budskab fra ham.

Engelen kan også udføre andre tjenester, fx. beskyttelse eller nedkæmpelse af fjendtlige magter eller bringe hjælp på mange måder. Ellers er de meget beskæftiget med at prise og tilbede Gud og Lammet (altså Jesus). For det meste er de usynlige. Men de er der og Gud kan velsigne os gennem dem. Helt uden hjemmesider og englekort og andre falske tilkøb.

De er for resten sjældent ”nuttede”, når de viser sig. Ofte må en engel begynde med at sige: ”Frygt ikke!” når den viser sig for os. Én af Guds engle slog engang 185.000 fjendtlige soldater ihjel på én nat. Så det er godt, at de er på vores side :-)


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 25.11.2015

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også