05.04.2023 13:30 Age: 2 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Det forbandede og vidunderlige kors

Korset var tidligere kun symbol på noget modbydeligt, men for kristne blev det med tiden et symbol på noget vidunderligt 

Der gik flere hundrede år, før kristne begyndte at bruge korset som et tegn på deres tro. Og der gik mere end tusind år, før de begyndte at bruge krucifikset – altså en afbildning af Jesus, der hænger på korset. Hvorfor? Nok fordi det var så modbydeligt at tænke på.

I hele Romerriget på den tid, hvor Jesus blev korsfæstet, havde alle set de henrettede forbrydere, der hang på vejen tæt på byporten. Måske kendte man endda en af de stakler, der hang der. Korset udtrykte virkelig noget forbandet*, som der også stod i Det Gamle Testamente – den del af Bibelen, der blev skrevet, før Jesus kom til Jorden.

Noget går forbi

Hvorfor blev kors og krucifiks så alligevel til de mest elskede og brugte symboler for kristne? Fordi man med tiden formåede at se det vidunderlige i det forbandede. Man så den enorme kærlighed, der fik Jesus til at tage den forbandelse, vi egentlig alle fortjener, fordi vi ikke lever fuldkomment kærligt.

Han tog straffen, for at han nu kan dele tilgivelse ud til os. Det er budskabet i påsken. Det ligger faktisk i selve ordet ”påske”, der betyder: ”Noget går forbi mig”. Straffen går forbi mig og tager Jesus i stedet for.

Guds væsen er kærlighed

Mange tænker, at det kristne symbol da burde være et hjerte. For Guds væsen er jo netop kærlighed. Denne kærlighed handlede i total selvopofrelse ved at dø på et kors. Derfor er det forbandede kors blevet et symbol på guddommelig kærlighed. En kærlighed, der tog min straf, fordi den elsker mig, selv om den naturligvis ikke elsker min egoisme.

Derfor er påske også den største og gladeste af de tre højtider i kirken. Julen er budskabet om, at Jesus blev menneske og kom til os. Pinse er budskabet om, at da Jesus tog tilbage til sin Far i himlen, kom Helligånden, der giver os troen. Og påsken er budskabet om den kærlighed, der giver sig selv for at frelse os. Glædelig påske!

*at være forbandet: vække vrede, gøre utilfreds med eller vække afsky. Ordet kan også betyde: nedkalde en guddommelig magts vrede eller straf over noget eller nogen.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 05.04.2023

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også