Den røde førertrøje

---

En af trænerne i min cykelklub sagde: "I skal køre, så I får blodsmag i munden." Og det gjorde vi så. Jeg vænnede mig til, at det ikke var en rigtig træning, hvis ikke jeg havde denne jernsmag i munden til sidst.

Han (eller en anden træner, det husker jeg ikke lige) sagde: "Slå tænkeren fra – brug benene!" Når vi kørte i klump med over 80 km i timen, var det virkelig nødvendigt at slå tænkeren fra. Hvis bare én af os svingede lidt eller bremsede, eller der lå en stor sten på vejen, så styrtede vi – og fik i de gode tilfælde bare "Asfalteksem" – altså hudafskrabninger. Jo, på nogen måder er det en barsk sport.

Teamspirit

I de store løb, som man ser på tv, er der jo teams, hvor hvert hold prøver tilsammen at klare sig bedst og støtte især deres bedste rytter, så han kan vinde så meget som muligt. Her gør man, hvad man får besked på.

Enkelte kan pludselig se chancen og gå selv, men det skal virkelig lykkes for denne rytter – ellers er det ikke sjovt efter løbet. Alle skal "tage én for holdet" – igen og igen. Kun de bedste må gå solo.

Det er meget anderledes end fx i håndbold og fodbold, hvor der også skal være teamspirit, men på en meget mere varieret måde. Det gælder om at spille hinanden gode. Ideelt set er det ikke bare én spiller, alle andre skal hjælpe frem – men sammen skal vi hjælpe hinanden.

Sport kristen

Det kristne fælleskab ligner både cykelsport, håndbold og fodbold. Håndbold og fodbold ser man helt tydeligt: Vi spiller på samme hold, og Bibelen siger klart, at nogle er gode til én ting, andre til en anden og igen andre til noget helt tredje osv.

Sammen kan vi alt det, der er brug for. Dybest set er det Gud, der giver os alle det hele: kræfterne og evnerne (og kærligheden, der skaber hold-ånden). Men det er os, der får lov at spille på livets bane.

Samtidig er der noget ekstrem-cykelsport over det at være kristen. Alle, der tror på Jesus, er med på ét stort hold. Vores anfører er så fantastisk, at vi hverken kan eller skal støtte ham. Til gengæld kørte han et sololøb, hvor han ikke bare fik blodsmag i munden. Han ofrede sit eget liv, for at holdet kunne vinde det evige liv! Den anfører er Jesus Kristus. Da han stod op fra de døde nogle dage senere, burde han have fået en førertrøje – ikke bare gul, men blodrød. Han tog én for holdet.

Hvor er jeg glad for, at jeg er med på det hold! Så er jeg på vej til at vinde det evige liv – helt uden blodsmag i munden.

---

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 14.07.2022