06.10.2003 12:00 Age: 21 yrs

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Den guddommelige hyrde

Foto: santirf / iStockphoto

1. del: Om Jesu guddommelighed særligt ud fra Johannesevangeliet kap. 10 (s971).

Vi er i Jerusalem omkring år 30. Det er midt i en festlig tid. Den ene store begivenhed efter den anden fra jødernes historie fylder sind og tanker. Mange lytter. Lytter til bønner, læsninger og proklamationer. Synger lovsange og tilbedelse til Israels Gud.

En røst markerer sig. Der lyttes – og protesteres! Røsten omtaler sig selv som over 1900 år gammel. Som en dør. Som et kildevæld. Som en hyrde. Som verdens lys. Men mest provokerende: »Jeg og Faderen er ét«. Hvordan i al verden kan et menneske gøre sig lig med Himlens Gud? Provokerer han blot?

Det er nærmest lidt af et Guds under, at Jesus af Nazaret kunne virke i tre år – og ikke blive slået ihjel noget før. Jesus forbryder sig mod sin samtids opfattelse og jødernes lov på det groveste: Han gør sig til Gud. Blasfemi betyder dødsstraf! Men Jesus døde som Gud…

Et nyt syn på Jesus

Jesus har lige helbredt en blind mand. Hele kapitel 9 i Johannesevangeliet handler om dette under. Efter et forhør hos de meget religiøse jøder, farisæerne, finder en samtale sted mellem Jesus og den helbredte mand. Jesus spørger »Tror du på Menneskesønnen?« Manden spørger så: »Hvem er det, Herre, så jeg kan tro på ham?« Jesus siger til ham: »Du har set ham; det er ham, der taler med dig.« Han svarer: »Jeg tror, Herre.« Og han tilbeder ham.

Den blinde kommer til at se - både fysisk og åndeligt. Han har fået sit syn igen – og et sandt syn på tilværelsen. Jesus bruger anledningen til at anklage farisæerne for, at netop de er blinde. De mener nemlig at kunne vejlede andre, man er selv faret vild. De ser ikke, at Jesus er fra Gud. Ja, at Han er Gud. De vil ikke se det. Anerkende det. Det er for provokerende – og gudsbespotteligt.

De falske hyrder

Hvad svarer Jesus? Han trækker et kendt billede frem fra jødernes hverdag: hyrden. Han sammenligner sig selv med en hyrde af flere grunde. Farisæerne skulle - som religiøse ledere - være hyrder, men er langt mere det modsatte; de bekymrer sig ikke om fårene (folket).

På den tid kender alle til en fårehyrdes funktion og liv. Hyrde­billedet anvendes i Det Gamle Testamente (GT) om Israels Gud og forholdet til folket. Og måske bruger Jesus billedet af en særlig grund mere…

Makkabæer oprøret

Joh 10,22 nævner, at det var ved festen for genindvielsen af templet. Omkring 170 år før Jesu tid var svigt fra ypperste­præsterne og en tvang til at acceptere den græske kultur og religion under den syriske konge Antiokus IV Epifanes blevet årsag til hård jødisk modstandskamp. Jødedommen stod over for en udryddelse. Templets hellighed var blevet krænket, da den syriske konge havde ofret en so på altret. En gruppe – makkabæerne – nedbrød hedenske afgudsofferaltre, dræbte frafaldne jøder og tvangsomskar. Efter et par år erobrede de i december 165. f.Kr. templet. Det blev genindviet nøjagtigt på tre-års-dagen for det første afgudsoffer. Til minde om denne begivenhed fejredes siden hvert år i otte dage Chanuka, festen for genindvielsen af templet.

Ved sabbatten (helligdagen) før festen blev der sandsynligvis læst en tekst fra GT, Ezekiels bog kap. 34. Her omtaler Israels Gud folket som får og sig selv som hyrde – og giver samtidig løfte om at komme til fårene og lede dem: »På gode enge vil jeg vogte dem, og på Israels høje bjerge skal de finde deres græsgange. Der skal de lejre sig på gode græsgange og græsse på frodige enge på Israels bjerge. Jeg vil selv vogte mine får og lade dem lejre sig, siger Gud Herren. De vildfarne vil jeg lede efter, de bortkomne vil jeg føre tilbage, de kvæstede vil jeg forbinde, de syge vil jeg styrke, de fede og stærke vil jeg passe på. Jeg vil vogte dem på rette måde.«.

Den sande hyrde

Israels Gud ville sende sin sande hyrde til folket. Det vidste og ventede enhver troende jøde. Derfor må det også have vakt stor undren, provokation og eftertanke, da Jesus højt råber på tempelpladsen – som ved et klimaks under løvhyttefesten (Joh 7,28f): »Ja, I ved, hvem jeg er, og I ved, hvor jeg er fra. Og dog er jeg ikke kommet af mig selv, men han, som har sendt mig, er sanddru, og ham kender I ikke. Jeg kender ham, for jeg kommer fra ham, og han har udsendt mig.«. Og ikke mindst, da Jesus anvender sabbatslæsningen om sig selv. Skulle han være opfyldelsen af Guds løfte?

Ved at kalde sig selv hyrde hævder Jesus flere ting: Farisæerne leder folket vild og væk fra Gud. Jesus selv erstatter folkets nuværende ypperstepræster og ledere. Han erstatter folkets religiøse fester og festernes indhold. Men den store provokation er netop, at Jesus gør sig selv til Gud! Han opfylder profetierne og løfterne om Gud som den sande hyrde.

Jesus af Nazaret er den sande hyrde, Messias, som GT har profeteret om. Han vil lede folket til Gud – ja, søge og redde sårede, bortkomne, syge får. Han er Israels og hele verdens sande hyrde. Han er hyrden, det vil sige Gud selv. Han er både Guds Søn og Gud selv. Sand Gud og sandt menneske. En enestående – og provokerende – proklamation!

Hyrdebilledet

Men lad os se lidt nærmere på hyrdebilledet. Jesus omtaler sig selv som både hyrden og døren. Hvordan skal det forstås?

Hyrden går foran fåreflokken ud til de gode steder med græs. Hyrden beskytter dem mod ondt, mod overfald, mod vilde dyr, han renser et sår på benet osv. Fårene kender hyrdens røst, og derfor følger de hyrden. Dette står i modsætning til en daglejer, som ikke vil kæmpe for og beskytte fårene i vanskelige situationer, eller en fremmed, hvor fårene ikke kender røsten. En fremmed vil de ikke følge eller have tillid til.

Hyrden går bagved flokken, når de skal hjem i folden. Når de kommer til folden, stiller han sig ved døren. Han tæller, at alle får er kommet med hjem, og om nogen trænger til særlig behandler eller omsorg. Han skaber tryghed for flokken og er deres værn. For når alle fårene er inde i folden, lægger hyrden sig i døråbning, så hyrden bliver døren. Hermed kan fårene ikke løbe ud, og ingen kan komme ind til fårene. Hyrden er beskytter og adgang = døren!

Jesus er Gud

Derfor er det provokerende, når Jesus siger: »Jeg er den gode hyrde« (Joh 10,11) eller »Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst.« (Joh 10,9). Alle jøder, der lytter til dette budskab ved, at Jesus af Nazaret her gør sig til ét med Israels Gud. Ikke uforståeligt, at nogle mener, han er besat af en dæmon eller er vanvittig (Joh 10,20). Eller at nogle vil stene ham, når han kort og præcist hævder: »Jeg og Faderen er ét« (Joh 10,30f).

Det er et Guds under, at Jesus ikke blev slået ihjel noget før. Men at han skulle dø, siger han faktisk selv i teksten: »Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene« (Joh 10,11). Dette skete på et kors, hvor han led døden af kærlighed til sine får. Han blev slagtet som et lam for verdens synd (Joh 1,29).

Vanvittig eller ...?

Det er ikke kun jøderne på Jesu egen tid, der mente, at han var vanvittig. Også i dag vil mange mene, at dette budskab er vanvittigt eller ubegribeligt. Det er for langt ude. Et mennesker der tror, han er Gud selv! Nogle bliver provokeret og afviser. Andre trækker på skulderen og er ligeglade. Og atter andre overvejer, søger – men ved ikke rigtig…

Jesus kunne helbrede en blind. En blind som fik sit syn fysisk og åndeligt. Han så Jesus af Nazaret. Han hørte hans budskab og proklamation af sig selv som Gud. Han troede på ham. Og det var nok.

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Lagt på nettet 06.10.2003