Blev NT skabt af Konstantins teologer?

Paven flyttede først sit residens til Vatikanhøjen i 1300-tallet. Peterskirken blev bygget i 1500-tallet.

Denne artikel er et uddrag fra Oskar Skarsaunes "Den ukendte Jesus" (Forlaget Fokal 2006)

I Da Vinci Mysteriet siger Leigh Teabing blandt andet følgende:

»Jesus Kristus var en historisk person med en enorm betydning, måske den mest gådefulde og inspirerende leder, verden nogensinde har set. Som den profeterede Messias væltede Jesus konger af tronen, inspirerede millioner af mennesker og grundlagde nye ideologier. Som efterkommer af kong Salomo og kong Davids slægt kunne Jesus med god ret gøre krav på tronen som jødernes konge. Forståeligt nok blev hans liv og gerninger optegnet af tusindvis af tilhængere over hele landet ... Mere end 80 evangelier kom i betragtning til Det Nye Testamente, og alligevel endte det med, at kun nogle ganske få blev valgt – blandt dem Matthæus, Markus, Lukas og Johannes« (DVM. s. 238).

Udvalget blev foretaget af kejser Konstantin:

»Bibelen, som vi kender den i dag, blev sammensat af den hedenske, romerske kejser Konstantin den Store« (DVM, s. 239).

Videre får vi at høre, at kejseren indkaldte til det store kirkemøde i Nikæa i 325, og at man der vedtog ved en afstemning, at Jesus var guddommelig (s. 240). På grundlag af dette fik »Vatikanet« og »den romerskkatolske kirke« en monopolstilling. Men da

»Konstantins guddommeliggørelse af Jesus fandt sted næsten fire århundreder efter Jesu død, eksisterede der allerede tusindvis af dokumenter med optegnelser af Jesu liv som et jordisk menneske. Konstantin var klar over, at han havde brug for en meget kraftig pensel, hvis det skulle lykkes ham at omskrive historiebøgerne ... Konstantin bestilte og finansierede en ny Bibel, som udelod de evangelier, der omtalte Jesu menneskelige træk, og pyntede på de evangelier, som omtalte ham som gudelignende. Førstnævnte evangelier blev forbudt, samlet sammen og brændt« (s. 241). »[Men] til alt held for os historikerne ... overlevede nogle af de evangelier, som Konstantin forsøgte at tilintetgøre. Dødehavsrullerne blev fundet i 1950-erne skjult i en hule i nærheden af Qumran i Sinaj-ørkenen. Og selvfølgelig de koptiske skrifter, der blev fundet i 1945 ved Nag Hammadi. Ud over at fortælle den sande historie om gralen, fortæller disse dokumenter om Kristi gerninger i meget jordiske vendinger. Naturligvis forsøgte Vatikanet ihærdigt at forhindre offentliggørelsen af disse dokumenter« (s. 241).

Lad mig kommentere disse påstande i modsat rækkefølge:

1. Vatikanet har ikke lagt hindringer i vejen for offentliggørelsen af hverken dødehavsrullerne eller Nag Hammaditeksterne.

Tværtimod har katolske forskere været blandt pionererne i udforskningen af dødehavsrullerne og Nag Hammadi-teksterne og har stået i spidsen for udgivelsen af fl ere af dem. Vatikanet har desuden aldrig været i den position, at de kunne lægge låg på noget som helst i den forbindelse.

Når udgivelsen af de to samlinger af tekster til at begynde med gik utilgivelig langsomt, er det af helt andre grunde og lidt forskellige i de to tilfælde. Forskergruppen, som til at begynde med udgav dødehavsrullerne, var alt for lille og arbejdede ineffektivt. Men der kom fart i sagerne i 1990-erne, og alle dødehavsrullerne er nu udgivet. Denne komplette udgivelse dokumenterer én gang for alle, at når processen tog for lang tid i begyndelsen, var det ikke på grund af, at nogle af rullerne blev holdt tilbage, fordi de indeholdt ting, som var »farlige« for kirken. Det gør de nemlig ikke. At det tog så lang tid at få Nag Hammadi-teksterne publiceret, hænger sammen med bureaukratiske forviklinger, hvor blandt andet Det Koptiske Museum i Kairo og UNESCO har været involveret, men ikke Vatikanet.

Teksterne har nu været tilgængelige i en komplet udgave og oversættelse i snart 30 år. Katolske, protestantiske, ikke-kristne forskere - alle har viet dem stor interesse. Jeg kender ingen forskere, der mener, at disse tekster »truer« kirkens tro. Nag Hammadi-teksterne viser, at der eksisterede andre udgaver af kristendommen i antikken end den form, som senere blev betragtet som den ortodokse. Men det er ikke

en nyhed. Det har vi vidst hele tiden, fordi de »ortodokse« kirkelige forfattere selv gør os opmærksom på det. De diskuterer nemlig udførligt med dem, de kalder »gnostikerne«. Og den lære, de tillægger gnostikerne, svarer til den, vi finder i Nag Hammadi-teksterne. Men teksterne giver os et rigere og mere nuanceret billede af denne lære, og det er der ingen forskere, katolske eller andre, der beklager.

2. Som læseren allerede har set, er det rent sludder at påstå, at Nag Hammadi-teksterne giver os et billede af en mere menneskelig og mindre guddommelig Jesus end de fire evangelier i Det Nye Testamente. Nøjagtigt det modsatte er tilfældet.

Af alle bevarede skrifter fra antikken, som stammer fra tilhængere af Jesus, er der ingen, der tegner ham mere menneskelig end de fire, vi har i Det Nye Testamente. Hvis man søger en menneskelig Jesus, som lever sig ind i menneskers gråd, som selv græder, er sulten, tørstig, som bliver bedrøvet eller vred, så er det kun i de fire nytestamentlige evangelier, man finder en sådan Jesus, ikke i de andre skrifter.

Jeg tror, at forklaringen på, at Dan Brown lægger sådanne meningsløse påstande i munden på »forskeren« Leigh Teabing, er ganske enkel: Brown har ikke selv læst et eneste af skrifterne fra Nag Hammadi. Det fremgår

af måden, han citerer dem på. Alle hans citater stammer fra bogen Helligt blod, hellig gral, og hvor Helligt blod citerer Nag Hammaditeksterne forkert, har Brown akkurat de samme fejl.

Det er også fra samme kilde, han har den meningsløse påstand om, at Nag Hammadi-teksterne indeholder »den sande gralshistorie«. Teksterne nævner ikke gralen med et eneste ord. Teorien om et ægteskab i bogstavelig forstand mellem Jesus og Maria Magdalene mangler også totalt.

Endnu mere graverende er Teabings påstand om, at nogle af de »brændte« evangelier er bevaret blandt dødehavsrullerne. De indeholder ingen information om Jesus, ingen omtale af ham af den simple grund, at de alle sammen er forfattet i tiden, før Jesus stod frem offentligt.

Nogle få forskere har hævdet, at et lille græsk fragment med nogle få bogstaver kan stamme fra et eksemplar af Markusevangeliet. Men det er meget omstridt, og den bevarede del af teksten er for lille til, at man kan afgøre spørgsmålet med sikkerhed. Men hvis vi virkelig antager, at det er lidt fra Markus, vi har foran os, viser det det stik modsatte af, hvad Teabing hævder. For er det tilfældet, så er det et eksemplar af et af de nytestamentlige evangelier, som er fundet i Qumran, ikke et af de »brændte«.

Browns uvidenhed på dette område skyldes antagelig det samme: Han har ikke læst et eneste af dødehavsskrifterne, men bygger på en sætning i Helligt blod, som han har misforstået. Sætningen lyder sådan: »Som det fremgår af dødehavsrullerne, rummer den [Jesu lære] også en række vigtige træk af essæernes tænkning« (Hb, s. 390). Med dette mener forfatterne af Helligt blod ikke andet, end at der er visse lighedstræk mellem Jesu forkyndelse og læren i nogle af dødehavsrullerne – en i og for sig rimelig og ikke opsigtsvækkende påstand. Men Brown misforstår dette og tror, at nogle af dødehavsteksterne indeholder udsagn, som kan tilskrives Jesus. Altså, tænker han, vi finder nogle af de tabte evangelier blandt dødehavsrullerne!

Disse ruller blev for øvrigt ikke fundet i 1950-erne, men i 1947.

3. Konstantin havde absolut ikke noget med afgrænsningen af Det Nye Testamente at gøre. At han skulle have indsamlet og brændt andre skrifter, som ikke kom med, er fri fantasi.

Igen misforstår Brown den eneste kilde, han forholder sig til, nemlig Helligt blod. Og det gør ikke sagen bedre, at Helligt blod også er meget misvisende på dette punkt.

I Helligt blod får vi følgende at høre: I den store forfølgelse af kirken under Konstantins forgænger, kejser Diocletian, blev alle kristne skrifter samlet ind og brændt.

»Som følge heraf forsvandt næsten alle kristne dokumenter, især i Rom. Da Konstantin satte udarbejdelsen af nye udgaver i gang, gjorde de det muligt for ortodoksiens vogtere at revidere, redigere og omskrive deres materiale, som det passede dem, i overensstemmelse med deres lære. Det var formodentlig på dette tidspunkt, de mest afgørende ændringer skete i Det Nye Testamente, og Jesus fik den enestående status, han har haft lige siden. Man må ikke undervurdere betydningen af Konstantins igangsætning. Af de 5000 bevarede tidlige manuskriptudgaver af Det Nye Testamente stammer ikke et eneste eksemplar fra tiden før det fjerde århundrede. Det Nye Testamente, sådan som det eksisterer i dag, er i væsentlig grad et produkt af det fjerde århundredes redaktører og forfattere – der var ortodoksiens vogtere ...« (Hb, s. 398-399).

Der er ikke andet at sige om dette, end at forfatterne ganske enkelt vrøvler her. Det er rigtigt, at et af

tiltagene mod kirken under Diocletian var at forlange hellige skrifter udleveret. Men dette krav blev selvfølgelig ikke efterkommet i særlig høj grad, og specielt ikke i Rom, hvor forfølgelsen var meget mild i modsætning til, hvordan den var i den østlige del af riget. Men størstedelen af de hellige skrifter blev gemt væk, og nogle af dem er bevaret indtil i dag.

Det er kort og godt forkert, at ingen håndskrifter til Det Nye Testamente stammer fra før det fjerde århundrede. Håndskriftet P45 stammer fra tiden 200-250 e.Kr. og indeholdt oprindeligt alle fire evangelier og Apostlenes Gerninger. Håndskriftet er kun delvis bevaret, men da store dele af Markus og Lukas og Apostlenes Gerninger er i behold, kan man fastslå, at teksten i dette håndskrift grundlæggende er den samme som i håndskrifterne efter Konstantins tid.

Fra samme tid stammer P46, som indeholder Hebræerbrevet, Korintherbrevene og fire af de mindre Paulus-breve i komplet form.

P75 dateres til tiden 175-225 e.Kr. og indeholder størstedelen af Lukas- og Johannesevangeliet.

P66 dateres til ca. 200 e.Kr. Den indeholder en ret komplet tekst til Joh 1-14.

Det måske mest sensationelle af nyere tekstfund er et lille fragment fra Joh 18, kaldt P52. Det dateres til ca. 125 e.Kr. og blev fundet i Egypten. Når man tager i betragtning, at Johannesevangeliet antagelig blev skrevet i Efesos, temmelig langt fra Egypten, er man her i den sjældne situation, at man kan bruge et håndskriftsfragment som argument i debatten om Johannesevangeliets affattelsestid. I 1800-tallet hævdede Ferdinand Christian Baur, at Johannesevangeliet var skrevet omkring 160 e.Kr., og der har også været andre forskere, som daterer det til efter år 100. Men eksistensen af P52 i Egypten ca. 125 e.Kr. er et godt argument imod sådanne sene dateringer. Man skal nemlig regne med, at der gik en vis tid fra, at evangeliet blev skrevet i Efesos, og til, at kopier af det dukkede op i Egypten. Det almindelige i dag er at datere Johannesevangeliet til omkring år 90 e.Kr.

På grund af det, der her er nævnt og flere andre fund af håndskrifter, er der i dag ingen tekstforskere, som regner med, at forfølgelsen under Diocletian var en vigtig begivenhed i den nytestamentlige teksts historie, eller at Konstantins regeringstid betød noget radikalt på det område.

Vi har dokumentation på tekstens form både før og efter disse begivenheder og har talrige muligheder for kontrol. Desuden har vi nærmest utallige citater fra de nytestamentlige skrifter hos kirkelige forfattere, som skrev i det andet og tredje århundrede. Ved hjælp af disse citater har vi ret mange muligheder for at kontrollere formen af de nytestamentlige tekster, som disse forfattere kendte.

Desuden har vi de oversættelser af nytestamentlige skrifter, som blev foretaget i det andet og tredje århundrede, blandt andet til latin, syrisk og koptisk. Disse oversættelser giver os et godt billede af den græske tekst, som var grundlaget.

Sammenlagt giver dette materiale en mulighed for at følge den nytestamentlige teksts historie, som er ganske enestående for bøger fra antikken. Teksten i de nytestamentlige skrifter er bedre kortlagt og dokumenteret, end den er i andre bøger fra oldtiden. De ældste håndskrifter stammer desuden fra en tid meget nærmere ved de oprindelige forfattere, end tilfældet er for andre bøger. Og håndskrifterne findes i et meget højere antal end for andre bøger.

Lad mig kort illustrere dette ved at nævne situationen for nogle af de bøger, som kan sammenlignes med dem, vi taler om.

Vergil (70-19 f.Kr.) er den forfatter fra antikken, hvis skrifter, ud over Det Nye Testamente, er bedst bevidnet ved gammelt håndskriftmateriale. I hans tilfælde er der omkring 360 år mellem hans eget forfatterskab og det ældste, bevarede håndskrift.

Tallet for Livius (200-tallet f.Kr.) er ca. 500 år; for Horats (65-8 f.Kr.) ca. 900 år; for de komplette

Platon-manuskripter ca. 1300 år og for tragediedigteren Euripides ca. 1600 år.

»For ingen klassisk forfatter har vi mere end nogle halve snese håndskrifter, i nogle tilfælde har vi kun et par, mens bibelhåndskrifterne kan tælles i tusinder« (Kenyon, Bibelen, s. 32).

Det, mange ikke tænker på, er, at når vi i det hele taget har gamle håndskrifter til den klassiske litteratur, er de allerfleste af disse produceret af kristne afskrivere, ofte munke. Det er altså ikke sådan, at »kirken« gennem historien konsekvent har forsøgt at undertrykke og udslette anden litteratur, som ikke var kristen

eller rettroende. Det er tværtimod netop i klostre og andre kirkelige lærdomsmiljøer, at der er blevet taget vare på denne litteratur, hvor den er blevet studeret, kopieret og på anden måde bevaret indtil i dag.

Jeg skal også kort nævne en indvending, jeg ofte møder i samtaler om dette: Har de nytestamentlige skrifter ikke stadig fjernet sig fra originalernes tekst ved senere bearbejdelser, oversættelser, nye oversættelser og så videre?

Svaret er, at de moderne bibeludgaver er oversat direkte fra den græske tekst, og den græske tekst er en videnskabelig konstruktion af den, man antager for original tekst på grundlag af de ældste håndskrifter og det øvrige tekstmateriale, jeg nævnede ovenfor. Grundlaget for moderne bibeloversættelser er langt mere solidt end for nogen anden bog fra antikken.

4. Konstantin bestilte og bekostede nye Bibler, efter at han havde ødelagt de gamle, hævder Brown. Det bygger han også på Helligt blod, hvor der står, at Konstantin »påbegyndte udarbejdelse af nye udgaver af disse dokumenter« (som altså var blevet ødelagt under Diocletians forfølgelser, ikke efter ordre fra Konstantin!).

Det, forfatterne her sigter til, er et brev, Konstantin skrev til biskoppen af Cæsarea i Israel, Eusebius, hvor kejseren beder ham om at sætte professionelle skrivere i gang med at lave 50 pragtbibler til brug i de mange

kirker, kejseren agter at bygge i Konstantinopel (Vita Const., 4,36). Baggrunden er altså ikke, at mange Bibler tidligere er blevet ødelagt, og det er at skyde over målet, når Helligt blod siger, at denne aktion med at erstatte tabte bibelmanuskripter med nye særlig fandt sted i Rom.

Det er i det hele taget påfaldende, hvordan både forfatterne af Helligt blod og – afhængig af dem – Dan Brown forestiller sig, at kejser og kirke har sit styrende centrum i Rom. Hos Dan Brown bruger

Leigh Teabing udtryk som »Vatikanet« og »den romersk-katolske kirke« om kirken på Konstantins tid og skriver, at hele kirken adlød biskoppen i Rom.

- Har disse forfattere aldrig hørt om den ortodokse kirke i øst med centre som Alexandria, Jerusalem, Antiokia og Konstantinopel?

- Ved de ikke, at paven ikke flyttede sin residens til Vatikanhøjen i Rom før i 1300-tallet e.Kr.?

- Og frem for alt: Ved de ikke, at der var en kristen kirke øst for den romerske kejsers rige – den kirke, som vi kalder den syriske?

I det fjerde århundrede var den kirke for længst veletableret i Persien og Indien, og den var helt uden for Konstantins og andre romerske kejseres kontrol.

En simpel test viser, hvordan kristendommen og dens Bibel havde set ud uden Konstantin. Svaret får man ved at undersøge denne kirke i øst lidt nærmere. Så ser man følgende ganske tydeligt: Konstantins store betydning lå i, at han gjorde kristendommen til Romerrigets statsbærende religion. Det store spørgsmål, som Konstantin efterlod, var spørgsmålet om forholdet mellem biskopper og kejser, et spørgsmål, som det gamle Romerrige skulle komme til at plages med i alle senere århundreder. Men i forhold til kristendommens centrale trosindhold var kejserens muligheder for at påvirke meget små. Det er let at påvise, at kejseren på det mest berømte kirkemøde, han indkaldte til i Nikæa i 325, måtte bøje sig for ledende biskopper, som havde helt andre planer end kejseren.

5. Det er ikke korrekt, når Brown siger, at debatten på kirkemødet i Nikæa var mellem dem, der hævdede, at Jesus bare var et menneske, og dem, der hævdede, at han væsentligst var guddommelig.

Alle deltagende biskopper i Nikæa var overbevist om, at Jesus var meget mere end et almindeligt

menneske, alle deltagere i debatten mente, at Guds søn, før han blev menneske, var hos Gud i en guddommelig form for eksistens, og at han havde medvirket ved skabelsen. »Faderen skabte verden ved Sønnen«, det var alle parter i Nikæa enige om.

Også i Helligt blod, Browns kilde her som ellers, finder man påstande i samme retning, men forfatterne udtrykker sig ikke så bombastisk som Brown, for de er klar over, at de i så fald ville slå sig selv kraftigt på munden. De har nemlig tidligere i bogen sagt, ja, faktisk understreget, at læren om Jesus som guddommelig allerede findes i Paulus’ breve. Og det er de ældste kristne dokumenter, vi kender fra 50-erne

e.Kr. Så kan man ikke samtidigt hævde, at læren om Jesu guddommelige natur blev opfundet i 325 e.Kr.

6. Da Vinci-kodens påstand om, at »tusindvis« af Jesu tilhængere nedskrev historien om ham, er fri fantasi.

Det er heller ikke let at se, hvordan aktiviteten hos disse forfattere skulle resultere i netop 80 evangelieskrifter. Men man kan spare sig problemstillingen, for begge tal er uden hold i det historiske kildemateriale, vi har. Det, vi ved om udbredelse af skrivekyndigheden blandt landbefolkningen i Galilæa,

gør imidlertid den slags spekulationer meget usandsynlige.

Browns påstand om, at Jesus »væltede« konger og inspirerede millioner allerede i sin levetid, er af samme type overdrivelser. Vi har hovedsagelig to kilder, som sætter os i stand til at sige noget om, i hvilken grad Jesus havde tilslutning. Den ene kilde er den jødiske historiker Josefus. Han skrev to store historieværker i tiden 70-90, altså omtrent samtidig med Matthæus-, Lukas- og Johannesevangeliet. I det ene omtaler han Jesus to gange, én gang kort som bror til Jakob, leder af menigheden i Jerusalem, og i et andet afsnit, som har tydelige kristne indskud, men hvor den egentlige tekst stammer fra Josefus’ pen. Ud fra dette sidste afsnit kan man slutte, at Jesus havde en vis tilslutning, men at den ikke skilte sig dramatisk fra den, som andre jødiske messiaskandidater

havde. Den kortfattede omtale af Jesus tyder i hvert fald ikke på, at Josefus anså ham for én, der havde haft stor

betydning for den jødiske historie.

Den anden hovedkilde er skrifterne i Det Nye Testamente. Det virker urimeligt at antage, at disse skrifter skulle have nogen interesse i at underdrive tilslutningen til Jesus i sine skildringer. Så virker det mere sandsynligt, at lysten kunne være der til at overdrive lidt. Men selv om det skulle være tilfældet, så rapporterer

de overraskende nøgterne tal. Det fremgår klart, at skaren af faste tilhængere ikke var større, end at de kunne vandre rundt og leve af gaver og gæstfrihed, hvor de kom frem. Og selv da den store vækkelse brød ud i de første uger og måneder efter Jesu død og opstandelse, taler teksterne kun om nogle få tusinder begrænset til Jerusalem og Judæa.

Browns konstruktion med de store tal er fri fantasi, men man forstår jo hensigten med den. Hensigten er at skabe et billede af en rig mangfoldighed af skrifter, hvor Konstantin og hans mænd brutalt luger næsten alt væk for at stå tilbage med det snævre udvalg af skrifter, vi nu har i Det Nye Testamente.

Lagt på nettet 15.05.2006