21.02.2020 16:00 Age: 5 yrs
Lilian Holm Kofod

Skrevet af:
Lilian Holm Kofod

Bæredygtig tro

Snakken om bæredygtighed tager sigte på mange formål. Fælles for dem alle er, at de handler om livet på jorden. Men hvad nu, hvis livet ikke slutter på jorden? Bibelen fortæller os om bæredygtighed i forhold til evigheden.


Alle taler om det! Alle har en mening om det! Og vi er langt fra enige om hvad bæredygtighed egentlig er.

Jeg læste en definition: ”Bæredygtighed handler om at skabe de bedst mulige forhold for mennesker og miljø nu og i den fjerne fremtid”.

I bæredygtighedens navn taler vi om bæredygtigt landbrug, bæredygtige kantiner, bæredygtig kost, bæredygtig transport… listen over emner er lang!

Alle tiltagene retter sig naturligt nok mod livet her på jorden. Men hvad nu, hvis ”den fjerne fremtid” rækker ud over denne verden? Hvad nu, hvis der findes en evighed på en ny jord?

Bæredygtighed for evigheden

Bibelen taler klart om, at der er et liv efter døden, og at der er to muligheder. Enten en evighed med Gud – eller en evighed under Guds vrede.

Hvordan skaber vi da de bedst mulige forhold, når det gælder evigheden? Hvordan forbereder vi os til en evighed i Guds evige verden?

Jesus siger, at den der tror og bliver døbt skal frelses fra Guds vrede. Bæredygtighed for evigheden er altså at tro på Jesus. 

Jesus udfordrede engang disciplen Peter til at gå på vandet. Det gik godt, så længe han fokuserede på Jesus. I det øjeblik han begyndte at se sig omkring, begyndte han at synke.

Den bæredygtige tro fokuserer på Jesus og alt det, han har gjort. 

Når jeg bliver spurgt ved døren til evigheden: ”hvorfor skal jeg lukke dig ind i min himmel?” vil mit svar vise, om min tro er bæredygtig.

Den eneste, der kan bringe mig ind i Guds himmel, er Jesus. 

Vil du have en bæredygtig tro? Så fokusér på Jesus.


Lilian Holm Kofod

Skrevet af:
Lilian Holm Kofod

Lagt på nettet 21.02.2020

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også