23.06.2003 12:00 Alder: 21 yrs
Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Var Paulus moralist?

Jeg har fundet flere steder, hvor folk beskylder Paulus for at være moralist. Hvorfor dette - for at bevare sin gode samvittighed trods hans tidligere liv som kristen-forfølger?! Eller for at "undgå" at skulle gøre gode gerninger og ikke "nøjes" med troen alene?

Dit spørgsmål er egentlig en oplysning + to spørgsmål: Din oplysning er: "Jeg har fundet flere steder, hvor folk beskylder Paulus for at være moralist." Min kommentar er, at det må være i litteratur uden for Bibelen du har fundet disse beskyldninger. Denne opfattelse, som du er stødt på, tror jeg bunder i modstand mod Ny Testamentes egen morallære, dvs. Jesu og apostlenes lære om, hvordan de kristne skal leve. De, der mener, at der findes en sådan kristen etik, kaldes ofte moralister af deres modstandere.

Dit første spøgsmål lyder: "Hvorfor dette - for at bevare sin gode samvittighed trods hans tidligere liv som kristen-forfølger?" Nej, det tror jeg ikke. Paulus var udmærket klar over, at ingen af hans gerninger, heller ikke hans lydighed i tjenesten, kunne sone, at han tidligere havde forfulgt de kristne. Det ser vi tydeligt i Paulus' 1. brev til Timotheus 1,12-17 og i Paulus' 1. brev til Korintherne 15,1-11.

Dit andet spørgsmål lyder: "Eller for at "undgå" at skulle gøre gode gerninger og ikke "nøjes" med troen alene?" Dette spørgsmål forstår jeg ikke. Hvis man tager ordet "ikke" ud, så giver det mening: Vil Paulus undgå forpligtelsen til at gøre gode gerninger og bare nøjes med troen alene. Nej, det tror jeg heller ikke. Han sled og slæbte fra morgen til aften og ofte natten med for at forkynde evangeliet og tjene til livets ophold uden at skulle ligge andre til byrde. Hvis han ikke troede på forpligtelsen til at gøre gode gerninger, så ville han vel have holdt sig hjemme i ro og mag.

Den afgørende grund til, at Paulus forkynder, at vi er forpligtede på gode gerninger, er, at synden medfører død, hvorimod befrielse fra synden med efterfølgende helliggørelse (gode gerninger) medfører evigt liv (Paulus' Brev til Romerne 6,20-23).

Der er mange måder at forvrænge Bibelens lære på og at forvirre de kristne med. At kalde Paulus moralist er blot en af dem. At søge at finde andre grunde til de bibelske forfatteres udtalelser og lærdomme end de grunde, de selv anfører, er en anden. Det bedste forsvar er at fastholde hele Bibelens sandhed, så man ikke begynder at spille de bibelske temaer ud mod hinanden, men fastholder dem alle i indbyrdes harmoni. Bibelen er jo ikke forvirring, men enhed. Paulus bruger i sit forfatterskab megen spalteplads på netop at påvise det, f. eks. når han forklarer Moselovens plads i Guds store frelsesplan ( Paulus' Brev til Romerne 4; Paulus' brev Galaterne 3-4; Paulus' 2. brev til Korintherne 3)


Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 23.06.2003

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også