Pinsen - kirkens fødselsdag
Alle festerne i kirkeåret har Jesus Kristus som centrum og handler om, hvad Gud har gjort for os for at frelse os. I julen fejrer vi, at Gud blev menneske. Guds søn kom og levede det sande menneskeliv, som vi egentlig var skabt til at leve, men ikke kan. Men Gud blev ikke bare menneske for at vise os, hvordan vi skulle leve (og ikke kan), men for at gå ind i vores død og sprænge døden indefra. Det er dét, påsken handler om: Jesu død og opstandelse. Hvad så med pinse?
Ikke alene alligevel
Vi kan læse om den første kristne pinse i Apostlenes Gerninger kap. 2: Jesu disciple er samlet og fyldes af "Helligånden" med ret så drastiske fænomener til følge. Pinse handler om "Helligåndens komme". Men hvad betyder det så?
Både jul og påske handler om begivenheder i Jesu liv: hans fødsel, lidelse, død og opstandelse. Hvordan passer pinse ind i dette? Måske er det en god idé at gå om ad "Kristi Himmelfart" for at få styr på det:
Efter Jesu opstandelse var han sammen med disciplene i 40 dage, men så "fór han til himmels", som vi siger. Jesus forlader ganske enkelt denne verden - og dermed disciplene. Der er fortalt om det i Apostlenes Gerninger kap. 1. Jesus, der opstod fra de døde og ikke mere dør, er med andre ord ikke længere fysisk tilstede i denne verden. Jesus havde forberedt sine disciple på dette i sine afskedstaler, som vi kan læse i Johannes Ev. kap. 14-16. Her siger han til disciplene, at han vil "gå til Faderen", men også at han ikke vil forlade dem: "Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve" (14,18-19) og "det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer" ("Talsmanden"="Helligånden"). Han taler m.a.o. om, at han selv vil komme til dem og være hos dem, men formulerer det andre steder på den måde: at han vil sende "Helligånden" (eller "Talsmanden", "Sandhedens ånd"). Et sted siger han: "den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham" (14,23). Pinse har altså alligevel noget med begivenheder omkring Jesus at gøre:
Jesus forlod disciplene fysisk 40 dage efter sin opstandelse på Kristi Himmelfartsdag, men ikke for at forlade dem. Han ville "komme til dem" og være sammen med dem "åndeligt" i stedet. I virkeligheden var det "til bedste for dem" og for os, for nu skal man ikke rejse til Jerusalem for at finde Jesus (eller hvor han nu kunne have taget hen). For 50 dage efter sin opstandelse (10 dage efter sin himmelfart) "kom han til os", som han havde sagt, for at være sammen med os på en endnu mere radikal måde end før - ved "Helligånden". Nu kan man være lige så tæt på ham i Sønder Bøvling, som hvis man er i Jerusalem: "For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem" (Jesus i Matthæus Ev. 18,20).
Det er faktisk nøjagtig dét, vi tror der sker, når vi holder gudstjeneste i kirken. Den Jesus, der opstod fra de døde, er "midt iblandt os", fordi vi samles om ham ("i hans navn") og "holder fast i hans ord". Derfor kan man sige, at pinse er kirkens fødselsdag. For siden den dag har vi kunnet møde Jesus på denne "åndelige" måde i kirken. Hvis ikke der havde været pinse, havde vi faktisk ikke haft gavn af hverken jul og påske. Men fordi det blev pinse, har jul og påske noget med OS at gøre. Det, som Gud gjorde for os - det, Jesus gjorde for os - bliver direkte tilgængeligt for os: nemlig et direkte fællesskab med den levende Gud "ved Helligånden".
Så langt så godt. Egentlig behøver vi vel ikke at vide mere om pinsen for at kunne glæde os over den og fejre den. Men der er stadig nogle dybere lag, vi kan grave os ned til for at forstå mere af pinsen.
Pinsens jødiske rødder
Hvis du har læst Apostlenes Gerninger kap. 2 bemærkede du måske, at der stod: "Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet" og så fortælles der om, hvad der skete på denne dag: at Helligånden kom over disciplene. Sagen er nemlig, at "pinse" allerede var en jødisk fest - ligesom påske var det. Det er først med begivenhederne omkring Jesu død og opstandelse og hans komme ved Helligånden, at disse to fester fyldes med et nyt indhold - for de (jøder og ikke-jøder), der tror på Jesus.
Den jødiske pinse var en af de tre store jødiske pilgrimsfester, hvor masser af jøder søgte til Jerusalem. Alle tre fester var oprindeligt landbrugsfester. Pinsen var festen for hvedehøsten. Både påske og løvhyttefesten fik dog et dybere indhold i løbet af Israels historie. I påsken mindedes man, hvordan Gud frelste folket fra slaveriet i Egypten og i løvhyttefesten mindedes man, hvordan Gud var hos folket i ørkentiden (de fyrre år, hvor folket vandrede rundt i ørkenen, før de kunne bosætte sig i det "forjættede land"). Pinsefesten forblev i lang tid en høstfest. (Selve udtrykket "pinse" betyder egentlig blot "50" på græsk ("pentakoste") og angiver det tidspunkt efter påske, hvor festen finder sted. På hebraisk siger man "Shavuot", som betyder "uger" og sigter på de godt 7 uger, der går efter påske).
På et tidspunkt begyndte pinsen dog også at få et dybere åndeligt indhold: man fejrede det, der skete mellem påske (udvandringen af Egypten) og løvhyttefesten (ørkenvandringstiden): nemlig Guds pagtslutning med folket på Sinai. Man læste bl.a. fra 2. Mosebog 19 og 20, hvordan Gud steg ned på Sinai-bjerg - i ild og røg, så bjerget rystede. Der lød en kraftig lyd, som om der blev blæst i et horn. Fra bjerget gav Gud så Israels folk sine bud og sagde: "I skal være mit folk og jeg skal være jeres Gud" - så hold mine bud!
Men det er ikke hele historien, for det gamle testamente fortæller, at det kunne folket netop ikke! Derfor taler Gud til f.eks. profeten Jeremias om en "ny pagt" og bedre pagt, der skal komme engang: "Der kommer dag da jeg slutter en ny pagt - ikke som den, jeg sluttede, den dag ... jeg førte dem ud af Egypten. Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd." Jeremias 31,31f.
Og til Profeten Ezekiel:
"Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød, så de følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud". Ezekiel 11,19.
Profeten Joel: "Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker", Joel 3,1.
Ifølge det ny testamente pegede alle disse ting frem på Jesus. Jesus kom med den "nye pagt". Han opfyldte profetierne. Det, der sker i Jerusalem pinsedag bliver derfor en modspejling af det, der skete på Sinaibjerg: Der er f.eks. lyde og ild forbundet med Helligåndens komme. Gud gør det synligt, at nu er den nye pagts tid kommet. Det er nøjagtig sådan, disciplen Peter tolker det i sin pinseprædiken Apostlenes Gerninger 2,14ff). Han citerer profeten Joel og siger, at det er NU disse ord går i opfyldelse.
Det, der er afgørende nyt ved pinsedagen, er, at nu inviteres alle folkeslag med ind: "alle mennesker". Det er uden tvivl det sprog-underet sigter på: at nu skal alle folkeslag høre det glade budskab og inviteres med i Guds folk. Jesus havde selv sagt som noget af det sidste inden sin himmelfart, at alle folkeslag skulle gøres til hans disciple. Sprogunderet er en engangs-begivenhed, som gør dette klart for disciplene. Nu er det "missionens" (="udsendelsens") tid. Det vil sige: den tid, hvor Jesu disciple skal sendes ud til hele verden og indbyde alle mennesker ind i "Guds rige".
På den måde bevarer den kristne pinse-fest også det jødiske høst-element. Den bliver en åndelig "høstfest", så at sige (læs f.eks. Matthæus 9,25-38). "Høsten" er de mennesker, der hører invitationen til at komme med i "den nye pagt" og modtager den.
Lagt på nettet 21.05.2002
