Palmesøndag: Indtog i triumf

Skaren, der altid fulgte ham – de søgende, de troende, de oprørske og de nysgerrige – så disciplene gå. De forsøgte at læse i Jesu ansigt, hvad der skulle ske, men han vendte sig bare og skuede mod Jerusalem.

Men da disciplene så vendte tilbage med æslet, begyndte det at summe af forventning i mængden. »Jerusalem!« råbte de. »Han vil til Jerusalem!«

Da disciplene kastede deres kapper over æslets ryg, steg forventningens larm til nye højder. Flere var allerede begyndt at løbe i forvejen ind til byen for at fortælle, at Kristus var på vej.

Da Jesus til sidst satte sig på æslet og begyndte at ride mod Jerusalem, brød den tusindtallige skare ud i jubel og sang: »Pris være Davids søn! Pris ham!«

Folk kastede deres kapper foran Jesus, så hans æsel ikke skulle træde på den snavsede jord. De skar grene af træerne og pyntede vejen foran ham med dem. Folk rakte triumferende deres hænder mod himlen og løb ved siden af ham og bag ved ham. Tusinder af stemmer forenede sig i et mægtigt råb: »Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn. Hosianna i det højeste!«

Da Jesus red ned ad Oliebjerget og frem mod bymuren, kom en anden menneskemængde strømmende ud af byen for at møde ham. Alle, selv børnene, råbte: »Velsignet være Davids søn!«

Ypperstepræsterne og de skriftkloge kom nu til og banede sig vej gennem mængden. De var frustrerede over opløbet og ængstelige for, hvordan romerne ville opfatte situationen. De trængte sig frem til Jesus, og råbte til ham i larmen: »Få dem til at være stille! Hører du ikke, at de kalder dig konge og Messias? Få dem til at tie!«

Men Jesus svarede blot: »Hvis de tier, så vil stenene begynde at råbe.«

For de skriftkloge var dette en gudsbespottelse. Nu var det kun et spørgsmål om tid, før de slog ned på Jesus.

Lagt på nettet 11.04.2003