Må kristne spise kød med blod i?

Gud velsignede Noah, da han og hans familie forlod arken, som havde reddet dem fra vandfloden. Gud sagde bl.a. til Noah: "... kød med liv i, med blod i, må I ikke spise" (1 Mosebog 9,4). Det er et bud, som senere gentages for Israel, f.eks. i 3 Mosebog 3,17: "Det skal være en eviggyldig ordning for jer, slægt efter slægt, overalt hvor I bor. I må aldrig spise fedt eller blod" (sml. 3 Mosebog 7,23; 17,10-14 osv.).

Når det gælder budene i Gammel Testamente, er der flere ting at være opmærksomme på. For det første er der bud, som har specielt med tempel- og præstetjenesten at gøre. Der er bud om ofre osv. Det er bud, som ifølge Hebræerbrevet er ophævet. For det andet findes der forskrifter, som specielt vedrører Israel som nation, forskrifter for hvorledes Israel skal organiseres som et land. Det er politiske og samfundsmæssige bud, f.eks. om ikke at høste helt ud til kanten af marken (3 Mosebog 19,9-10). Guds folk udgøres ikke længere af et land, men af en kirke. Det betyder, at forskrifter, der er specielle for Israel som nation, er ophævet. For det tredje er der bud, som har at gøre med en speciel situation, f.eks. opgøret med trolddom.

Det blev i den ældste kirke diskuteret, om spiseforskrifterne er forpligtende også for kristne. Der var jødekristne, som var af den opfattelse, at alle kristne skulle overholde disse forskrifter, herunder dette bud om blod. Andre var uenige i det synspunkt. Problemet blev drøftet på et møde i ca. 48-50 e.Kr., og man enedes om, at hedningekristne ikke er forpligtede på at holde Moseloven og f.eks. omskæres, men for fredens skyld og af hensyn til jødekristne skal de hedningekristne i blandede menigheder "holde sig fra besmittelse med afguder og fra utugt og fra kød af kvalte dyr og fra blod" (Apostlenes Gerninger 15,20.29). Dette bud gælder altså efter alt at dømme menigheder, hvor jøde- og hedningekristne skal leve sammen. I netop den sammenhæng giver nogle frivilligt afkald for fredens og fællesskabets skyld. Men hvor der ikke er tale om blandede menigheder, hvor det ikke er jøde- og hedningekristne, der skal leve sammen, er situationen tilsyneladende en anden.

Vi hører i hvert fald ikke ellers om dette forbud imod at indtage blod. Der er altså tale om et frivilligt afkald. Når kristne med forskellig kultur-baggrund skal finde sammen i et tæt kristent fællesskab, kan der ske det, at man giver frivilligt afkald; man giver afkald på noget, som man i og for sig føler sig berettiget til. I nogle kulturer er det f.eks. helt uhørt, at kristne ryger, og her kan der være situationer, hvor en rygende kristen må give afkald for fællesskabets skyld.

Lagt på nettet 13.11.2001