Ordet ”skam” er meget fremme i tiden. Det er nok egentlig godt, fordi det ofte er en begyndelse til hjælp at få sat ord på de svære ting. Samtidig er det nok desværre også et tegn på, at der bestemt ikke bliver mindre skam i vores samfund i disse tider – tværtimod.

Skam kan defineres på flere måder. En bred, men dog brugbar definition kan være: jeg føler skam, når jeg føler, at jeg ikke er god nok. 

Hvad er jeg ikke god nok til? Det kan være mange ting. Ikke god nok til mine egne krav og forventninger. Ikke god nok til mine venners forventninger og sociale normer. Ikke god nok til de sociale mediers krav om popularitet, Ikke god nok til at Gud vil have med mig at gøre. Ikke god nok til … osv.

Udenfor

Et af de frygtelige resultater af skam er, at man oplever sig udenfor. Udenfor det gode selskab. Udenfor de ”gode”s rækker. Udenfor menneskers og Guds accept og kærlighed. Man er alene og fortabt. Og måske værst af alt: det er jo min egen skyld. For jeg er jo ikke god nok. Og da det moderne menneske selv har ansvaret for at skabe sig selv og sit liv, er der kun én eneste at læsse ansvaret over på: mig selv. Mere elendigt kan det vel næsten ikke blive. Jo, måske: Jeg er vel sådan set ikke ond – jeg er bare for ringe. Men det er vel en sølle trøst.

For alt i verden

Vi mennesker er skabt som sociale væsener. Så vi vil med alle til rådighed stående midler kæmpe for at komme ud af skammen. Vi må – bogstavelig talt – for alt i verden slippe ud af skammen. Meget af vort forbrug, megen af vores adfærd i det hele taget er styret af dette. Men det hjælper langt fra altid.

Juleskam

Som kristen kan jeg opleve, at selv om skam i forhold til andre mennesker er forfærdelig, er skam i forhold til Gud om muligt endnu værre. Samtidig oplever jeg Gud som den eneste ressource, der for alvor kan hjælpe mig ud af skammen. Andre menneskers accept og kærlighed er supergode ting, der kan hjælpe rigtig meget. Men Guds kærlighed går et lag dybere og imødegår de følelser, som selv kærlige mennesker ikke kan opveje.

Gud selv ”bed hovedet af al skam” som man sagde i gamle dage, og lod sig føde som en socialt udsat baby i et fodertrug i en stald i et hul i jorden i et ubetydeligt land, der var besat af en stormagt. Han havde i det ydre og efter de almindelige menneskelige normer intet at være stolt af og alt at skamme sig over. Men han kom til vores verden netop for at befri os fra både skyld og skam. Julenat var så total en kærlighedserklæring til alle os mennesker, at det burde modvirke rigtig megen skam: vi er alle sammen så meget værd, at Gud kom til os som et lille menneske, der voksede op for at lide og dø for os.

Juleværd

Lad os glæde os over det. Og lad os smitte af Gud og prøve at møde andre med accept og kærlighed – også selv om de ikke er bedre til at leve op til alle mulige ting, end vi selv er! Alle de forskelle forsvinder alligevel, hvis vi i overført betydning sætter os i halmen ved siden af den lille baby i truget. I den stald behøver ingen at skamme sig – for her er Guds kærlighed. Det løser ikke hokus pokus op for alle vort sinds mærkelige bindinger. Men det er et rigtig godt sted at gå hen, når vi trænger til et pitstop på vejen.