02.09.2000 12:00 Alder: 24 yrs

Skrevet af:
Henrik Hoffmann-Hansen

Hvordan kan man tage Bibelen bogstavelig?

Jeg har lige læst et spørgsmål og et svar om hvorvidt Bibelen skal tages bogstaveligt. Spørgeren henviser til de 2 forskellige skabelsesberetninger. Svaret lyder så, at nummer 2 understøtter eller udbygger nummer 1. For det første er jeg da nysgerrig efter at høre hvordan den hænger sammen. Skulle Gud først have fjernet vandet og så senere opdaget at han har fjernet for meget? Det jeg synes er interessant er, at spørgeren opfatter det som 2 forskellige skabelsesberetninger og svareren giver ham sådan set lov til at have den opfattelse, men påpeger at han har en anden opfattelse. Med to så vidt forskellige opfattelser kan man da ikke hævde at biblen skal tages bogstaveligt. Hvis bibelen kan fortolkes på et væld af forskellige måder, så ryger det med at tage den bogstaveligt jo ligesom af sporet. Og biblen kan da fortolkes. Det er en samling historier skrevet af mange forskellige mennesker på mange forskellige tidspunkter. Historierne om Jesus blev f.eks skrevet 30-40 år efter hans død. Endvidere er bibelen jo oversat fra et sprog der ligger meget fjernt fra dansk og engelsk... Kan vi være sikker på hvert eneste ord vi læser? Og hvad skal vi dog med det gamle testamente? Jesus blev korsfæstet fordi han gjorde oprør imod de gamle skrifter og de lærde og skriftkloge. Der skal sikkert nok være noget for os at hente i det gamle testamente, men burde vi ikke netop tage en smule afstand og passe på hvad vi tager og ikke tager bogstaveligt, når netop Jesus valgte at gøre oprør mod dette?

Jeg beklager, hvis mit svar på et tidligere spørgsmål angående skabelsen (se Har Bibelen to forskellige skabelsesberetninger? og Skal Bibelen tages bogstaveligt?) kan give anledning til misforståelse. Min pointe var, at det i forbindelse med det stillede spørgsmål ikke er så afgørende, hvordan vi deler bibelens to første kapitler op i afsnit. Derimod er det naturligvis afgørende, at der ikke er indbyrdes modstridende oplysninger i de to kapitler. Det mener jeg ikke der er, og jeg må tilstå, at jeg slet ikke forstår din indvending vedrørende vandet.

I det første kapitel får vi at vide, at Gud sørgede for at opdele den jord, han havde skabt i hav og tørt land. Derefter lod han planter osv. spire frem på landjorden. I kapitel to uddybes dette så. Der bliver (igen) gjort rede for, at der til at begynde med ikke var buske og planter på jorden. Så kommer der en uddybning af, at da Gud så skabte planterne (plantede en have i Eden), så sørgede han for, at de blev vandet (ved at lade en flod springe frem). Det strider jo på ingen måde imod, at han tidligere havde samlet vandet på jorden i havet.

Jeg vil gerne give dig ret i, at bibelen kan fortolkes. Den bliver ofte fejltolket, og jeg mener, at skal vi forstå den rigtig (nemlig sådan som den selv lægger op til at blive forstået, og sådan som Jesus og apostlene forstod den), så må vi opfatte den bogstaveligt. Det er da sandt, at der kan være vanskeligheder forbundet med oversættelser af ord og passager. Der kan godt nævnes eksempler på, at dette har givet anledning til misforståelser. Men når det gælder bibelens budskab til os, så behøver ingen ærlig bibellæser være i tvivl.

Som du anfører, er bibelen er ganske rigtig skrevet af mange forskellige mennesker, og nedskrivningen er foregået over mange hundrede år. Men du glemmer at tilføje, at disse mennesker blev inspireret af Gud. Det er det, der gør bibelen til Guds ord, og det er derfor den indtager en særstilling blandt alle verdens bøger. Dette gælder både det gamle og det nye testamente, og det går slet ikke an at skille disse fra hinanden.

Jeg mener, du tager helt fejl, når du hævder, at Jesus gjorde oprør imod og tog afstand fra det gamle testamente. Tværtimod sagde han jo selv: "Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven og profeterne. Jeg er ikke kommet nedbryde, men for at opfylde", se Matt. 5,17 (og der kunne anføres mange andre citater).

Det er ikke muligt for mig at svare fyldestgørende på alle aspekter af dine mange spørgsmål. Foruden at henvise til bøgerne fra mine tidligere svar, så vil jeg foreslå dig (og andre med tilsvarende spørgsmål) at gå i gang med at læse bibelen grundigt. Læs den omhyggeligt, i sammenhæng og læs den igen. Den tåler fint, at vi stiller spørgsmål til det, vi læser, og selvom vi ikke får svar på dem alle - og slet ikke lige med det samme - så er det min erfaring, at bibelen både er konsistent, spændende, udfordrende, givende, overraskende og meget mere. God læselyst.


Skrevet af:
Henrik Hoffmann-Hansen

Lagt på nettet 02.09.2000

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også