Hvordan efterleve kristen næstekærlighed?

Tak for dit gode og vigtige spørgsmål, der viser, at du virkelig gerne vil være en Jesu efterfølger! Bliv endelig ved med at stille spørgsmål til din egen og andre kristnes livsførelse - det er den måde, vi undgår at falde i åndelig søvn på!

Når det er sagt, kan jeg ikke påstå, at jeg har et let og færdigt svar på dit gode spørgsmål! Det har været diskuteret meget op gennem kirkehistorien. Et eksempel på den diskussion finder vi i romanen (og filmen af samme navn): "Rosens navn" af forfatteren Umberto Eco. Måske kender du nogle af de munkeordner, der blev resultatet af nogle af diskussionerne: Fransciskanerne er en af disse munkeordner, der havde fattigdomsidealet som det øverste mål for deres liv. Frans af Assissi, som grundlagde ordenen, var en rig ung mand, der havde udsigt til at arve en voldsom stor formue. Men kort fortalt fravalgte han det hele for at leve blandt de fattigste og de syge for at hjælpe dem.

Andre kristne rige mennesker valgte at beholde deres rigdom for gennem den at kunne hjælpe en masse, der havde det skidt. Og sådan har det været siden Jesu tid! Vi møder i Ny Testamente mindst et eksempel på, at Jesus vælger side: Umiddelbart før hans sidste påske er Jesus i Betania, hvor der kommer en kvinde og salver ham med en gevaldig dyr salve. Judas bliver forarget over det og udbryder, at salven skulle have været solgt og pengene givet til de fattige! Og det lyder jo meget som Jesus at sige sådan. Men Jesus svarer overraskende: "Lad kvinden være, så hun kan gemme salven til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid." (Johannes-evangeliet kap 12 vers 7-8). Her siges det altså, at det kan være OK at bruge penge på at tjene Jesus ved at gøre noget godt og smukt for ham fremfor at hjælpe fattige.

I apostelen Jakobs brev taler han stærkt imod de rige. Men det er egentlig ikke det, at de er rige, der er problemet, men hvordan de har opnået deres rigdom! (Læs Jakobsbrevet kap 5 vers 1-6). I følge den tekst er det et problem, hvis man er blevet rig på andres bekostning. Her nævens det, at de har udbetalt for lidt løn til deres arbejdere i marken. Og på flere andre måder er de blevet rige på bekostning af andre. Så det er den uretfærdighed, der er problemet, men ikke selve deres rigdom.

I Apostlenes Gerningers første kapitler møder vi en del Kristus-troende, der sælger alt, hvad de har og deler pengene med dem, der har brug for det. Men senere hen møder vi også i Apostlenes Gerninger beskrivelser af Kristus-troende, der beholder deres rigdom.

Jeg har taget alle disse eksempler frem for at vise dig, at for mig at se kan vi ikke give et klart og entydigt svar på dit spørgsmål. Som med mange andre ting i det kristne liv er du (og jeg!) nødt til selv at vurdere (mens vi snakker med Gud og kristne venner om det), hvad der er det rigtige at gøre. Den bedste ledetråd, jeg selv har fået i det spørgsmål, er det, at jeg faktisk ikke ejer noget af det, jeg har. Jeg er i virkeligheden kun forvalter af penge, tid, evner osv. som jeg har. Det giver et noget andet perspektiv ind over livet, når jeg husker på det. Gud er den egentlige ejer, og jeg skal altså bare forvalte det, der er hans.

Jeg vil ønske dig al Guds velsignelse og hjælp til at være hans forvalter!

Lagt på nettet 30.03.2002