11.06.2003 12:00 Alder: 22 yrs

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Hvilken rolle spiller jomfru Maria i folkekirken?

Jomfru Maria spiller en så tilbagetrukken rolle i den danske folkekirke, fordi hun spiller en tilbagetrukken rolle i Ny Testamente. Det lyder nok lidt overraskende og voldsomt måske, så det vil jeg godt uddybe nærmere:

Ny Testamente nævner kun Maria ganske få gange, nemlig i følgende kapitler:

- Matthæusevangeliet 1; 2; 12 og 13;

- Markusevangeliet 6;

- Lukasevangeliet 1; 2 og 8;

- Johannesevangeliet 2; 6; 19 samt

- Apostlenes Gerninger kap 1.

Det bemærkelsesværdige er, at hun ikke er nævnt i en eneste prædiken for hverken jøder eller hedninger i Apostlenes gerninger og heller ikke er nævnt i nogen af de nytestamentlige breve. Hun er altså ikke nævnt særlig hyppigt, og på afgørende steder slet ikke. Det er det, jeg mener med en tilbagetrukken rolle. Hun er kun nævnt for så vidt, som hendes indsats siger noget vigtigt om Jesus.

Ny Testamente sætter hende på linje med alle andre troende, men ikke i særklasse blandt de troende. Det er dette forhold, som Reformationen (Martin Luther) gjorde alvor af.

Heroverfor står den katolske kirke, som anbringer hende i særklasse blandt de troende, både i himlen og på jorden. De katolske kirke siger, at hun er født uden arvesynden, og at hun er optaget legemligt til himlen (ligesom Elias eller Jesus selv). Dertil kommer, at katolikkerne beder til hende, ligesom de beder til deres andre helgener. Kronen i denne katolske opfattelse er, at Maria kaldes himmeldronningen.

Når det gælder hendes død, siger NT faktisk intet. Det er altså muligt, at hun blev legemligt optaget til himlen ligesom Elias, men vi ved ikke noget om det, og det er ikke afgørende på nogen måde. Vi ærer jo heller ikke Elias særlig meget, fordi han fik dette privilegium, og Jesus bruger det ikke i sin forkyndelse.

Det springende punkt i Ny Testamente for hele den katolske opfattelse af Marias særstilling er Johannes' Åbenbaring kap 12, hvor en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved føder en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter. Der er ingen tvivl om, at barnet er Jesus, men hvem er kvinden? Katolikkerne svarer Maria, og lutheranerne svarer Guds folk. Argumentet for det sidste er, at sol, måne og stjerner i 1 Mosebog 37 udtrykker Jakobs familie, stamfamilien til Israels folk, som er Guds udvalgte folk og menighed i Det gamle Testamente. Desuden ser vi flere gange i både GT og NT, at Guds menighed sammenlignes med en kvinde, som er Guds brud. Jesus er altså født af Guds folk.

Senere i kapitlet skildres hun som mor for de troende Johannes' Åbenbaring 12,17). Dette kan have sammenhæng med Paulus' brev Galaterne 4,26, hvor det himmelske Jerusalem nævnes som kirkens mor. Hvem kvinden end er, skildres hun ikke som dronning, og der siges intet om, at hun skal påkaldes. Derfor trækker jeg grænsen dér.

Ny Testamente forkynder os hverken i Johannes' Åbenbaring 12 eller nogen andre steder en syndfri himmeldronning, som vi skal påkalde. Ny Testamente viser os derimod, at den eneste, som er født uden synd, er Jesus. NT er optaget af at berette om ham, hans gerninger og lære. Det er genenm ham, vi skal komme til Gud, og det er ham, der sammen med Helligånden går i forbøn for os til Gud (Paulus' Brev til Romerne 8,34.26-27). Se også Brevet til Hebræerne 7,25; 9,24; Johannes' 1. brev 2,1.

De ældste kristne skrifter efter NT er optaget af det samme. Først langt senere, omkring år 240 begynder Origenes at tale om, at de afdøde troende i himmelen beder for de troende på jorden. Og atter langt senere begynder man at påkalde helgenerne.

Bibelen afviser kontakt med de døde, og den lærer os intet om, at vi skal forvente åbenbaringer fra de døde. Den har kun ét eksempel på noget sådant, og det skete ved dødemaning, altså ved hekseri. Det var kvinden i En-dor, som manede Samuel frem (1 Samuelsbog 28), hvis det altså var ham, der kom frem! Men under alle omstændigheder kom der ikke noget godt ud af det. Jesus afviser også, at det skulle gavne noget særligt, at afdøde troende kom og forkyndte sandheden for mennesker (Lukasevangeliet 16,19-31).

Derfor tror jeg, at det ikke er Gud, der står bag begivenhederne i Medjugorje (hvor Maria påstås at åbenbare sig). Vi har allerede alt, hvad vi har brug for, i Bibelen.

Af disse grunde taler vi i den evangelisk-lutherske kirke lige så lidt om Maria, som Ny Testamente gør.

Det indebærer, at vi i dag kun har én Maria-fest (Marias Bebudelsedag), selv om vi også efter Reformationen har haft to mere (Marias Renselsesdag - besøget i templet 40 dage efter Jesu fødsel, 2. februar, Kyndelmisse - og Marias Besøgelsesdag en gang i juli, hvor man forkyndte om hendes besøg hos Elisabeth).

Vi har i salmebogen fra 1953 to Maria-salmer, nr. 63 og 64, og delvis også nr. 172, og de skildrer ganske glimrende den evangelisk-lutherske Maria-lære. Hun er et troens eksempel, men ikke himmeldronningen.

En gammel kollega sagde til mig, at Maria er "inkarnationens vogter". Hun skulle passe på Guds søn, da han var hendes lille søn. Og som sådan har hun sammen med Josef haft en opgave som ingen andre. Men dybest set var det jo Gud, der var deres beskytter. Det ser vi jo tydeligt ved flugten til Ægypten (Matthæusevangeliet 2, 13-23). Dér, hvor folkekirken taler mest om Maria, er i forkyndelsen af bebudelsen, jomfrufødslen og i gennemgangen af Marias lovsang. Men dér synes jeg da også, at mange gør meget ud af det.

Så synes jeg også, at vi må konstatere, at der er mange kvinder i kirkens historie, som vi ved meget mere om end Maria. Jeg har lige læst en bog som godnathistorie for min yngste søn. Bogen handler om Gladys Aylward, der døde i 1970. Hun var et brændende Kristus-vidne for det kinesiske folk og et stort eksempel til efterfølgelse. At jeg læser en sådan bog op, anser jeg selv for en del af den evangelisk-lutherske måde at ære helgenerne på. Vi ser, hvad Gud har gjort gennem dem og inspireres til at efterfølge dem.

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 11.06.2003