13.08.2001 12:00 Alder: 23 yrs
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Hvad sker ved Jesu genkomst?

Jeg har netop læst bogen "Ladt tilbage", første bind i serien om bortrykkelsen og de sidste tider. Jeg er klar over at Indre Mission ikke deler forfatternes syn på bortrykkelsen og de sidste tider, men hvad tror Indre Mission egentlig på i den forbindelse - og hvorfor?

... men det er ikke let at svare på. For Indre Mission har ikke nogen fælles mening på det punkt. Du vil kunne finde adskillige, hinanden uforenelige tolkninger af Bibelen på det punkt. Hvad du nok ikke let vil kunne finde, er derimod den holdning, at det er livet om at gøre, hvilken tolkning man skulle lande på. Det er et af de områder, hvor vi ikke har de store problemer ved at lade forskellige tolkninger leve side om side. Det hænger måske ikke bare sammen med, at det virkelig er vanskelige tekster at tolke, men også, at kirkehistorien har skrækkelige eksempler på, hvor galt det går, når man bliver alt for bastant og skråsikker i sin forventning til de sidste tider og Jesu genkomst. Men stort set vil du kunne finde følgende tolkninger:

1. De "sidste tider" vil være præget af lovløshed og katastrofer, de fødsels-"veer", der går forud for fødslen af Den nye Jord. Det vil være Antikrist's tid (hvad enten han så forstås som en bevægelse, en periode eller en person). På den sidste dag i historien vil Jesus komme igen som dommer og frelser; de troende bortykkes til ham i Himmelen, og Dommedag skal afgøre den enkeltes evige skæbne. Derefter begynder det evige livs verden.

Denne tolkning vil henvise til tekster som Mattæusevangeliet 24-25 og 1 Tessalonikerbrev 4,13ff. Det er værd at lægge mærke til, at næsten samtlige tekster i Bibelen beskriver Jesu genkomst, Dommedag og oprettelsen af den nye verden som én begivenhed.

2. De "sidste tider" vil være præget af fødselsveerne, af Antikrists regime. Når Jesus kommer igen, skal de troende bortrykkes og mødes med ham. Men han vil ikke med det samme holde dom og oprette den nye verden, men først oprette et Tusindårsrige på den gamle jord - et fredsrige, hvor fx Esajasbogens forudsigelser om fredsriget (Esajas 2,1ff; Esajas 35) skal gå i opfyldelse. Først efter dette Tusindårsrige vil Dommedag komme, den gamle jord forsvinde og det evige livs verden begynde.

Denne tolkning vil først og fremmest henvise til Johannes Åbenbaring 19-21, hvor det kan se ud, som om der er skudt et midlertidigt herredømme på "1000 år" (hvad enten de så skal forstås symbolsk eller bogstaveligt) mellem Jesu genkomst i kap 19 og den nye jord i kap 21. Andre vil indvende, at det er en helt forkert måde at læse Åbenbaringsbogen på, fordi den slet ikke vil skildre et forløb, men igen og igen vender tilbage til at skildre Guds frelsesværk i Jesu første og Jesu andet komme (men med forskellige billeder, fra forskellige vinkler).

3. De troende vil blive bortrykket ved Jesu usynlige komme inden de sidste tider. Først derefter kommer Antikrists regime og de trængselstider, hvor nogle få vil komme til tro, men leve under svær forfølgelse, indtil Jesus kommer og opretter Tusindårsriget.

Denne tolkning vil henvise til fx Mattæusevangeliet 24,40-41, men iøvrigt påpege en rød tråd i Skriften, hvor Guds folk altid reddes ud af undergangen. Det er denne tolkning, der ligger til grund for nogle kristne romaner (og også for nogle kristnes mareridt!), at verden en dag pludselig vil opdage, at de virkeligt troende er pist forsvundet, og kun hyklere og navnkristne er ladt tilbage.

Jeg vil tro, at de fleste i Indre Mission vil fastholde, at det, der skal prædikes og undervises i, det er Jesu komme til frelse og til dom og vores møde med ham som én begivenhed, for det er dén, Ny Testamente betoner: Forventningen om at møde ham, advarslen om at være rede og vogte sig for hykleri og overfladiskhed. Om så det i opfyldelsen vil vise sig, at der bliver tale om to eller endda om tre adskilte begivenheder, det er ikke umuligt; men det er under alle omstændigheder ikke noget, Ny Testamente lægger vægt på. Og så skal vi heller ikke lægge vægt på det.


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 13.08.2001

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også