12.12.2002 12:00 Alder: 22 yrs

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Hvad betyder det at Jesus er Messias?

Der har været mange bud på en ret opfattelse af 'Messias' i Gammel Testamente. Det gælder både i jødisk tænkning de sidste 2500 år og også blandt teologer i kirkens historie. Jeg vil i korte træk forsøge at skitsere den tolkning, jeg mener, vi finder i de bibelske tekster – dvs. sådan som Ny Testamente (især Jesus selv) tolker GT-tekster.

Messias i Det Gamle Testamente

Messias er hebraisk og betyder 'den salvede' (fx Salme 2,2). På græsk hedder 'den salvede' Kristus. I NT bekender Peter, at Jesus af Nazareth er Kristus, dvs. den salvede/Messias, som løftede i GT er knyttet til. Jesus siger i den forbindelse, at dette har han ikke selv set, men fået åbenbaret af Gud (se Matthæusevangeliet kap. 16,15ff). Salme 2 benævner også Guds salvede som sønnen (Salme 2,7). Denne bekendelse lyder bl.a. ved Jesu dåb (Matthæusevangliet kap. 3,17) og ved forklarelsen på bjerget (Matthæusevangeliet kap. 17,5) af Gud selv.

I GT findes der mange udsagn og profetier om Messias, selvom navnet ikke direkte udtrykkes. Allerede inden Adam og Eva blev smidt ud af Edens have, gav Gud dem et løfte, som de kunne tro på (1. Mosebog 3,15). Han ville sende én, som skulle være menneske og samtidig mægtig nok til at knuse Satan. For at dette kunne ske måtte dette menneske besidde guddommelige kræfter; Adam og Eva havde jo selv lige oplevet, at de som mennesker med menneskelige kræfter ikke kunne modstå Satan. Til Abraham gives der flere løfter. Særligt 1. Mosebog 12,1-3 er væsentligt. Her lover Gud, at der skal komme en søn, hvorigennem hele jorden skal velsignes. Dvs., at syndens forbandelse og straf skal blive fjernet fra menneskene, hvis de tror på dette løfte (jf. 1. Mosebog 15,1-6). Det gjorde Abraham. Faktisk siger Jesus, at Abraham glædede sig til at skulle "se hans dag og fik den at se" (Johannesevangeliet 8,56)!

Da patriarken Jakob skal velsigne sine sønner før sin død, taler han også om den kommende Messias (1. Mosebog 49,8-12). Den upålidelige profet Bileam bliver et redskab til at komme med en profeti om Messias (4. Mosebog 24,17). Og der kunne nævnes mange flere…i de historiske skrifter, i Salmerne (fx 2, 89, 118) og hos profeterne (fx Esajas' bog 7,14; 9,6-7; 52,13-53,12, Mikas bog 5,1ff).

Det vil altså sige, at der lige fra tiden efter syndefaldet og frem til Jesu fødsel har været udsagn/profeti­er om velsignelsen/sønnen/messias, som hele menneskeslægten har kunnet tro på. Troen har hørt hjemme i relation til Gud i den pagt, som Gud har stiftet med mennesket (se igen 1. Mosebog kap. 15 og 17). Indenfor denne pagt hersker Guds nåde, retfærdighed, barmhjertighed og tilgivelse, og mennesket i pagten kræves at være lydig (se fx 5. Mosebog kap. 30).

Troen på Messias - afsæt i Den Gamle Pagt

Denne tro får særligt tre ting at forholde sig til indenfor pagten, og disse tre ting er samtidig noget, som rækker udover dem selv og peger på den kommende Messias.

Det første er hele offerloven (findes særligt i 3. Mosebog). Det er ikke ofrene i sig selv eller det at bringe et offer, der renser for synd og frelser et menneske eller gør det rent igen. Også her er det troen, der er afgørende. Troen på, at Gud tilgiver synd ved blodet (3. Mosebog 17,11). I denne forbindelse er det præsten og især ypperstepræsten, der står i centrum (se fx 3. Mosebog 16). Denne blev salvet til at stå i tjeneste for Gud og mennesker, men kaldes ikke selv den salvede.

Det andet er konge-institutionen. Efter den første konge, Saul, bliver David konge over Israel. Når kongen træder ind i sin tjeneste, bliver han salvet (særligt udrustet af Gud ved hans Ånd). Han bliver et forbillede på den Messias, der skal komme og regere. I et løfte fra Gud hører David, at hans kongedømme skal vare evigt, og der skal komme en søn fra hans slægt og sidde på tronen. Det skal være et fredsrige (se 2. Samuelsbog kap. 7). Denne tekst bliver et nøglested for profeternes tale.

Det tredje er profettjenesten. En profet bliver på en særlig måde kaldet af Gud til tjeneste, dvs. til at bringe et budskab fra Gud ind i tiden til et folk, som ofte ikke vil vide af Gud eller lytte til ham. Også en profet bliver salvet ved indgangen til denne tjeneste. Profeterne taler flere steder om den kommende Messias og om det rige, han skal bringe (fx Esajas' bog kap. 11,1ff; 35,1ff; 65,17-25).

Messias-paralleller i Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente

Vi finder ikke direkte et sted i NT, hvor Jesus sammenfatter det at være Messias i disse tre ting – eller embeder, som de også kaldes: Præst, Konge og Profet. I urkirken bliver det dog hurtigt normalt at se Jesus på denne måde i lyset af GT som Messias og Kristus. Guds sande Salvede og Guds Søn.

Jeg vil vise tre steder i GT (og som anvendes i NT), som for mig entydigt peger på, at det er bibelsk at tale om Jesus på denne måde.

1. Moses siger i 5. Mosebog 18,15: "Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde." I Johannesevangeliet kap. 6,14 kan vi læse: "Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.«". I Apostlenes Gerninger udfoldes dette af Peter og Stefanus. (se også Jesu egen forståelse i Lukasevangeliet kap. 4,16ff).
2. Den lidende tjener eller Præsten som ofres beskrives i Esajas kap. 53. Denne tekst anvendes om Jesus i NT (1. Petersbrev 2,22-25; 2. Korintherbrev 5,21). Om GT's præstedømme, offer, blod og ypperstepræst – som rummes i Jesus Kristus – er dette temaet i hele Hebræerbrevet (særligt kap. 6,13-10,18).
3. Den frelsende Konge er nævnt bl.a. i Zakarias' bog 9,9 (se også Esajas' bog 62,11f). Denne profeti siges om Jesus ved indtoget i Jerusalem i forbindelse med påsken forud hans død (Matthæusevangeliet 21,5). Jesus siger om sig selv, at han er himlens og jordens herre/konge (Matthæusevangeliet 28,18). Og som afslutning på sin pinsetale, da Ånden er kommet over disciplene, siger Peter, at Jesus er både Herre/Konge og Kristus/Messias (Apostlenes Gerninger 2,36). Ja, disciplen Thomas kan ligefrem udbryde: "Min Herre og min Gud!" (Johannesevangeliet 20,28.31).

Jeg vil slutte her – velvidende, at der kunne siges meget mere, og mange andre tekster kunne være taget frem.

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Lagt på nettet 12.12.2002