Gemt og glemt ved minus 18

---

"Gør det for min skyld! Og for børnenes," trygler fruen, mens jeg krammer den yngste, som var det for sidste gang.

I uger, måneder og år har jeg udskudt opgøret med fortiden. Men nu skal det være. Jeg mander mig op og ifører mig uldne handsker. For husfredens skyld.

Den venter på mig ude i garagen. Hvid og kantet som en gammel Opel Kadett og med det karakteristiske grønne øje stirrende olmt på mig. Da jeg forsigtigt letter på låget, mærker jeg kulden skære gennem marv og ben.

Mad fra fordums tid

Resolut går jeg i gang med at tømme indholdet over i en balje. Det er hårdt og koldt, men også rart at få det fra hånden.

Der er hakkedrenge og grillpølser fra i sommers. Og der er poser med grøntsagsblandinger og rester af en kagemand, der må være mindst fem år gammel. I kurvene er der bøtter med ubestemmeligt indhold, og jeg noterer mig, at frossen bolognese ikke skal forveksles med blommekompot, selv om de ligner hinanden.

Jeg noterer mig også, at sidste anvendelsesdag udløb i 2018 for en flæskesteg og en forstegt juleand. Og at lammekøllen, der skulle gemmes til en særlig anledning, endte med at synke ned i glemslen. Ligesom de jordbær, vi lå på alle fire og plukkede en varm sommerdag i sidste årti.

Minderne vælter frem, det er som at bladre i et familiealbum ved minus 18 grader.

Væk med isen

Jeg kan efterhånden ane bunden og trækker en pose grønne bønner op, mens jeg beder en lille én til Gud. Jeg takker ham for, at jeg hverken mangler mad eller nogen at dele den med.

Til sidst forsøger jeg at banke isen af siderne. Det er sværere end forventet, så jeg trækker stikket og lader varmen gøre arbejdet.

Efter nogle timer kan jeg tømme den for vand, og bortset fra nogle elastikker og et vildfarent rundstykke er den nu helt tom, så jeg igen kan fylde madvarerne i. Vi er ikke sarte og undgår helst madspild, så det hele kommer med, uanset alder. Og nu, hvor isen er væk, fylder det kun det halve.

Da strømmen igen er sluttet til, og kompressoren brummende har taget fat på nedfrysningen, fortsætter jeg min stille bøn.

Jeg takker Gud for, at han ved, hvad der ligger gemt i mit hjerte – også det, jeg for længst selv har glemt. Og jeg beder ham om at rense det ud, som er dårligt eller fylder unødigt og tager pladsen fra det gode. Noget har ligget for længe og sidder urokkeligt fast. Men jeg tror på, at hans varme kan smelte selv den mest genstridige is.

---

Skrevet af:
Ole Noermark Larsen

Lagt på nettet 19.01.2024