Skrevet af:
Jørgen Anker Hedager Nielsen
Fra slagsbror til præst
Foto: Jørgen Hedager Nielsen
Indtil Jim Sander Christensen var 36 år, forsumpede han mere og mere på værtshuse og i fængsler, men så greb Gud ind.
"Far var drikfældig og voldelig. Mor havde kærlighed, men hun var ikke i stand til at vise den på en måde, så jeg og min storesøster forstod det," siger han.
Smidt ud overalt
Jim begyndte meget tidligt at drikke sig fuld og stjæle. "Vi var en lille gruppe, som stjal sprut og smøger og brød ind i villaer. Der var masser af penge i det."
Han blev smidt ud alle steder. "De eneste steder, jeg ikke er blevet smidt ud, er sjovt nok fængslerne," siger han med det humoristiske glimt, som ofte dukker op i øjnene. Han mødte mange dygtige folk, som gene ville hjælpe, men han evnede ikke at tage imod noget som helst.
"Selvdestruktionen fyldte mig som en sort skygge. Jeg var nødt til at gøre mig hård for at kunne være med i min bande."
Som et hjem
Der gik ikke mange dage efter hans 18-års fødselsdag, før han røg i spjældet første gang. Da han sidste gang blev løsladt, var han færdig med livet, mente han. Han var blevet stiknarkoman i fængslet og forsøgte flere gange selvmord.
På et alkoholambulatorium så han en folder, hvor der stod ENSOM. Det var en invitation fra KFUM's Sociale Kollegium på Islands Brygge.
Om aftenen sneg han sig ind på kollegiet. Han var påvirket, og han havde ikke fortalt, at han var narkoman. Pludselig blev han råbt an af en pige, der arbejdede som volontør på stedet. Pigen fornemmede hans smerte og ville vide, hvad der var i vejen.
"Jeg ved det ikke," lød svaret. "Jeg vil så gerne elske alle mennesker, men jeg kan ikke lade være med at banke dem oven i hovedet og stjæle deres pung."
Hun spurgte, om hun måtte bede for ham.
"Jeg anede ikke, hvad det betød, men det måtte hun da godt, for så kunne jeg sidde sammen med et andet menneske. Han kunne ikke mærke, at bønnen gjorde forskel, så oplevelsen var glemt efter et par uger.
Naglet til risten
Den 17. december 1994 skulle han hente metadon på apoteket. Da han gik ud ad døren på kollegiet, skete der noget, som kom til at ændre hans liv.
"Mine fødder blev naglet til risten ved døren, og jeg blev helt stiv. Jeg hørte en tydelig røst: 'Jim, det er Gud, der taler til dig. Nu skal du høre efter!' I det øjeblik stod alt lysende klart for mig. Jeg forstod mit liv og mine problemer. Jeg vidste, at jeg skulle være præst."
Efter oplevelsen gik Jim ind på kollegiets kontor og sagde: "Gud har lige rørt ved mig, så nu skal jeg vel til at gå i kirke?" De anbefalede ham at gå i Solvang Kirke, og der i kirken stod pigen, som havde bedt for ham.
Efter et langt ophold på et rehabiliteringssted i Jylland kom Jim tilbage til København. Han gik i gang med at studere med henblik på at blive præst og troede oprindelig, at han skulle være gadepræst i København. "Det smerter mig stadig at gå i den indre by og møde mennesker, som går til grunde på de værtshuse, hvor jeg engang hørte til. Men Gud har kaldet mig til Thyborøn,” slutter Jim, der i dag er præst i den lille vestjyske havneby.
Skrevet af:
Jørgen Anker Hedager Nielsen
Lagt på nettet 23.01.2019
