Er jøderne stadig Guds udvalgte folk?

---

Det helt afgørende skriftsted, som behandler dette spørgsmål finder du i Romerbrevet kapitel 9-11. Når man i den kristne kirke fastholder, at det jødiske folk stadig er Guds udvalgte folk, så skyldes det bl.a. det Paulus siger i disse kapitler:

11,1-2: "Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme. Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig."

11,28-29: "I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke".

9,4: "De er jo israelitter, de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske..."

Men betyder det så, at "vi" ikke er "ligeså meget udvalgt som dem?" Det kan jeg vist ikke sådan uden videre svare ja eller nej til. Det kommer nemlig lidt an på, hvordan vi definerer det med "udvælgelsen". For "udvælgelse" og "udvælgelse" er ikke nødvendigvis det samme...

Lad os se nærmere på det. Hvad betyder "udvælgelse" egentlig?

I Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente lærer, at Guds frelsesplan hænger sammen med "udvælgelse". Han udvælger bestemte personer eller grupper til et bestemt formål. Gud udvælger f.eks. Abraham, og senere hans efterkommere, da han frelser Israel fra Egypterne og stifter en pagt med dem på Sinai. Hensigten med denne udvælgelse er at skabe fællesskab mellem Gud og den udvalgte. Den ramme dette fællesskab foregår i er det GT kalder "pagten". Der er indgået en pagt - men en pagt, som altså hviler på Guds egen beslutning (udvælgelse) og ikke en gensidig overenskomst (som de "pagter", vi kan indgå med hinanden, hvor begge sider er blevet enige om visse forpligtelser). I den forstand er udvælgelsen et kald til det udvalgte folk om at leve som "udvalgt": dvs. som et folk, der af Guds nåde er sat til side i verden for at leve som et helligt folk, der afspejler Guds væsen til Hans ære - og til vidnesbyrd for andre folkeslag. At det er et kald antyder samtidig, at det sigter på lydighed.

Udvælgelsen er altså i sig selv ikke ensbetydende med at Gudsforholdet, fællesskabet med Gud, bevares. Pagten kan brydes ved at folket eller enkeltpersoner gør oprør, dyrker afguder, lever i synd, bryder Guds bud osv. Udvælgelsen står stadig fast, fordi den alene hviler på Guds beslutning, men det fællesskab med Gud kan tabes, når folket/enkeltpersoner vælger Gud fra. Derfor kæmper profeterne i det Gamle Testamente for at vække det udlydige folk, så de finder tilbage til pagten med Gud. Når Hoseas af Herren får besked på at kalde en af sine sønner: "Ikke-Mit-Folk, for I er ikke mit folk, og jeg vil ikke være med jer" (Hoseas Bog 1,9) - er det ikke fordi udvælgelsen er gået tabt, men fordi Gudsforholdet er gået tabt. Kaldet til at vende tilbage bekræfter, at udvælgelsen stadig står ved magt, men vender folket ikke tilbage til Gud, er alt det, som udvælgelsen ville give, tabt. Det betyder, at man kan tale om Guds folk som et fysisk folk, der er udvalgt, men indenfor det folk, er det kun en del, "en rest", der er det åndelige Guds folk: det sande Israel, det folk, der lever i pagten og dermed er frelst - dvs. har et ægte fællesskab med Gud.

Udvælgelse, men ikke fravælgelse

Inden vi går til det Ny Testamente er det vigtigt at få det med, at udvælgelsen af den ene ikke skal forståes som en fravælgelse af de andre! Sådan er vi nok tilbøjelige til at læse det: Hvis du udvælger dig Karen til din hustru, betyder det jo, at du vælger Sofie og Louise (o.s.v.) fra!! Men sådan er det ikke med Guds udvælgelse af Abraham og hans efterkommere, Israel. Det kommer klart frem i Guds kaldelse af Abraham: "Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.«" (1 Mosebog 12,1-3. Se også Esajas Bog 42,6). Udvælgelsen af Abrahams slægt sker ikke til andre slægters "forbandelse" - men velsignelse. Israel er udvalgt som forbillede for andre folk - dvs. for andre folks skyld. Lidt på samme måde, som en officer i hæren kan udvælge en af de menige til at gå foran i felten og bane vej for de andre! (På samme måde blev der også udvalgt enkeltpersoner indenfor det udvalgte folk - ikke imod de andre - men for de andre (Moses, Aron, David (kongerne), præsterne, profeterne osv.)

Udvælgelse i det Ny Testamente

Når vi går til Ny Testamente sker der noget afgørende med denne tanke. Udvælgelsestanken centreres om Jesus, som Guds "udvalgte" i egentlig forstand: "Og der lød en røst fra skyen: »Det er min udvalgte søn. Hør ham!«" (Lukasevangeliet 9,35-36). Jesus er "Guds søn", et udtryk, der kunne bruges om kongen (Salmerne Bog 2), men også om hele Israel (2 Mosebog 4). I Mattæusevangeliet 2,15 står der, at Jesus som barn kommer til Egypten, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: "Fra Egypten kaldte jeg min søn". Det er et citat fra Hoseas, men hos ham handler det om Israel (Hoseas Bog 11,1). I Esajas Bog fortælles der om "Herrens tjener", "min udvalgte" (Esajas 42,1), som i f.eks. 49,3 identificeres med Israel. Men Jesus tolker helt klart Esajas 53 om "Herrens lidende tjener" om sig selv. Jesus er m.a.o. det Israel, som Israel ikke kunne være. Han er Guds hellige, det lydige gudsmenneske, som gør Guds vilje helt og fuldkomment, som er ét med Gud. I modsætning til Israels folk står han fristelsen i ørkenen igennem (Mattæusevangeliet 4). Han er Abrahams sæd/afkom, som løftet havde talt om, og igennem hvilken, der skulle blive velsignelse for alle folkeslag (Galaterbrevet 3). Han er den ene, der er udvalgt for de manges skyld.

Med Jesus som Guds udvalgte, der gennemfører Guds frelsesplan, trækkes netop alle folkeslagene med ind i lyset. Udvælgelsen af Abrahams afkom havde velsignelse til alle folkeslag som sigtepunkt - at også de skulle have fællesskab med Gud. Jesus er Guds udvalgte - og har man troens fællesskab med ham - er man en del af Guds åndelige folk. Paulus siger bl.a.: "Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte." Det betyder, at de, der er døbt til Kristus er blevet "indpodet på det ægte oliventræ", Guds udvalgte folk (Romerbrevet 11). Derfor kan Peter siger om den kristne menighed: "Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed" (1 Peters brev 2,9-10). Vi kristne - er altså blevet en del af det udvalgte folk i åndelig forstand.

Denne Kristus-centrering - Jesus som det afgørende punkt i spørgsmålet om, hvem der er udvalgt - betyder imidlertid ikke, at det fysiske Israels udvælgelse forkastes. Paulus tolker det jødiske folks situation ud fra forskellen mellem det at være udvalgt og så det at have det rette forhold til Gud. (jf. ovenfor om det Gamle Testamente). Udvælgelsen står fast, de er Guds folk, men som Paulus siger det: "det er ikke alle som kommer fra Israel, der er Israel, og det er heller ikke alle Abrahams efterkommere, der er hans børn...." (Romerbrevet 9,6-7). Abrahams sande børn er de, der som han, bliver retfærdiggjort af tro - ved Jesus Kristus (Rom 4). Israel er udvalgt, men det afgørende spørgsmål er igen, om de vil tage imod dette kald og følge den nye pagts lovede Messias. Gør de det, er gudsforholdet genoprettet. Sådan er der faktisk "en rest tilbage", af Israels folk, "der af udvalgt af nåde", siger Paulus (Rom 11,5) - og her tænker han netop på den gruppe af jøder, som tog imod Kristus.

To forskellige betydninger af ordet udvalgt

Det fører os til den sidste kommentar til dit spørgsmål. For "udvalgt" bliver nemlig også brugt i denne sidste forstand (Rom 11,5), om de, der ikke bare er udvalgt, men som også har taget imod denne udvælgelse til frelse. Sådan bruges ordet "udvalgt" f.eks. i Mattæus 22,14: "Thi mange er kaldet, men få er udvalgt" (se også f.eks. 1 Peters brev 1,2f). Hvis vi skulle formulere denne sætning ud fra det, der ovenfor er sagt, kunne det faktisk formuleres: "Mange er udvalgt/kaldede, men få tager imod dette kald og bliver frelst". Det er selvfølgelig lidt forvirrende, men når "udvalgt" bliver brugt i denne sammenhæng om de frelste, er det for at understrege det forhold, at et menneske ikke af sig selv kan tage imod Guds frelse, uden at det er Gud selv, der føder et menneske på nyt. Dette kunne lede i retning af tanken om, at Gud har bestemt, hvem der skal frelses og hvem ikke (udvalgt/fravalgt). Men denne konklusion bliver ikke draget. Paradokset fastholdes: De, der bliver frelst, bliver frelst af Guds nåde aldeles ufortjent ved hans evige udvælgelse. De, der går fortabt, går fortabt, fordi de ikke vil tage imod kaldet og frelses...

Nu ved du så hvorfor jeg ikke bare kunne svare ja eller nej til dit spørgsmål. Men jeg håber, at det er blevet lidt klarere, hvordan forholdet mellem de Israels og kirkens udvælgelse hænger sammen. Ellers må du gerne spørge igen...

---

Skrevet af:
Jan Mortensen

Lagt på nettet 07.02.2003