Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard
Er hviledagen lørdag eller søndag?
Tak for dit spørgsmål, som egentlig er fire i alt. Jeg vil ikke besvare dem hver for sig, men give en samlet besvarelse.
I begyndelsen af Bibelen kan vi læse, at da Gud havde skabt og fuldendt skaberværket (1 Mosebog 2,1), hvilede han [ordet 'hvile' er på hebraisk afledt af 'sabbat']: »Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.« (1 Mosebog 2,3).
Gud var ikke træt, og derfor var det ikke nødvendigt for ham at skabe en hviledag. Men for menneskenes skyld skabte han en hviledag. Gammel Testamente vidner om dette på mange måder, bl.a. 2 Mosebog 20,8-11 og Esajas 58,13-14. Gud har givet menneskene en hellig dag, som æres ved, at man ikke gør, som man plejer.
Efter jødernes babylonske fangenskab fremkom den tradition i synagogerne, at sabbatten skulle bruges til studium af loven, og der blev lagt stor vægt på en minutiøs overholdelse af overleveringens detaljerede forskrifter. To Mishna-traktater (jødiske skrifter; nemlig: 'Shabbath' og 'Erubin') indeholder beskrivelser af de mindste petitesser i forbindelse med sabbatsfejringen.
Jesu kritik af farisæernes sabbatsoverholdelse går netop på denne tilføjelse af menneskelige overleveringer (traditionen) frem for at fastholde Guds egen forordning (se fx Markusevangeliet 2,27-28). Jesus gjorde netop ikke oprør mod sabbatten som sådan. Efter sædvane gik han i synagogen på sabbatten (Lukasevangeliet 4,16). Jesus ville lære farisæerne og os andre, at det ikke er den direkte loviske overholdelse af sabbatten, Gud har ønsket. Det er ikke 'forbudt' i Guds riget at gøre en god barmhjertighedsgerning eller at spise (Lukasevangeliet 6,1-11).
Sabbatten var den sidste dag i ugen, hvor man kunne hvile fra arbejdet. Efter jødisk kalender, der er opbygget over en syv-dags-model, kom dagen til at ligge på vores 'lørdag'. Som nævnt brød Jesus ikke med sabbattens placering eller indhold, sådan som Gud har villet det. Derfor døde han på forberedelsesdagen (vores 'fredag') til påskens store dag – påskesabbatten – og opstod først på den første dag i ugen (vores 'søndag'). Denne dag – den første dag i ugen – blev derfor tidligt den største dag for de kristne (Johannesevangeliet 20,19.26; Apostlenes Gerninger 20,7; Åbenbaringen 1,10). På den baggrund blev det bibelske indhold fra den jødiske sabbat så at sige overført på den kristne sabbatsdag, søndagen.
I egentligste forstand er søndagen stadig den første dag i ugen, men er i praksis i løbet af Kirkens historie blevet den sidste dag i ugen for de kristne – altså hviledagen. Mange kalendere angiver mandag som den første dag i ugen. For jøder er 'lørdag' fortsat sabbatsdagen, mens 'søndag' (Herrens dag) er sabbatsdagen for de kristne.
Sabbatsdagen er stadig ikke en dag, hvor mennesker gør, hvad der passer dem, men en dag, hvor mennesker gør Guds vilje. Det at erkende dagen som hellig for Herren vil bringe den fulde glæde med sig. Gud har velsignet dagen og skilt den ud fra alle andre dage. Derfor skal vi holde "sabbat", sådan som Gud har befalet det. For den dag tilhører Herren. Den er Herrens dag. Og her er vi ved den grundlæggende årsag til at varetage sabbatten: at det er en dag for Herren. Netop dette står ikke i modsætning til De ti Bud, men er hviledagsbudets indhold (se 2 Mosebog 20,8-11; 5 Mosebog 5,12-15).
Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard
Lagt på nettet 25.05.2001
