Er fedme synd?
Først vil jeg gerne pointere, at det ikke står nogen steder i Bibelen, at rygning er synd. En kristen er derfor for mig at se i princippet fri til at ryge. Men samtidig har en kristen fået ansvar for at forvalte Guds gode gaver til gavn for sig selv og sin næste, og det er i den forbindelse, at rygning (og det at spise til overvægt) kommer ind.
Vi har fået ansvar. Det betyder, at der er nydelsesmidler, som vi må afstå fra eller bruge i mindre doser, end vi egentlig kunne have lyst til. Når det gælder rygning, er der det særlige, at det i en del tilfælde kan gå ud over omgivelserne, f.ex. børn og andre i nærheden.
Mht fedme er dette sidste argument ikke så relevant. Men man har et ansvar for at behandle sin krop så godt som muligt, også når det gælder sund og nærende kost. Men... dette er altså ikke skrevet for at lægge yderligere byrde på nogen. Det nytter ingenting. Og der er faktisk i mange ungdomsmiljøer en helt unødvendig fokusering på kalorier!
Det overordnede svar er, at ingen af disse ting udpeges som synd, men at såvel rygning som mad må betragtes som noget, vi må tage ansvar for at anvende i rigtige mængder (når det gælder rygning måske slet ikke anvende) til gavn for os selv og vore omgivelser.
Lagt på nettet 04.09.2000