19.09.2012 12:00 Alder: 12 yrs
Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Det Gamle Testamente handler om Jesus

Det Gamle Testamente fylder 80% af Bibelen. Hvorfor fylder jødernes historie så meget af vore dages kristne bibel? Fordi Det Gamle Testamente først og fremmest handler om Jesus.

Det som binder hele Bibelen sammen, både Det Gamle og Det Nye Testamente, er Jesus Kristus. jødernes Messias og de kristnes frelser. Gennem alle Det Gamle Testamentes historier om konger og krige, store triumfer og ydmygende nederlag, ligger en understrøm af forventning og fremtidshåb. Og gennem den jødiske historie bliver det mere og mere tydeligt, at fremtiden knytter sig til en helt bestemt person, som skal genoprette det tabte paradis. Ikke bare for jøderne, men for alle mennesker. Og denne person træder ind på scenen i begyndelsen af Ny Testamente. Han hedder Jesus.

Billedet bliver tydeligere

Forventningen om Jesus Kristus begynder allerede lige efter Adam og Evas synd, hvor Gud siger til fristeren (slangen): Kvindens afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen. (Første Mosebog 3,15). Og så fortsætter forudsigelserne og løfterne ellers op i gennem beretningerne om Abraham, Moses, David, Esajas og så videre. Og for hver gang bliver det lidt mere tydeligt hvem denne "kvindens afkom" er.

I slutningen af Gammel Testamente har vi fået at vide, at den ventede er Messias er Guds søn, som skal fødes af en jomfru i Bethlehem og at han skal frelse hele verden ved at give sit liv som soning for alle menneskers synd. Og det var netop disse mange forudsigelser som Jesus opfyldte gennem sit liv og især gennem sin død og genopstandelse.

Historiens centrum

Jesu liv og død er kulminationen af hele den bibelske historie. Det Gamle Testamentes jøder troede så at sige fremad, mens vi i dag tror bagud. Troens mål er nemlig den samme: Guds Messias, Jesus Kristus.

Først når vi forstår, at Det Gamle Testamentes historie også er Jesu historie, forstår vi hvad Det Gamle Testamente i virkeligheden handler om, og at den ikke kan undværes i Bibelen.


Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Lagt på nettet 19.09.2012

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også