Skrevet af:
Mikael Holst Kongensholm
Anti-advent
Foto: Charlie Balch / Stock.xchng
Fremtidens trussel
For mig opleves det kommende tit som en trussel. Dets ukendthed skræmmer og lammer. Hvis jeg spekulerer for meget over det, bliver jeg af en eller sær grund enig med mig selv om, at det kommende er noget skidt. Noget nærmest ondt. Jeg bliver sjældent begejstret og glæder mig til noget, som kommer. Selv hvis jeg ved, hvad der sker, har jeg svært ved at sætte min sindsstemning op til det. Men endnu mere, hvis det er noget ukendt.
Fremtiden lurer rundt om hjørnet, og jeg frygter tit, at den springer frem fra hjørnet, forskrækker mig, og fører mig steder hen, jeg slet ikke havde forudset. Eller, måske min største frygt; slet ikke fører mig nogen steder hen. Bare lader mig stå på hjørnet og blomstre og visne, gå i stå og dø.
Fremtidens godhed
At have en sådan følelse i adventstiden er helt forkert, ganske anti-advent. Det, vi venter på i adventstiden, er både godt og kendt. Det er den årlige påmindelse om, at fremtiden er god og at Gud er god. At Guds søn har taget bolig midt i vores verden, midt i alle vores forsøg på at realisere os selv og deprimere os selv. Midt i alle vores forsøg på at give os selv liv og slå os selv ihjel.
Lige der, nej, lige her, midt i vores liv, tog han bolig. Det minder adventstiden os om. Og ikke nok med det. Den minder os også om, at han stadig gør det i dag. Tager bolig midt i vores liv, i vores midte, i vores indre, hvis vi beder ham om det, og tør slippe kontrollen over vores eget liv og fremtiden. Og til sidst, når Jesus en dag kommer igen, skal vi tage evig bolig med ham på den nye jord.
Skrevet af:
Mikael Holst Kongensholm
Lagt på nettet 16.12.2013
