Kvit smøgerne og dø af stress

Der er altid et eller andet, vi danskere er ved at blive udryddet af. For tiden er det stress. Det er i al fald danskernes stress-niveau, der optager medierne i øjeblikket. Ikke fordi nogen af dem har noget afgørende nyt at citere forskerne for, hvad angår sygdommen og dens følger. Den fornyede interesse skyldes derimod, at man har opdaget, at stress er skyld i næsten lige så mange tilfælde af hjerte-kar-sygdomme som rygning.

Dødsikkert

Selv om man holder op med at ryge, er der altid noget andet, man kan dø af. Kan man ikke stresse folk, fordi de ryger, så kan man heldigvis forskrække dem med at passiv rygning skam er lige så farligt. Og er de ikke bange for passiv rygning, så kan man skræmme dem til at dø af stress. Har de ikke noget at stresse over, kan man jo altid bringe leverpostejen på banen. Eller måske er det bare folkeovertro eller noget i den retning, der hævder, at skorpen på leverpostejen kan være kræftfremkaldende. Det er også lige meget – bare vi bekymrer os, så er vi glade, lige meget hvad vi trues med.

Uanset hvad lægerne for tiden mener, vi dør mest af, så kommer man ikke uden om den statistik, der har verdensrekord i at være nøjagtig i sine forudsigelser: 100% af alle mennesker dør før eller siden. Det kan vi ikke ændre ved, uanset hvor få cigaretter vi indtager, eller hvor gode vi er til at skelne mellem arbejde og fritid, eller om vi aldrig spiser skorpen på leverpostejen. Vores medansvar for vores eget liv rækker simpelthen ikke langt nok til at redde os fra døden.

Min pointe er ikke så meget, at der er så forfærdelig mange ting, vi kan dø af – men at der er så forfærdelig mange ting, vi kan blive bange for at dø af; og som vi går og slår hinanden i hovedet med. Vi skal naturligvis passe på os selv, og det er også rimeligt, at vi hjælper hinanden til at passe på os selv. Men kan det virkelig være meningen, at vi hele livet skal gå og bekymre os for, om vi selv er med til at fremskynde vores død? På den måde er vi jo både bange for at leve og for at dø.

Dø sikker

Den græske filosof Epikur (341-270 f.Kr.) mente, at det er noget pjat at bekymre sig om døden. Hans berømte argument lød: ”Hvor vi er, er døden ikke, og hvor døden er, er vi ikke”. Mit eget liv og min egen død overlapper ikke hinanden, så i virkeligheden kommer jeg ikke til at møde min egen død, og derfor er der ingen grund til at gå og bekymre sig om den. Hvis vi danskere havde den indstilling til døden, så ville vi nok ikke gå og være så bange hele tiden og bruge spandevis af kroner på afspændingskurser, nikotinplastre og skorpefri leverpostej.

Apostlen Paulus var heller ikke bange for døden: Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding, skriver han i Filipperbrevet 1,21. Faktisk, skriver han i de følgende vers, så ville han hellere dø end være i live, hvis han selv kunne vælge. Men hvorfor er Paulus så sikker i sin sag? Hvorfor ville det mislykkes at true ham med leverpostejskorper og stress? Fordi han ved, hvad der er det eneste, der virkelige drejer sig om liv og død. Det er er spørgsmålet om, hvordan vores forhold til Jesus er. Paulus gentager det, som Jesus siger om sig selv: At han er selve Livet (Johannesevangeliet 14,6).

Det var lignende ord Jesus trøstede Martha med, da hendes broder, Lazarus var død: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det? (Johannesevangeliet 11,25). Det spørgsmål, vi skylder at stille os selv er ikke, om vi arbejder eller ryger for meget – det er, om vi tror det; tror på, at Jesus er opstandelsen og livet. Svarer vi ja, så behøver vi ikke frygte hverken livet eller døden.

Lagt på nettet 18.10.2006