19.04.2018 11:24 Alder: 91 days
Kategori: jn-svar
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Hvad siger Bibelen om at tilgive sig selv?

Hvad siger Bibelen om at tilgive sig selv?

Svar:

Mange har ledt forgæves i Bibelen efter udtrykket ”at tilgive sig selv”. Og fordi det faktisk ikke står nogen steder, er de blevet nervøse for, om det i det hele taget kan lade sig gøre, eller om det overhovedet er noget, vi må!

Men det findes i Bibelen, bare med andre formuleringer. Det er endda en stærk og pragtfuld side af evangeliet.

Hvad mener vi med udtrykket?

At sige: ”Jeg kan ikke tilgive mig selv” kan betyde mange forskellige ting. Det kan for det første betyde, at man faktisk tager det tungt, at man har gjort det, man har gjort. Og det er godt nok! Hvis folk har alt for let ved at ”tilgive sig selv”, så betyder det jo, at de ikke tager det særlig tungt. Hvem gider høre på en, der virkelig har trådt på andre, og som så er den første, der lynhurtigt siger: ”Men det har jeg lagt bag mig”

Så hvis det bare betyder, at du er ked af det, du har gjort, så er der ikke noget galt med det. Det er det, vi kalder anger eller sorg over synden. At tilgive andre, at de har gjort noget grusomt, er ikke spor let; og det skal det egentlig heller ikke være. For vi tager både synder og sår alvorligt. På den måde skal det egentlig heller ikke være let at tilgive sig selv. For vi tager både vores egne synder og det, vi har såret andre med, alvorligt.

Men: Denne alvor skal bare ikke have det sidste ord! Paulus siger i Romerbrevet kapitel 8, vers 1: ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.” Og det er skrækkeligt at mærke, hvordan nogle for sig selv så at sige putter en lille parentes ind: (undtagen min egen fordømmelse …) – altså: ”Der er ingen fordømmelse for mig (undtagen min egen; jeg er ligesom nødt til at blive ved med at fordømme mig selv, på trods af, at Gud ikke gør det mere …).

Hvis Gud har tilgivet andre, må vi selvfølgelig ikke fordømme dem – men det gælder også os selv. Vi må ikke fordømme den, Gud tilgiver! Heller ikke os selv!

Så at sige: ”Jeg kan ikke tilgive mig selv”, kan for det andet også betyde, at man bliver ved med at fordømme sig selv og straffe sig selv, på trods af, at Gud har tilgivet; og man tror måske endda, at man har pligt til det.

Så angeren og sorgen over synden er nødvendig; men angeren må ikke få det sidste ord; det sidste ord skal befrielsen, lettelsen og glæden have.

I Salme 32 står der:

"Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet,

og hvis synder er blevet skjult;

lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner skyld,

og i hvis sind der ikke er svig.

Da jeg tav, sygnede min krop hen, mens jeg stønnede dagen lang.

For dag og nat lå din hånd tungt på mig,

min livskraft svandt ind i sommerens hede.

Min synd bekendte jeg for dig, og jeg skjulte ikke min skyld.

Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren,

og du tilgav min syndeskyld."

Så længe David ikke har villet bekende over for Gud, så visner han! Han har forsøgt at holde sin synd skjult; men det kan han ikke. Så da han bryder sammen (på den gode måde!) og bekender og indrømmer, hvad han har gjort, så tilgiver Gud ham øjeblikkeligt – og derfor indleder han salmen med, at han er jublende lykkelig. Fordi Gud har tilgivet ham!

Så at ”tilgive sig selv” betyder egentlig ikke andet, end at jeg lader Guds tilgivelse gælde – jeg stoler på Guds tilgivelse! Jeg regner mig selv for renset, jeg løfter mit hoved over for Gud.

Og hvis jeg løfter mit hoved over for Gud, så skal jeg ikke hænge med hovedet over for mit spejl på badeværelset! Dér skal jeg også løfte mit hoved og lade Guds tilgivelse gælde – og dét er at ”tilgive sig selv”!

Guds tilgivelse er glad

Guds tilgivelse er noget helt andet end tantens klynkende: ”Ja-ja, jamen så må jeg jo tilgive dig. Igen! Lad os nu se, hvordan det går..” Mange føler, at Guds tilgivelse også må være noget klynkende og halvgjort: Okay, han lader mig slippe for straf; men jeg får aldrig lov til at glemme eller blive rigtig glad igen.

Men Guds tilgivelse er glad. Han glæder sig over og er jublende lykkelig for enhver, der kommer til ham i bøn om tilgivelse. Han tåler os ikke bare, han retfærdiggør os, dvs. han regner os for retfærdige og fuldkomne. At retfærdiggøre er det samme som at frifinde. I Romerbrevet kapitel 4 siger Paulus, at Gud tilregner os retfærdighed. Altså han tilregner os fuldkommenhed.

Det kommer af, at han ikke bare bærer over med synden; Guds tilgivelse er ikke overbærenhed. I stedet lader han straffen ramme Kristus i vores sted. ”Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham” (2. Korintherbrev kapitel 5, vers 21). Derfor mener han virkelig sin dom alvorligt – og han mener sin frifindelse af os lige så alvorligt. For i Jesus er vi lige så fuldkomne som han er – fordi han i vores sted på korset blev gjort lige så syndig som os.

Da Jesus i Lukasevangeliet kapitel 18 fortalte om farisæeren, der begynder med at løfte sit hoved (fordi han ikke kan indse, at han har gjort noget særligt forkert), og om tolderen, der begynder med at sænke sit hoved, fordi han indser sin synd, så slutter han med: ”Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”

Så han siger altså til farisæeren: "Nu kan du godt sænke hovedet, for du har ikke villet have min tilgivelse" – men til tolderen siger han: "Nu kan du godt løfte hovedet; jeg ophøjer dig."

Det er faktisk samme ord, som når vi i Salmernes Bog ”ophøjer Guds navn”. – Så når vi står der med nedbøjet hoved og skammer os, så tager han os om kinderne, vipper vores ansigt op og siger: ”Kig nu op! Jeg ophøjer dig! Sorgen får ikke det sidste ord.”

Så at sige: ”Jeg kan ikke tilgive mig selv”, det kan faktisk for det tredje betyde, at jeg har svært ved at acceptere, at jeg ikke er fejlfri. Jeg kan ikke finde mig i, at jeg er en synder som andre.

Og dét er ikke sundt! Hverken psykisk sundt eller åndeligt sundt. Til et sundt selvbillede hører også villigheden til at se i øjnene, at jeg har fejl, endda store fejl – uden at gå i brædderne på det! Sund anger er ikke selvhad. Det er en rimelig, afbalanceret sorg over at være en synder – en sorg, som hverken er overdrevet (hvor jeg hader og afskyr, at jeg ikke er fuldkommen, hvilket blot gør mig til en anden udgave af farisæeren), eller underdrevet (hvor jeg ikke tager det alvorligt, jeg gør mod andre).

David skrev Salme 51, efter at han havde begået både drab og hor, og derefter var blevet konfronteret af profeten Natan. Her skriver han:

"Gud, vær mig nådig i din godhed, udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!

Vask mig fuldstændig ren for skyld, rens mig for synd!

For jeg kender mine overtrædelser, og min synd har jeg altid for øje.

Mod dig alene har jeg syndet, jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne."

Så dyb er hans anger over det, han har gjort, i de første 8 vers. Og så skulle man jo tro, at han resten af salmen slæbte sig igennem sorg og skam. Men i stedet fortsætter han:

"Rens mig med isop for synd, vask mig hvidere end sne!

Forkynd mig fryd og glæde, lad de knogler, du knuste, juble!"

Han tager både skylden og jublen alvorligt. Dét er at tilgive sig selv.

 

 


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også