27.11.2001 12:00 Alder: 17 yrs
Kategori: Kristenlivet, Troen

Skrevet af:
Peter V. Legarth

Hvad er arvesynd?

Hvad er arvesynd?

Svar:

Paulus forklarer i brevet til Romerne 5,12-21, hvorledes synden kom ind i verden. Han siger bl.a.: "Derfor: Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede" (v. 12). Videre hedder det: "Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning [dvs. Kristi frelsesgerning] også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker. For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed" (v. 18-19). Paulus siger altså, at Adam gennem sin overtrædelse af Guds bud førte synd ind i verden.

Det, der skete i Edens Have ved tidernes morgen, var altså ikke blot et eksempel på, hvor galt det kan gå, når et menneske modsætter sig Guds gode vilje. Men Adam var en stamfader for hele menneskeslægten, og hans handling fik betydning for hele menneskeslægten, akkurat som Kristus som den nye Adam blev stamfader for en ny menneskeslægt. Kristi gerning får betydning for alle dem, der vender sig til ham.

Synden er altså en magt, som mennesket får i arv fra Adam. Det specielle er nu, at et menneske ikke blot arver syndens magt, men det arver også skylden og ansvaret. Almindeligvis skal kun det menneske, der har overtrådt en regel, kræves til ansvar for den handling. Jeg får ikke en bøde, hvis en i min familie har overtrådt en hastighedsbegrænsning. Det er ikke min skyld, at færdselsloven er overtrådt af en anden. Ved fotofælderne er det vigtigt at få fotograferet bilens chauffør. For det er naturligvis udelukkende ham eller hende, der skal have en bøde.

Man kunne tænke sig, at det forholdt sig på samme måde med synden og ræsonnere, at den så ikke er min egen skyld. Men det er stik modsat: Den synd, som jeg arver, bliver min egen skyld. Jeg arver synden, men må samtidig påtage mig ansvar for den nedarvede synd. Mennesket arver synden, og alligevel bliver synden ved med at være menneskets egen skyld.

Det er et paradoks, men det er netop det, der er indholdet af arvesyndslæren, som også handler om "arveskyld", om nedarvet skyld, hvor paradoksalt det så end kan lyde. "Arvesynd" er også "arveskyld".

Arvesyndslæren handler om synden som nedarvet magt og om synden som nedarvet skyld. Det skal understreges, at Paulus taler om forholdet til Gud. Synden er ikke blot en fejl eller mangel i menneskets natur, men synden er oprør mod Gud. Med rette hedder det i den lutherske bekendelse (den augsburgske konfession), at alle mennesker fødes med synd, "det vil sige: uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær" (Art 2).

Talen om arvesynd handler altså i første række om forholdet til Gud. Mennesket arver oprøret imod Gud og vil selv gøre oprør imod Gud. Talen om arvesynd vedrører altså ikke i første række menneskets natur, men den handler om menneskets Gudsforhold. Synden er først og fremmest dette, at mennesket ikke anerkender Gud som herre over sit liv. Mennesket vil være sin egen gud og vil selv være herre.


Skrevet af:
Peter V. Legarth

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også