26.03.2002 12:00 Age: 18 yrs
Category: Jesus, Evigheden, Troen
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Får jeg min ikke-kristne forældre at se i himlen?

Jeg er personlig kristen, men det er mine forældre ikke. Når de engang går bort herfra, hvad sker der så med dem? Får jeg dem at se i Himlen? Jeg synes bare, at det er en frygtelig tanke, hvis jeg ikke får mine forældre at se, når jeg engang kommer i Himmelen, hvis du forstår?

Svar:

Ja, du kan tro, jeg forstår!! Det er et af de allervanskeligste spørgsmål overhovedet i kristendommen – ikke fordi vi ikke har noget at sige til det, men fordi der ikke er noget af det, vi kan sige til hinanden, der helt kan få denne frygt til at gå væk! Og jo mere andre mennesker betyder for én, jo værre bliver det.

Det er den sorg og den frygt, der får Paulus til at skrive i Romerbrevet: “Jeg taler sandt i Kristus, jeg lyver ikke, og min samvittighed kan i Helligånden bevidne, at jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte. Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd” (Paulus' Brev til Romerne 9,1ff).

Paulus ved altså heller ikke selv, hvordan man får denne sorg til at gå væk. Den driver ham tværtimod til et sådant udbrud af medfølelse, at jeg i hvert fald må erkende, at sådan en kærlighed har jeg ganske enkelt ikke selv. Det er en kærlighed og en sorg, der kommer direkte fra Kristi eget hjerte.

Men er det alt, hvad vi har at sige? Nej:

1. Ingen kan vide bedre end du selv, hvad dine forældre siger og ikke siger til dig, og hvad de giver udtryk for. Men husk alligevel på to ting:

For det første kan ingen til syvende og sidst vide, hvad der skjult foregår i et andet menneskes hjerte. Jesus havde også “hemmelige” søgende mennesker omkring sig (Nikodemus); den Peter, der havde fornægtet ham, angrede og blev frelst. Dertil kommer, at i løbet af de sidste årtier har mange mennesker selv stykket et privat billede af Jesus sammen, som ganske vist ikke stemmer med det Ny Testamente, men som på den anden side heller ikke uden videre fornægter det. Og det betyder, at grænsen mellem dem, der bekender sig som troende, og dem, der ikke gør, i dag er meget mere uklar, end den var engang. Der er uden tvivl mange mennesker omkring os, der ikke lever et liv, vi vil forvente af en kristen, men som alligevel i det skjulte beder til ham.

For det andet kan ingen heller vide, hvad der sker imellem et menneske og Gud i de sidste sekunder i et menneskes liv. Mange har uden tvivl i sidste sekund kaldt på den Jesus, de ellers har fornægtet. Og han siger nu engang, at “Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (Joh 6,37).

2. Gud har givet os bønnens mulighed, så at vores sorg og frygt kan veksles til bøn for dem, vi holder af. Vi kan ikke bare bede for den, men også bede om, at vi må kunne udholde den frygt og sorg, som jo ikke er syndig, men er en afglans af Jesus eget sind.

3. Jeg har sommetider undret mig over, at når man læser kristne bøger, der er mere end 50-100 år gamle, så véd de kristne det her lige så vel, som vi gør, og de lider og sørger over det, som vi gør – men de går ikke i brædderne på det, sådan som vi er lige ved at gøre det. Hvordan kan det være? Var de mindre kærlige, eller holdt de mindre af deres forældre og deres børn? Det tror jeg bestemt ikke; jeg tænker mig snarere, at de bedre kunne leve med Paulus’ sorg. For de havde tillid til, at også i dette var Gud hverken uretfærdig eller ukærlig.

Men vi kan vel ikke bruge deres tillid til noget? – Nej; men:

4. Det (i hvert fald i mine øjne) helt afgørende er: Kan jeg selv få denne tillid til, at Gud virkelig er kærlighed og retfærdighed også i dét?

Og det tror jeg, vi kan. For han, der sidder på dommersædet, er ikke en streng tyran; det er Jesus selv (“Når Menneskesønnen kommer ...”, Matthæusevangeliet 25,31). Det er den Jesus, som vi har set ynkes over mennesker, glædes med de glade og græde med de grædende; det er den Jesus, der stod grædende uden for Jerusalem, fordi de ikke ville høre på ham.

Jeg ved jo ikke, om det gør en forskel for dig; men for mig er det noget lettere at se Dommerens kærlighed for mig, når jeg ved, at det er Jesus. Den Jesus, hvis kærlighed og omsorg for mennesker jeg ikke kan komme uden om.

Det er dén dommer, vi skal se for os – en dommer, der ikke kan dømme mennesker til det evige liv, de selv har forkastet, men som heller ikke har noget højere ønske end at tage mod mennesker, der kommer til ham. Han respekterer menneskers valg, som ikke vil have med ham at gøre – og sådan må vi også respektere dem. Med den smerte, der også var hans!

Og når vi synes, at vi næsten ikke kan leve med den, så er det fordi han heller ikke kunne.

John White skrev for nogle år siden bogen Smertensbørn, der handler om kristne forældres smerte over deres ikke-troende børn. Selv om det jo ikke er din situation, tænker jeg mig, at den måske godt kan give dig noget alligevel. Den udkom på Credo Forlag (men er udsolgt i dag)

Jeg vil ønske dig en god og tryg tillid til Guds kærlighed i dette. Du har denne tanke for dine forældre, fordi du har fået noget af hans kærlighed. Han vil også være dig nær i dette.

Se evt også svaret på Er alle ikke-kristne fortabte?


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 26.03.2002

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også