Skabt til at arbejde

Foto: pxhere.com

Hver gang vi mærker glæden over at hjælpe andre og bidrage til et fællesskab ved at gøre, hvad vi kan, så ligner vi Gud.

Bibelen fortæller, at Gud arbejdede, også før syndefaldet, og at han blev glad, da resultatet blev godt. Der står også, at når dagens arbejde var slut, og der blev køligt, så slappede han af i godt selskab og smukke omgivelser. At én dag om ugen er reserveret til hvile og genopbyggelse, socialt, åndeligt og fysisk.

Nogle vil måske tænke: “Det er jo bare drømmen om det ideelle liv, der er forstørret og er blevet klistret på forestillingen om det ideelle væsen, som vi så kan kalde Gud”.

I Guds billede

Men i den kristne forståelse af mennesket minder Gud ikke om os. Først siden syndefaldet lavede vi forestillingen om ham i vores billede. Bibelen fortæller, at Gud var der før alt andet og siden lavede os i hans billede. Så det er ikke et tilfælde, at beskrivelsen af Guds arbejde før syndefaldet lyder som lidt af et drømmejob.

Det er altså, fordi vi ligner Gud, at vi:

1. har brug for at bidrage: Vi er skabt til at være med i et fælles projekt, til at yde og give i forlængelse af det, vi kan og brænder for, og i forlængelse af de behov, vi ser. Her er det kun fantasien, der sætter grænsen, og der er altid rum til at overraske og selv at blive overrasket.

2. har brug for alles bidrag: Jeg er berørt af, hvor meget omhu Gud viser for penge, musik, ædelstene, symboler, sprog, mad, bygninger, keramik, kornavl, husdyr, haver og alt muligt andet.

Han elsker den verden, han har skabt i al sin mangfoldighed, og vi skal sætte hinanden fri til at gøre det samme. Også hvis et lidt snævert nytteperspektiv kan rynke på næsen og spørge “Hvad skal det nu gøre godt for?”

3. mærker, det gør ondt, når det ikke lykkes. Der kan være mange årsager til, at vi føler os nytteløse i kortere eller længere perioder af vores liv. Sygdom, arbejdsløshed, nedslidthed kan bidrage til følelsen af, at det alligevel ikke nytter.

Jeg har til tider – lidt nedladende – hørt sorgen over ikke at lykkes med det, vi gør, omtalt som resultatet af en protestantisk overfokusering på det, vi gør. Måske ligger hunden begravet et andet sted: Måske er det sorgen over ikke at kunne bruge os selv til det, vi oprindeligt er skabt til: at tjene næsten.

Skabt til noget andet

Hvis vi ensidigt beskriver os selv som grundlæggende egoistiske, kan vi overse en naturlig årsag til sorgen over ikke at kunne bidrage, som vi vil: at vi mærker, at vi er skabt til noget andet end egoisme.

Vi må hjælpe og opmuntre hinanden til at tænke stort, kreativt og kærligt om det, vi kan og giver. Vi må minde hinanden om, at også arbejdets besvær og smerte kom med op på korset. Også det er i Guds hånd og bedst af alt: På den nye jord bliver også arbejdet nyskabt. Der vil være masser af det, vi vil få udfordringer og kunne finde ud af det, få fantastiske kolleger og sjove pauser (forestiller jeg mig).

Det bliver da godt! Må Gud velsigne dig og det, du kan give din næste i dag!

Lagt på nettet 11.11.2022