10.04.2003 12:00 Alder: 15 yrs
Benna Asmussen Hørlück

Skrevet af:
Benna Asmussen Hørlück

Hvad siger Bibelen om børn udenfor ægteskabet?

Jeg er 19 år og har en søn på 1 år som jeg er alene med. Han har aldrig mødt hans far. Hvad siger bibelen til børn uden for ægteskabet? Jeg ser mig selv som kristen, men har mødt mange der har set ned på mig fordi jeg har min søn.

Hvad er jeg værd? Hvad er min søn værd? Falder vi ved siden af? Jeg føler mig ydmyget, fordi mange ser ned på mig? Det er nogenlunde disse følelser jeg kan se ud af dit korte brev, og dem vil jeg gerne give dig nogle svar på.

Jeg vil naturligvis gerne vide meget mere om dig, men jeg ved allerede så meget, at du fortjener stor respekt og opbakning. Du har vist en fantastisk respekt for livet, og det er der desværre mange, der har svært ved at overskue. Jeg synes du har al mulig grund til at være stolt. Det er en meget stor beslutning af blive alene-mor som 19 årig, ikke mindst i dag, hvor det forventes, at det "problem" løser man. Vi har fortrydelsespiller og fri adgang til abort, så ingen behøver havne i den situation. Selvom det ikke bliver sagt på denne måde, så ER det jo situationen, og det er med til at forstærke følelsen af, at blive set ned på, sådan som du beskrier det. Men hvis du kan, så blæs på de nedladende blikke - som kan være reelle, men også kan være din egen opfattelse af, hvordan andre ser på dig. I stedet skal du lytte til dette her:

Du har født en søn, et barn som måske ikke var planlagt, og som ikke passer helt ind i "det pæne mønster" og de krav og forventninger, vi har skruet vores samfund sammen efter. Men det laver ikke om på, at det barn er skabt af Gud, formet og dannet i dit liv af skaberen af alt liv. Han elsker din søn. Han elsker dig, og ønsker at give jer begge tryghed og kærlighed, så I kan udfolde jer i det liv, han har givet jer. Dét lyder måske som store ord, men det er grundlæggende dét Bibelen lærer os. Jeg ved ikke, hvor meget du kender til Bibelen, og om du læser i Bibelen. Men jeg vil give dig nogle små-bidder" af en meget smuk og stærk salme, så kan det være du selv kan læse resten. I Salme 139 beder David sådan til Gud:

"Det var dig der dannede mine nyrer. Du flettede mig sammen i min moders liv. Jeg takker dig fordi jeg er underfuld skabt, underfulde er dine gerninger, jeg ved det fuldt ud. Mine knogler var ikke skjult for dig, da du formede mig i det skjulte, blev vævet i jordens dyb. Da jeg endnu var foster så dine øjne mig, alle dagene stod skrevet i din bog, de var alle formet, før en eneste af dem var kommet."

Der er ikke ét eneste liv, der er en smutter, eller falder ved siden af, eller ender med at lave rod i mønstret for Gud. Hvert eneste liv, er villet, og uden Guds vilje havde vi intet liv. Vi lever i kraft af ham, og derfor kan vi med fuldt tillid hvile i, at vi er villet af Gud.

Et andet sted i Bibelen, i Det Nye Testamente udtrykkes det sådan: "Ved ham og til ham er alting skabt, Han er forud for alt, og alt består ved ham." (Paulus' brev til Kolossenserne 1,16-17) Det at jeg trækker vejret nu, er et resultat af Guds vilje. Hvis han trak sin vilje væk, og sagde: nu må de passe sig selv, så faldt vi om som slatne døde klude. Dét er så vigtigt at vide, at vi er villet af Gud, for så ved vi også, at han er helt tæt på - vi er omsluttet af ham. (det kan vi bl.a. se i Salme 139)

Jeg er glad for, at du spørger, hvordan Bibelen ser på dig som menneske, og på din søn, for det er præcis det menneskesyn Bibelen udtrykker, du skal holde fast i. Det står overalt. !!!

Det er rigtigt, at vi får nogle retningslinjer, som kan hjælpe os i vort liv. Det er f.eks. det med ægteskab og familieliv, som jeg er helt sikker på, at du har hørt om. Vi lærer, at sexuallivet er en gave til mand og kvinde, og som skal udfolde sig i kærligheden, der hvor de kan kalde sig mand og kone - altså i ægteskabet. Det kan der siges rigtig meget om, og det grundlæggende er, at sex er så fin, stærk og gennemgribende en akt, at den skal beskyttes og værnes om - og Bibelen udtaler det som at mand og kvinde bli´r ét kød. Der er noget der binder os sammen, og derfor også hører til i det forhold, hvor vi har bundet os til hianden, med løfte og offentlige vidner. På den måde er ægteskabet en Guds ordning for at beskytte os. Det betyder IKKE, at vi så bliver mindre værd i Guds øjne, når vi har handlet anderledes. Eller at han finder måder at straffe os på, eller hævne sig. Det er en forfærdelig forvrængning. Han ønsker fortsat, at vi skal finde tryghed i vores værdi som menneske, og vide, at han omslutter os forfra og bagfra.

Det kan godt være, at der er nogen, der ser ned på dig. Så lad dem om det. Gud ser på dig med kærlighed, og han glæder sig over, at du har valgt at tage imod det barn, han gav liv. Jeg vil opfordre dig til fortsat at søge i Bibelen efter din værdi, og din søns værdi. Så er det bare kedeligt, hvis der er nogen der har behov for at udtrykke deres manglende respekt for dig og din søn - men det må ikke dominere livet for dig, og det er ikke i det, du skal måle din værdi.


Benna Asmussen Hørlück

Skrevet af:
Benna Asmussen Hørlück

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også