17.02.2010 12:00 Alder: 10 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

For Helvede!

"Er du for eller imod Helvede?" Eller formuleret mindre kontroversielt: "Mener du, at der findes et Helvede – og hvis ja: hvordan ser det ud?" Hvis jeg får det spørgsmål, vil jeg svare: "Ja, jeg er for Helvede!"

Helvedets ild

Altså: jeg er forfærdelig bange for, at Helvede findes. Jeg synes bestemt ikke om det! Skulle jeg finde en grund til at holde op med at være kristen, skulle det være for at slippe for bevidstheden om, at nogle mennesker ender i Helvede! Men virkeligheden ændrer sig jo ikke af, at jeg stikker hovedet i busken.

Hvordan ser Helvede ud? Det ved jeg Gud ske lov ikke! Bibelen bruger billedsprog med evige flammer og maddiker. Men her er tale om en virkelighed, der langt overgår vores hjernekapacitet. Den mest præcise beskrivelse, jeg kan give er: Helvede er ubeskriveligt forfærdeligt! 

Kærlig Gud

"Men kan du forestille dig en kærlig Gud, der lader mennesker ende i Helvede?" Nej. Og det er heller ikke det, der er tilfældet. Mange forestiller sig Gud som en dommer, der fuldstændig egenmægtigt kan bestemme over hvert eneste menneskes skæbne. Gud kan fuldstændig lige så godt sige "Frelst" eller "Fortabt" over hvert eneste menneskes liv. Hvis det var sådan, så var det utænkeligt, at Gud ikke sagde "Frelst" over alle - for hans klare vilje er at frelse alle! Det er helt klart i Bibelen. 

Det sorte hav

Problemet er, at siden syndefaldet har alle vi mennesker befundet os i et sort hav. Vi er i bortvendtheden fra Gud - og det sorte vand fører os langsomt, men sikkert, ind i fortabelsen. Hvorfor det er sådan? Det overstiger også vores hjerne at begribe: hvor kom den Satan fra? Hvordan kunne Adam og Eva være så åndssvage? Hvorfor er vi andre ikke spor bedre? Men sådan er virkeligheden.

Frelse

Gud handler ud fra denne virkelighed. Han ofrer Jesus for at kunne gøre det! Han viser virkelig sin kærlighed til os. Og nu rækker han hånden - nej begge hænder, ivrigt ned mod os i det sorte vand og siger: "Tag min hånd!" Og alle, der gør det, kan han hive op af vandet. De andre kan han desværre ikke redde. Det er for mig ubegribeligt, at det onde i os og den Onde har så megen magt, at det gør det umuligt for Gud at redde os, hvis vi ikke tager imod hans udstrakte hånd. Men sådan er det. 

Helvedesprædikanten Jesus

Ingen i hele Bibelen taler så meget om Helvede som Jesus gør. Ingen taler så stærkt om at nogle mennesker bliver frelst og andre går fortabt. Hvorfor er Jesus sådan en Helvedes-prædikant? For at råbe flest muligt mennesker op, så de ikke ender i Helvede!

Så Jesus spørger også dig i dag: "Hvor vil du have din endestation?" Og gid jeg havde mere mod og kærlighed til at stille mine medmennesker samme spørgsmål (måske i en mere pædagogisk udformning ?).

Lad os arbejde på, at Helvede bliver så tomt som muligt!

 

Se også disse artikler og svar:

 

 


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 17.02.2010

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også