14.11.2007 12:00 Alder: 11 yrs

Skrevet af:
Marie Jensby

Gud som spåmand

Fremtiden kan være skræmmende, fordi den er så ukendt og uforudsigelig. Derfor søger mange mennesker forskellige svar på, hvad fremtiden bringer. Nogle mener, stjernerne har et svar og spørger horoskoper til råds. Og så er vi er andre, som mener, at Gud er bedre at gå til, når det drejer sig om fremtiden.

Dyrekredsen

Horoskoper har længe fyldt meget i dagens religiøse Danmark. Den anden dag læste jeg i Kristeligt Dagblad, at flere og flere forældre får lagt et horoskop for deres børn. Horoskopet bruger de så til at opdrage deres børn ud fra, og måske også for at få en smule ro i sjælen. For det er vel skræmmende at være betroet ansvaret for en lille størrelse og ikke ane noget om, hvad fremtiden vil bringe. Hvordan vil det gå lille Sofus, når han begynder i skole? Vil lille Gerda få en alvorlig sygdom? Bliver søde Maria en trodsig teenager, der klæder sig i sort og bebrejder forældrene for alt? Hvordan det vil gå Sofus, Gerda og Maria ved forældrene ikke noget om, og det må på en eller anden måde være lidt frustrerende og skræmmende.

Vi lever lige nu

Fremtiden kan af og til virke skræmmende. Mest fordi den er så ukendt og uden for min kontrol. Af og til kunne jeg godt tænke mig, at jeg kunne se lidt længere ud. Det kunne da være rart at vide, om den uddannelse jeg er ved at tage, vil give mig et godt job. Jeg kunne også godt tænke mig at vide, om jeg bliver 80 år gammel eller kun 45, for det har betydning for, hvor meget jeg skal spare op til min alderdom. Jo, der er mange ting, som jeg gerne vil vide. Men jeg er i samme situation som Sofus, Gerda og Maria. Fremtiden er ukendt land for mig, og det er måske i virkeligheden godt nok.

Hvis vi hele tiden lever med fokus rettet mod fremtiden, så glemmer vi at nyde livet nu og her. Det liv, som vi har fået som en gave fra Gud. Måske er livet ikke værd at nyde lige nu, og så kan det være rart at tænke fremad mod bedre tider. Men uanset hvor meget vi tænker, glæder eller bekymrer os for fremtiden, så forbliver den ukendt for os. Det vi kan forholde os til er det liv, vi har lige nu og her. Det, der tæller, er hvordan vi lever vores liv i dag.

Styr på nutid og fremtid

På en måde kan jeg godt forstå de forældre, som ønsker viden om, hvad fremtiden bringer deres børn. Og alligevel kan jeg ikke helt forstå dem, for der er også noget spændende ved det ukendte. Og så kender jeg en, som har styr på min fremtid. Gud kender både min fortid, nutid og fremtid. Om min fremtid siger han således: ”Jeg ved hvilke planer, jeg har lagt for dig. Planer om lykke, ikke om ulykke!”. Om min nutid siger han: ”Jeg er med dig alle dage indtil verdens ende.” Så behøver jeg sådan set ikke vide mere. Gud som kender mig og elsker mig, har styr på min fremtid! Og med de løfter, han har givet mig i bibelen, har han fortalt mig, det jeg har brug for at vide om fremtiden. Det betyder langt mere for mig, end hvad en eller anden astrolog mener at kunne se i stjernerne! Astrologen kan tage fejl, men Gud tager ikke fejl. Astrologen kan tænke mere på sin forretning end på mig og min fremtid, men Gud bekymrer sig for mig, fordi han elsker mig ufatteligt højt.

Min anbefaling til forældrene til Sofus, Gerda og Maria er, at de lader Gud fortælle dem, det de skal vide om deres børns fremtid. For også til dem siger Gud: Jeg ved hvilke planer, jeg har lagt! Planer om lykke, ikke om ulykke!


Skrevet af:
Marie Jensby

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også