Hvordan hænger dåb og Helligånden sammen?

---

Svar:

Jeg forstår godt dine spørgsmål.

Jeg kunne give et rigtig langt svar – men her får du nogle hovedlinjer. Ønsker du mere, så bare sig til. I de to artikler, du henviser til, er der jo en del skriftsteder, der for os to skribenter at se klart begrunder det, vi har skrevet. Så dem gentager jeg stort set ikke her.

1) Gud handler i dåben

Ordet "magisk" er for mig et tvivlsomt udtryk – Bibelen bruger det ikke. Men det er klart, at dåben ikke bare er et sted, hvor mennesker handler. Hele pointen er at Gud handler i dåben: han genføder, han døder og gør levende, han giver Helligånden osv. Så: Ja, der sker helt klart langt mere i dåben, end at et menneske foretager noget symbolsk. Læs bare Romerbrevet 6 eller Apostlenes Gerninger 2 (undskyld, nu kommer der ikke flere skrifthenvisninger som allerede er nævnt i de to artikler).

"Magi" vil for mig at se sige, at der sker noget, bare fordi man siger de rigtige remser og bruger de rigtige remedier. Sådan er den kristne dåb ikke. Den bygger på Guds ord, der skaber, hvad det nævner. Det har ingen mennesker magt over. Så præster er ikke "magikere" (eller troldmænd), der administrerer skjulte kræfter – men de forkynder og forvalter de løfter, Gud har givet. Og Gud har lovet det, der sker i dåben.

2) Apostlenes dåb

Du kan sådan set hverken læse at de blev døbt, eller at de ikke blev det. Ingen af delene står der. Personligt har jeg rigtig svært ved at forestille mig at de på Pinsedag har døbt alle mulige andre – men ikke selv er blevet døbt.

Men ellers må man sige, at de står i en absolut særposition i frelseshistorien – Jesus har givet dem en særstilling, har åndet på dem og sagt at de modtog Helligånden osv. – så måske har de fået "pakken" på en særlig måde? Men jeg tror nu de er blevet døbt.

3) Gud er suveræn

Som du selv har skrevet at have læst i vore svar: Helligånden kan arbejde i et menneske udefra. Under normale omstændigheder skifter denne situation – fordi personen efter at være kommet til tro naturligvis bliver døbt. Men i de nøds-situationer, hvor der ikke kan døbes, må vi stole på at Gud kan forlænge den midlertidige situation, således at Helligånden bliver ved med at holde personen i live gennem sit arbejde udefra. Men ideelt er det ikke. I princippet kan en kristen jo døbe sig selv, og ellers kan enhver anden kristen gøre det. Så problemet er reelt ret begrænset.

4) Når troen forsvinder

Jeg havde selv samme spørgsmål, da jeg som 17-årig kom til tro på Jesus. Jeg var døbt som lille, men var ikke vokset op med nogen form for kristen oplæring i mit hjem. Så åndelig set var jeg stendød.

Mit korte svar er: ligesom et spædbarn, der fødes, skal have mad for at leve og vokse, således skal det nye åndelige liv, der fødes i mig ved dåben, havde åndelig føde. Ellers dør det åndelige liv og Helligånden må forlade mig.

Den, der er døbt, men ikke længere lever troens liv, har altså ikke Helligånden (i hvert fald ikke på en måde, der hjælper vedkommende overhovedet). Det var situationen for mig, og jeg frygter, at det er situationen for mange danskere i dag.

Forskellen på en døbt og en ikke-døbt person, der begge er åndeligt døde, er: den døbte skal ikke fødes igen (altså døbes), men skal vækkes op fra de døde. Den ikke-døbte skal derimod fødes – altså døbes.

Jeg forstår godt hvad du mener med, at de døbte (men nu åndeligt døde) "skal omvende sig på samme måde som dem, der ikke er blevet døbt". Men jeg kan altså kun delvis give dig ret: Ja, fordi de skal komme til tro ligesom de ikke-døbte. Nej, fordi de – når de er kommet til tro – ikke skal døbes (sådan som de ikke-døbte skal). Men det at få Helligånden i sig i dåben er altså et liv, ikke en eller anden mekanisk operation, hvor man får en pacemaker ind. Og fordi det er et liv, skal det næres, ellers dør det. Så det modsiger ikke min forståelse af dåben, at en døbt senere i sit liv kan være åndeligt død.

Om den døbte (men nu åndeligt døde) har nemmere eller sværere ved at komme til tro end den ikke-døbte, siger Bibelen intet om. Og erfaringerne siger vel heller ikke noget entydigt. Så vi må bare fortælle dem alle sammen frimodigt om Jesus! Til den døbte kan man dog bruge et tilknytningspunkt: "Véd du, hvad der egentlig skete, da du blev døbt?" - men hvor stor betydning det har i praksis, er svært at sige.

Da jeg selv kom til tro, lagde jeg meget stor vægt på omvendelsen og ikke på dåben – netop fordi jeg jo var døbt og alligevel havde været stendød! Men med tiden bliver jeg gladere og gladere for dåben, for her gjorde Gud noget for mig og i mig, som bare står helt fast. Min omvendelse og min tro kan jeg tvivle på – men jeg har Guds ord på, hvad der skete i min dåb! Så hver gang jeg vender tilbage til dåben og siger: "Gud, er det ikke her, vi véd, hvor vi har hinanden?" så smiler Gud og siger:"Ja".

---

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 12.03.2009