07.11.2006 12:00 Alder: 18 yrs
Kategori: bud-udv

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Hvor mange bud er der?

Svar:

Kære ukendte spørger!

Jeg kender det traditionelle tal på budene, nemlig 613, som du anfører, men jeg har ikke kontrolleret, hvordan man når frem til dette tal. Der kan sikkert tælles forskelligt, men hovedsagen er, at jøderne skal holde alle de bud, som er givet til dem i de fem Mosebøger.

Et gærde om loven

Når man så ser på jødernes og jødedommens historie, så har de udviklet den religiøse tanke, at man skal sætte et gærde om loven for at hindre, at man når helt hen til lovens grænse. Ved at holde sig langt fra lovens grænse hjælper man sig selv til aldrig nogen sinde at komme i nærheden af en overtrædelse.

Når der for eksempel står, at man ikke må koge et kid i dets mors mælk (Anden Mosebog 34,26 sidste halvdel), så skulle den bestemmelse være ret nem at overholde, men for at forhindre, at man skulle overtræde den af vanvare, adskiller jøderne kødmad og mælkemad så radikalt, at rettroende jøder har to køkkener med to helt adskilte sæt køkkengrej. Det ene bruges til kødmad, og det andet til mælkemad.

Et andet eksempel er bestemmelsen om, at man kun må vandre 3 kilometer på en sabbat (se Apostlenes Gerninger 1,12). Det er grunden til, at jøderne altid skal bo tæt på synagogen, for ellers kan de ikke komme der på sabbatten, men Moseloven selv siger intet om dette, kun at man ikke må arbejde på sabbatten.

På denne måde opstår der mange flere bud end Moselovens bud. Jødernes udlægning af Moseloven kaldes "de gamles overlevering," og Jesus er meget kritisk overfor den. Han kritiserer jøderne for ovenikøbet at bruge denne overlevering til at ophæve Guds bud. Han anklager dem for at sætte menneskebud højere end Guds bud (Mattæusevangeliet 15,1-20).

At tælle til ti

Hvad de ti bud angår, står der i Anden Mosebog 34,28, at Moses skrev pagtens ord, de ti bud, på tavlerne, da han var på bjerget hos Herren. Udtrykket de tid bud står også i Femte Mosebog 4,13 og 10,4. I den gamle oversættelse fra 1931 står der "de ti ord." De ti buds fulde tekst står i Anden Mosebog 20,1-7, og i Femte Mosebog 5, 6-21.

Teksten i Anden Mosebog 20,1-17 er som følger, hvor jeg har stillet den lidt overskueligt op og indsat numre for den tælling, som nok er den, som teksten selv lægger op til. Desuden har jeg fremhævet de vigtigste sætninger med kursiv:

Gud talte alle disse ord

Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset.

1. Du må ikke have andre guder end mig.
2. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst
   oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem eller dyrke dem, for jeg, Herren, din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.
3. Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn,
   for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.
4. Husk hviledagen og hold den hellig.
   I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er hvile for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller din datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den.
5. Ær din far og din mor,
   for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
6. Du må ikke begå drab.
7. Du må ikke bryde et ægteskab
8. Du må ikke stjæle.
9. Du må ikke vidne falsk mod din næste.
10. Du må ikke begære din næstes hus.
    Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.

Denne måde at tælle på findes hos de jødiske forfattere Filo og Josefus i oldtiden og hos flere græske kirkefædre og hos Calvin.

Augustin, middeladerlige katolske kirkelærere og Luther regnede ikke billedforbudet som et selvstændigt bud med eget nummer, men de ophævede dog ikke budet. De regnede det blot som en nærmere forklaring til det første bud. De delte så det tiende bud i to og fik på den måde stadig ti bud i tællingen.

En ældre og nyere jødisk tælling tæller Guds selvpræsentation "Jeg er Herren din Gud..." som det første bud, men tæller ikke billedforbudet og har kun ét begæringsforbud.

Billedforbudet

I den kristne kirkes historie har der været megen diskusison om det andet bud, som forbyder tilbedelse af skulpturer, der forestiller afguder, altså afgudsbilleder. Diskussionen gik på, om man i den kristne kirke kunne tillade billedkunst eller ej. Billedstormerne i oldkirken og den calvinske kirke i begyndelsen mente nej, men andre mente ja, fordi Jesus selv som Guds billede er blevet synlig som menneske. Kirken tilbeder altså ikke disse billeder, men bruger dem til forskønnelse af bygninger og til forkyndelse for beskueren.

Både oldkirkens kristnes kunst i katakomberne og den lutherske kirke holder sig i praksis til det sidste standpunkt. Den kristne kirke er generelt både glad for kunst og billeder og har frembragt ufattelige mængder kunst, som fremstiller bibelske personer og begivenheder. Denne kunst kan vi betegne som en forkyndelse og en lovsang i farver og former. Vi må ikke tilbede dem, men gerne glæde os over al den erkendelse og glæde, som de fylder os med.

Jeg håber, dette er tilfredsstillende. Ellers må du spørge igen.

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 07.11.2006